Galgenhumoristisk samfundsrevsning
4.0
I den ambitiøse, og helt unikke, svenske film, "Sange fra anden sal", bliver menneskets dårskab og eksistens sat under lup via en solid portion vanvidshumor
Der findes film, man selv som inkarneret cineast har meget svært ved at sætte ord på og gengive essensen af. Den dybt metaforiske, og vanvittigt ambitiøse, "Sange fra anden sal", er et sådant værk. Ved sidste års Cannes Festival fik den Juryens Specialpris, og var dermed en skarp konkurrent til Lars von Triers Guldpalmevinder, "Dancer in the Dark" (2000).
Søgen efter mening
I 46 stærkt stiliserede tableauer, alle vist i faste totalindstillinger, bestræber instruktøren Roy Andersson sig på at sætte mennesket som fænomen under lup. Hele filmens ydre "handling" former sig som en søgen efter en højere mening med livet. Undervejs hudflettes den menneskelige dårskab og værdiernes sammenbrud: Religionens, pengenes, videnskabens. Det er visionært tænkt og uhyre konsekvent udført - men måske også lidt for metaforisk og tungsindigt til at fungere helt optimalt.
Der er ingen decideret hovedperson i filmen, men nogle af personerne er tilbagevendende elementer i fortællingen. En sådan er Karl (Lars Nordh), en midaldrende, glædesløs forretningsmand, som har en søn, der er indlagt på psykiatrisk afdeling. "Min søn er blevet skør af at læse digte", udbryder Karl hysterisk til alle, han møder på sin vej. Karl har brændt sin møbelhandel ned til grunden for at få udbetalt forsikringssummen. Det lykkes, men lykken udebliver. I stedet vandrer han sodsværtet og forvildet omkring i et svensk velfærdssamfund, der beskrives som absurd og kaotisk, på randen af et altomvæltende sammenbrud. Som sådan skal det vel sagtens ses som et billede på hele den vestlige civilisation.
Bizarre optrin og meningsløshed
Meningsløsheden levner heldigvis lejlighed til opløftende øjeblikke af absurd, sort vanvidshumor. Som da en gammel 100-årig general skal saluteres af magtens elite. Den tandløse, senile olding sidder dement på sin potte i en kravlegård, da hele militærkorpsets spidser møder frem og holder hyldesttale. Pludselig kommer der liv i den gamles øjne. Han udbryder med skinger stemme: "Hils Göring!" og gør 'sieg heil' med fremstrakt arm.
Filmen har flere bizarre optrin. Der er protestmarchen, hvor deltagerne går gennem byen, mens de pisker sig selv. Og scenen med tryllekunstneren, som - midt i opførelsen af det klassiske save-mand-over-trick - mister evnen til magi, og kommer til at save rigtigt hul i maven på sin assistent. Der er den lille pige, som må gå planken ud fra en højtliggende klippe, mens biskopper, politikere og andre øvrighedspersoner ser til. Tilsyneladende en metafor for den ungdom, der formålsløst ofres i krige verden over.
Ingen frelse
Krucifikser i hobetal kastes på bålet. Kristendommen har spillet fallit. Der er ingen syndsforladelse eller frelse mulig for mennesker, der ikke vil frelses. Man sidder ikke tilbage med meget håb for menneskehedens fremtid efter at have lagt øre til Roy Anderssons kulturpessimistiske sange fra anden sal. Om man føler sortsynet helt tager overhånd, er vel en smagssag. Kan man bære over med filmens misantropiske grundtone, er der rig mulighed for at få rørt lattermusklerne og i tilgift få nogle filosofiske, moralske og eksistentielle guldkorn med hjem i bagagen. Trods alt ikke så lidt!
Der findes film, man selv som inkarneret cineast har meget svært ved at sætte ord på og gengive essensen af. Den dybt metaforiske, og vanvittigt ambitiøse, "Sange fra anden sal", er et sådant værk. Ved sidste års Cannes Festival fik den Juryens Specialpris, og var dermed en skarp konkurrent til Lars von Triers Guldpalmevinder, "Dancer in the Dark" (2000).
Søgen efter mening
I 46 stærkt stiliserede tableauer, alle vist i faste totalindstillinger, bestræber instruktøren Roy Andersson sig på at sætte mennesket som fænomen under lup. Hele filmens ydre "handling" former sig som en søgen efter en højere mening med livet. Undervejs hudflettes den menneskelige dårskab og værdiernes sammenbrud: Religionens, pengenes, videnskabens. Det er visionært tænkt og uhyre konsekvent udført - men måske også lidt for metaforisk og tungsindigt til at fungere helt optimalt.
Der er ingen decideret hovedperson i filmen, men nogle af personerne er tilbagevendende elementer i fortællingen. En sådan er Karl (Lars Nordh), en midaldrende, glædesløs forretningsmand, som har en søn, der er indlagt på psykiatrisk afdeling. "Min søn er blevet skør af at læse digte", udbryder Karl hysterisk til alle, han møder på sin vej. Karl har brændt sin møbelhandel ned til grunden for at få udbetalt forsikringssummen. Det lykkes, men lykken udebliver. I stedet vandrer han sodsværtet og forvildet omkring i et svensk velfærdssamfund, der beskrives som absurd og kaotisk, på randen af et altomvæltende sammenbrud. Som sådan skal det vel sagtens ses som et billede på hele den vestlige civilisation.
Bizarre optrin og meningsløshed
Meningsløsheden levner heldigvis lejlighed til opløftende øjeblikke af absurd, sort vanvidshumor. Som da en gammel 100-årig general skal saluteres af magtens elite. Den tandløse, senile olding sidder dement på sin potte i en kravlegård, da hele militærkorpsets spidser møder frem og holder hyldesttale. Pludselig kommer der liv i den gamles øjne. Han udbryder med skinger stemme: "Hils Göring!" og gør 'sieg heil' med fremstrakt arm.
Filmen har flere bizarre optrin. Der er protestmarchen, hvor deltagerne går gennem byen, mens de pisker sig selv. Og scenen med tryllekunstneren, som - midt i opførelsen af det klassiske save-mand-over-trick - mister evnen til magi, og kommer til at save rigtigt hul i maven på sin assistent. Der er den lille pige, som må gå planken ud fra en højtliggende klippe, mens biskopper, politikere og andre øvrighedspersoner ser til. Tilsyneladende en metafor for den ungdom, der formålsløst ofres i krige verden over.
Ingen frelse
Krucifikser i hobetal kastes på bålet. Kristendommen har spillet fallit. Der er ingen syndsforladelse eller frelse mulig for mennesker, der ikke vil frelses. Man sidder ikke tilbage med meget håb for menneskehedens fremtid efter at have lagt øre til Roy Anderssons kulturpessimistiske sange fra anden sal. Om man føler sortsynet helt tager overhånd, er vel en smagssag. Kan man bære over med filmens misantropiske grundtone, er der rig mulighed for at få rørt lattermusklerne og i tilgift få nogle filosofiske, moralske og eksistentielle guldkorn med hjem i bagagen. Trods alt ikke så lidt!
19/11-2018
