Varme bly og kolde gravøl

5.0
”And then I woke up”, lyder de sidste vemodige ord fra Tommy Lee Jones brummende stemmebånd ved udgangen af årets oscar-sluger, ”No Country for Old Men”. Brat og kontant. Den sidste længselsfulde sætning efter bedre tider har lydt. Billedet sortner, lyset tændes - nu er det tid for os til at vågne.

Præmissen er nærmest uretfærdig skarpt eksekveret af de kultstatuerede filmbrødre Joel og Ethan Coen og romanforlæggets bagmand, Cormac McCarthy. Alle tre vil have os, publikum, til at føle og iagttage USA’s prærieland anno 1980 som en gudsforladt mugplet, et sted uden ro og fred, et sted hvor ondskaben ingen de vil tage og hvor alle velbegrundet hænger med mulen. Og netop her lader Coen og McCarthy os så ellers nyde en gammel, gæret og velafkølet gravøl i selskab med den moralsk fallerede sherif, Ed Tom Bell, der afmægtigt ser sin omverden rådne, luns for luns.

Som symbol på Bells frygt, den samvittighedsløse morder uden sympati og moral, kommer den løbske lejemorder, Anton Chigurh, ind i billedet, blændende spillet af Javier Bardem. Denne Chigurh er simpelthen alverdens skruppelløse mordere puttet ned i én karakter og oveni tilsat lidt karakteristiske særheder såsom et par vige fløjlsbukser og en ”Beatles”-inspireret pagefrisure. Ingen kan stoppe ham fra at sprede sine blodige spor over Texas’ knastørre sletter via sit særdeles effektive mordremedium, en lufttrykspistol forbeholdt aflivning af kvæg, end ikke den snedige bondeknold, Llewelyn Moss, der med livet som indsats forsøger at udspille Chigurh i kampen om en pengekuffert, eller sherif Bell der ser til fra sidelinien.

Universet i ”No Country for Old Men” er, som der nok kan forstås, helt igennem håbløst og på samme tid fantastisk gennemført. Se bare filmens første 15-20 minutter, hvor temaet oser gennem de rungende tomme landskabsbilleder til Tommy Lee Jones’ sproglige visdom og den altoverskyggende fornemmelse af kollisionskurs rent ud sagt bankes ind i knolden på os, med et enkelt tommelfingertryk, af det djævelske bæst til Anton Chigurh. Allerede her ænses det, at noget er galt, ravende galt i den vestlige verden og at dette stikker dybere end ’bare’ en løssluppen ’killing spree’. At der hviler noget bag Bells rynkede og forpinte ansigt, noget langt værre end blot en morder han ikke kan få has på.

Det ér altså sværere at ’vågne’ end som så, efter at have begivet sig ind i Coen og McCarthys eksotiske mareridtsland. Det er to næsten urimelige timer ”No Country for Old Men” byder på af død, støv og bitter livsvisdom, men alligevel af den slags, man allernødigst vil forlade. Det er filmkunst i sin mørke og trøstesløse form - og af det at være er det ganske enkelt fremragende.

No Country for Old Men