En grøn actioneksplosion
4.0
Instruktøren af de to energiske Transporter-film Louis Leterrier viderefører sin underholdende energi og visuelle flair til Marvels tegneserieunivers i hans tempofyldte og actionprægede fortolkning af eventyret om The Incredible Hulk. Filmen når ikke op blandt de bedste superheltefilmatiseringer men den er ud fra egen præmisser vellykket og popcornsunderholdning, der holder hele vejen.
The Incredible Hulks eneste forbindelse til Ang Lees Hulk-filmatisering fra 2003 – ud over naturligvis det grønne omdrejningspunkt – er, at den forsøger at være meget af det, som Ang Lees Hulk ikke var. Nemlig et tempofyldt actionsbrag. Den indledende jagt på Bruce Banner i Brasiliens slum har en rå realisme over sig, som ikke så lidt minder som Bourne filmene. Det giver et løfte om høj kvalitet lige fra start. Og den alvorlige tone holdes succesfuldt langt hen af vejen, mens realismen ryger sig en tur, når først Hulk’en vågner op til dåd. I filmens tre store actionsekvenser – som vel samlet udgør næsten halvdelen af spilletiden – er der seriøst smæk for actionskillingen med så meget bulder og brag, at Imperials store sal knirkede gevaldigt i fugerne. Imellem de store actionscener sænkes tempoet en smule, men der er stadigvæk masser af fart og intensitet i militærets jagt på Banner og dennes jagt efter et liv uden grøn vrede. Historien er ikke genial og nyskabende men til gengæld dejlig superhelteagtig med en tabt kærlighed, en kamp imod de overmenneskelige superheltekræfter osv. Nyskabelse er godt, men genkendelse er heller ikke værst.
Filmens højdepunkter er uden diskussion, når Hulk’en slår sig løs og kaster med gaffeltrucks, river biler midt over og generelt bare smadrer på livet løs. Både den lange action midt i filmen, hvor Hulk angribes af militæret, og filmens finale hvor The Abomination og Hulk tumler sig i en altødelæggende leg i New York er medrivende sammensat og sindsygt flotte. Effekterne er overbevisende, og det ser fedt ud, når kampvogne kastes igennem luften og eksplosionerne skyller hen over lærredet.
Dog har effekten en enkelt mindre svaghed, nemlig Hulk’en selv. Så længe Hulk er i bevægelse og smadrer løs ser alt imponerende ud, men når der fokuseres på de sorgmodige grønne øjne har ansigtet en tendens til at se lidt livløst ud. I levendegørelsen af sig selv er Hulks størrelsen således sin egen værste fjende. Det er ganske enkelt ikke muligt at maskere sig ud af udseendet, som det er tilfældet med de fleste andre superhelte fx Hellboy.
Edvard Norton er en gevinst i rollen som Bruce Banner. Han tilfører rollen stor sårbarhed og visualiserede igennem sit forpinte ansigtsudtryk glimrende de kvaler Banner går i gennem. Specielt i filmens begyndelse overbeviser han igennem flot skuespiller, men filmens udvikling gør, at han glider mere og mere i baggrunden og overlader scenen til hans grønne alter ego.
Endeligt vrimler filmen med fede indforståede hyldester og henvisninger. Fx er det fedt at se Norton hylde Lou Ferrigno i en birolle som sikkerhedsvagt med ”you’re the man”, ligesom det altid er godt at se, at der er plads til en cameo fra Stan Lee.
The Incredible Hulk er et underholdningsbrag uden ambitioner om at være ”Hulk Begins”. Godt nok får vi en historie med menneskelige skæbner involveret, men det er klart et ønske om hårdtpumpet action, der har første prioritet, og på det punkt svigter filmen ikke. Det er bestemt ingen stor film i klassisk forstand, men som sommerunderholdning for drengerøve med trang til at se ting blive smadret i stor stil fungerer den upåklageligt.
The Incredible Hulks eneste forbindelse til Ang Lees Hulk-filmatisering fra 2003 – ud over naturligvis det grønne omdrejningspunkt – er, at den forsøger at være meget af det, som Ang Lees Hulk ikke var. Nemlig et tempofyldt actionsbrag. Den indledende jagt på Bruce Banner i Brasiliens slum har en rå realisme over sig, som ikke så lidt minder som Bourne filmene. Det giver et løfte om høj kvalitet lige fra start. Og den alvorlige tone holdes succesfuldt langt hen af vejen, mens realismen ryger sig en tur, når først Hulk’en vågner op til dåd. I filmens tre store actionsekvenser – som vel samlet udgør næsten halvdelen af spilletiden – er der seriøst smæk for actionskillingen med så meget bulder og brag, at Imperials store sal knirkede gevaldigt i fugerne. Imellem de store actionscener sænkes tempoet en smule, men der er stadigvæk masser af fart og intensitet i militærets jagt på Banner og dennes jagt efter et liv uden grøn vrede. Historien er ikke genial og nyskabende men til gengæld dejlig superhelteagtig med en tabt kærlighed, en kamp imod de overmenneskelige superheltekræfter osv. Nyskabelse er godt, men genkendelse er heller ikke værst.
Filmens højdepunkter er uden diskussion, når Hulk’en slår sig løs og kaster med gaffeltrucks, river biler midt over og generelt bare smadrer på livet løs. Både den lange action midt i filmen, hvor Hulk angribes af militæret, og filmens finale hvor The Abomination og Hulk tumler sig i en altødelæggende leg i New York er medrivende sammensat og sindsygt flotte. Effekterne er overbevisende, og det ser fedt ud, når kampvogne kastes igennem luften og eksplosionerne skyller hen over lærredet.
Dog har effekten en enkelt mindre svaghed, nemlig Hulk’en selv. Så længe Hulk er i bevægelse og smadrer løs ser alt imponerende ud, men når der fokuseres på de sorgmodige grønne øjne har ansigtet en tendens til at se lidt livløst ud. I levendegørelsen af sig selv er Hulks størrelsen således sin egen værste fjende. Det er ganske enkelt ikke muligt at maskere sig ud af udseendet, som det er tilfældet med de fleste andre superhelte fx Hellboy.
Edvard Norton er en gevinst i rollen som Bruce Banner. Han tilfører rollen stor sårbarhed og visualiserede igennem sit forpinte ansigtsudtryk glimrende de kvaler Banner går i gennem. Specielt i filmens begyndelse overbeviser han igennem flot skuespiller, men filmens udvikling gør, at han glider mere og mere i baggrunden og overlader scenen til hans grønne alter ego.
Endeligt vrimler filmen med fede indforståede hyldester og henvisninger. Fx er det fedt at se Norton hylde Lou Ferrigno i en birolle som sikkerhedsvagt med ”you’re the man”, ligesom det altid er godt at se, at der er plads til en cameo fra Stan Lee.
The Incredible Hulk er et underholdningsbrag uden ambitioner om at være ”Hulk Begins”. Godt nok får vi en historie med menneskelige skæbner involveret, men det er klart et ønske om hårdtpumpet action, der har første prioritet, og på det punkt svigter filmen ikke. Det er bestemt ingen stor film i klassisk forstand, men som sommerunderholdning for drengerøve med trang til at se ting blive smadret i stor stil fungerer den upåklageligt.
03/07-2008
