- Bag det stille ydre -

En sjælden gang imellem, ser vi en film der rør ved noget i os. Giver os noget nyt eller får os til at se på tilværelsen, på en anden måde. Film der taler til os, om man vil. Det er den slags film vi værdsætter, holder af og som giver os håb om, at mediet kan mere end blot at underholde os på menneskelivs præmisser. Det kan få os til at føle. Kun i ny og næ, for mit vedkommende og fordi oplevelsen fortjener at være speciel hver gang, sætter jeg sådan én i DVD'en - for at blive husket på hvorfor jeg elsker dén. Sådan en film er ”In the Bedroom”, for mig.

I stedet for at springe ud i anmeldelsen, vil jeg gerne fortælle hvorfor Todd Field's emotionelle drama er så speciel for mig. Det indebærer også, at jeg bliver nød til at fortælle noget om mig personligt, så bær over med mig. Da jeg var tre år gammel døde min far af en blodprop. Sandt at sige, husker jeg ikke meget om ham, men jeg husker hvordan min mor forandrede sig i tiden efter hans død. For mig var det – hvor absurd det end lyder – en utrolig lykkelig tid, fordi min mor altid virkede glad. Fordi hun gav mig alt hvad jeg pegede på, forkælede mig og konstant mindede mig om hvor højt hun elskede mig. Dét at min far var død, forstod jeg ikke. Da jeg nu er blevet ældre og også har haft lejlighed til at snakke med hende om netop dengang, forstår jeg bedre hvorfor hun opførte sig, som hun gjorde. For at beskytte mig. For at opretholde en facade der sagde at hun var lykkelig, tiltrods for at hun i virkelighed var dybt ulykkelig. For at jeg skulle kunne nyde min hverdag, uden at tænke på hvordan hun havde det. Det for så vidt uanset om jeg var tre eller tredive år. Når sorgen rammer os, gør vi oftest det modsatte af hvad vi burde gøre: tale om det, være åbne omkring det og lade verden forstå. Vi kryber ind i vores skal. Nu ved jeg ikke hvordan man forklarer fænoment ”død” for en 3-årig, men det er sikkert ligeså hårdt at snakke om emnet for voksne mennesker, der kan perspektiverer en sådan situation til fulde.

Når Tom Wilkinson rækker ud efter vinen på frokostbordet (endnu en gang) og kommer med et lifligt indspark til sine to værter, få uger efter hans søns død, er det fordi han er krøbet ind i sin skal. Han opretholder en facade af overskud, for at omgivelserne ikke skal pusle om ham og værne om hans skrøbelighed. Ergo er facaden ikke kun overfor hans venner, men også overfor ham selv. Men sådan er virkeligheden ikke, og det ved hans kone (Sissy Spacek). Ligegyldigt hvor meget han ler, drikker eller arbejder, så længes, sørger og savner han. Det er derfor han sniger sig op på sin søns værelse og ser på hans tegninger, sidder på hans seng og holder hans fiskegrej, i sagte gråd.

”In the Bedroom” er baseret på novellen ”Killings” af den nu afdøde forfatter, André Dubus. I sin sommerferie fra arkitekt-studierne, indleder sønnen Frank (Nick Stahl) et forhold til den noget ældre kvinde Natalie (Marisa Tomei). Natalie, der er mor til to små drenge, er midt under en skilsmisse fra sin voldelige ægtemand Richard (en djævelsk god William Mapother), der bestemt ikke er fornøjet over Frank og Natalies kæresteri. Det er han ikke ene om. Frank's mor Ruth (en eminent og olm Sissy Spacek) bruger selv en hver given lejlighed til, omend meget underdrejet, at gøre opmærksom på hendes misfornøjede holdning til deres forhold, hvilket specielt skyldes Richard's voldelige tendenser. Og hun for mere ret, end hun havde håbet på.

Når Frank, knap en time inde i filmen, bliver skudt og dræbt, gør det ondt. Rigtig ondt. Men det umiddelbare chok er blot startskudet til en lang, pinagtig rejse igennem sorgens stadier. Frustrationen over retssystemets mekaniske og kyniske tilgang til sagen, hvor det humane aspekt drukner i forseelser, paragraffer og papirnusseri. Afmagt, jalousi og ikke mindst, had berøres. Vi græder ikke for Matt og Ruth - vi græder med dem.

”In the Bedroom” observerer og fordyber sig i det stille ydre og det larmende indre, som dens karakterer lever og ånder i. Dette gør den naturalistisk, overbevisende, kunstenerisk og noget nær perfekt, fordi den giver sig god tid. Der bliver ikke sprunget over hvor gærdet er lavest eller lagt fingre imellem, når følelserne hober sig op og slippes fri i Maine's lille havneby af hvide huse og grønne træer, hvor der fiskes efter hummere, synges i kor og... opretholdes stilfærdige facader.

Sissy Spacek har indgroet filmens essens i sit portræt af en sønderrevet mor. Med den mindste bevægelser fortolker hun begge sider af sin sorg – alt fra den ubøjelige benægtelse og falske næstekærlighed, til vreden hun undertrykker ved at synke ned i sofaén på de lange, tomme eftermiddage. Tom Wilkinson (som fortjente Oscarén det år), er fast som en klippe og forvalter diskret sine følelser, uden så meget som at blinke med øjnene ét forkert sted.

Todd Field og manuskriptforfatter Robert Festinger (der begge debuterer på det store lærred) har gjort, hvad få amerikanske instruktører formår at gøre i dag: de har gjort volden ubehagelig og sorgen troværdig. Det er en dyster og melankolsk færd, der kræver tålmodighed og hengivenhed fra sit publikum, og dens bekendtskab kan godt være smertefuld. Det hvad enten man konfronteres med minder helst glemt, eller blot rystes over dens hudløse skildring af mennesker og deres ubønhørlige tragedie. Set med mine øjne, er den et uglamorøst, klassisk og fuldendt mesterværk.

Like a rest in music - No sound, but so loud...