VHS-drømme
4.0
Michel Gondrys film kommer fra et smukt, enkelt og barnligt drømmeunivers. Han kan tage Hollywood-navne som Jack Black, Danny Glover og Mos Def og udnytte deres professionalisme som skuespillere til noget, der virker uhyre amatøragtigt og ægte. Det er en kunstnerisk bedrift. Gondry dyrker det barnlige og naive til en absurd grad. Men han er samtidig fuldkommen bevidst om det.
Temaet er nærmest i forlængelse af Gondrys dokumentarfilm ”Block Party” om kreative kræfter i små communities i New York. Men i stedet for virkelige hiphop-stjerner, der vender tilbage til Brooklyn, er vi nu i en fiktiv videoudlejningsbutik i New Jersey. Og ikke DVD- eller Bluray-video. Vi taler VHS.
Da en excentrisk stamkunde (Jack Black) bliver magnetisk, sletter hans magnetisme indholdet på alle båndene i butikken. Derfor går han sammen med en lidt langsom-opfattende butiksmedhjælper (Mos Def) om at genindspille filmene selv med en videooptager. Det bliver et koncept, som hele kvarteret syntes er fedt, og snart er der en lang kø udenfor butikken af folk, der vil have de to til at genindspille film i nye hjemmevideoversioner. Det er en komplet skør og barnlig ide. Og så er den fyldt med nostalgiske ideer om VHS-båndets storhedstid.
Det store ideal er dog først og fremmest community-forestillingen. Alle skaber selv deres egne ting i stedet for at være tanketomme forbrugere i et kommercielt koncept. Jeg er vild med det ideal. Det er en hyldestfilm til det unikke og kreative.
Det er let at hade en drømmer for de naive amatøragtige forestillinger. Men det er hele pointen med ”Be Kind Rewind”. Det er en spytklat på alt det velpolerede, kedelige bras, og en hyldest til de naive amatører. Og til kreativitet i det hele taget.
Gondry er dog ikke fuldkommen naiv. Som sagt er han bevidst om sin tematik og sine virkemidler. I modsætning til Hollywood ender de naive drømme i Gondrys film ikke i platte happy endings. ”Eternal Sunshine” endte antiklimatisk med en erkendelse af, at kærlighedsforhold ikke kun bestod af lutter lykke. ”Science of Sleep” endte med, at drømmeren gik i seng. ”Human Nature” endte med, at menneskene var lige så forvirrede med natur og civilisation, som de var til at begynde med. Slutningen på ”Be Kind Rewind” vil jeg ikke røbe, men forvent ingen Hollywood-slutning.
Gondry siger, at han er en evig 12-årig. Man er selv nødt til at finde det indre legebarn frem, for at man kan købe Gondrys drømmeverden i ”Be Kind Rewind”. Men kan man det, er det en god og varm oplevelse.
(Jeg så filmen på et flysæde på vej til Tokyo, men filmen får dvd-premiere i DK til august. Det er ellers en film, der kun burde få VHS eller biopremiere)
Temaet er nærmest i forlængelse af Gondrys dokumentarfilm ”Block Party” om kreative kræfter i små communities i New York. Men i stedet for virkelige hiphop-stjerner, der vender tilbage til Brooklyn, er vi nu i en fiktiv videoudlejningsbutik i New Jersey. Og ikke DVD- eller Bluray-video. Vi taler VHS.
Da en excentrisk stamkunde (Jack Black) bliver magnetisk, sletter hans magnetisme indholdet på alle båndene i butikken. Derfor går han sammen med en lidt langsom-opfattende butiksmedhjælper (Mos Def) om at genindspille filmene selv med en videooptager. Det bliver et koncept, som hele kvarteret syntes er fedt, og snart er der en lang kø udenfor butikken af folk, der vil have de to til at genindspille film i nye hjemmevideoversioner. Det er en komplet skør og barnlig ide. Og så er den fyldt med nostalgiske ideer om VHS-båndets storhedstid.
Det store ideal er dog først og fremmest community-forestillingen. Alle skaber selv deres egne ting i stedet for at være tanketomme forbrugere i et kommercielt koncept. Jeg er vild med det ideal. Det er en hyldestfilm til det unikke og kreative.
Det er let at hade en drømmer for de naive amatøragtige forestillinger. Men det er hele pointen med ”Be Kind Rewind”. Det er en spytklat på alt det velpolerede, kedelige bras, og en hyldest til de naive amatører. Og til kreativitet i det hele taget.
Gondry er dog ikke fuldkommen naiv. Som sagt er han bevidst om sin tematik og sine virkemidler. I modsætning til Hollywood ender de naive drømme i Gondrys film ikke i platte happy endings. ”Eternal Sunshine” endte antiklimatisk med en erkendelse af, at kærlighedsforhold ikke kun bestod af lutter lykke. ”Science of Sleep” endte med, at drømmeren gik i seng. ”Human Nature” endte med, at menneskene var lige så forvirrede med natur og civilisation, som de var til at begynde med. Slutningen på ”Be Kind Rewind” vil jeg ikke røbe, men forvent ingen Hollywood-slutning.
Gondry siger, at han er en evig 12-årig. Man er selv nødt til at finde det indre legebarn frem, for at man kan købe Gondrys drømmeverden i ”Be Kind Rewind”. Men kan man det, er det en god og varm oplevelse.
(Jeg så filmen på et flysæde på vej til Tokyo, men filmen får dvd-premiere i DK til august. Det er ellers en film, der kun burde få VHS eller biopremiere)
05/07-2008
