Ødemarken som scenerum
2.0
Dogmefilm nummer fire, Kristian Levrings eksistentialistiske ørkendrama "The King is Alive", er desværre mere forskruet og prangende stiløvelse, end engagerende filmfortælling
En bus med elleve europæiske turister løber tør for benzin midt i den Namibiske ørken. Afsondret fra enhver mulighed for at tilkalde hjælp fra omverdenen, og næsten uden mad- og vandreserver, begynder den lille flok strandede turisters facader hurtigt at krakelere. Den garvede australier Jack (Miles Anderson) tager i første omgang initiativ til at gå ud i ørkenen for at søge efter beboelse. Efter flere dages intensiv venten står det klart for resten af gruppen, at han ikke vil vende tilbage.
King Lear som terapiprojekt
For at fordrive den ulidelige ventetid indtil et redningshold måtte ankomme, foreslår den intellektuelle Henry (David Bradley), at man opfører Shakespeares "King Lear"; dramaet om den døende konge, som abdicerer fra tronen blot for at opleve en sand magtkamp blandt sine tre døtre. Den aparte idé vinder gradvist accept hos det øvrige selskab, ikke mindst fordi indstuderingen af rollerne tilbyder dem en tankeflugt fra desperationens vanvid. Efterhånden som de mange prøve-forløb i den bagende sol - i samspil med sygdom og væskemangel - dræner skuespildilettanterne for kræfter, smuldrer civilisationens tillærte adfærdsnormer, og da stykket er spillet til ende, fremstår de sjæleligt afklædte, flået for al moralsk anstændighed og medmenneskelighed.
Den amerikanske pige Gina (Jennifer Jason Leigh) lader sig villigt gennempule af den storpralende, fedladne Charles (David Calder) for at holde kedsomheden på afstand, medens den racistiske brite Paul (Chris Walker) chikanerer og gennemtæver den sorte guide Moses (Vusi Kunene). Liz (Janet McTeer) spiller utroskabslige spil med sin handlingslammede ægtemand Ray (Bruce Davison), som hjerteknust vandrer ud i sandhavet og flakker forvildet, delirisk omkring.
En ulidelig ørkenvandring
Det er svært at skjule sin skuffelse over Kristian Levrings dogmeudspil, som størsteparten af publikum ganske givet vil føle som en lang, ulidelig ørkenvandring. Instruktøren har tidligere kun lavet én spillefilm, "Et skud fra hjertet" helt tilbage i 1985, og selv om han i de mellemliggende år har arbejdet med reklamefilm, skinner den manglende rutine med fiktiv filmproduktion desværre alt for tydeligt igennem. Det kniber simpelthen med at skabe interesse for karakterernes handlinger og motiver, ligesom historiens positive udgang forekommer inkonsekvent i lyset af "King Lear"- metaforikken og hele den fatalistiske klangbund.
Levring har fået assistance af Anders Thomas Jensen, kendt fra arbejdet med blandt andet "I Kina spiser de hunde" (1999), "Blinkende lygter" (2000). Resultatet er ikke udpræget vellykket. "The King is Alive" forekommer mere som skitser til en improvisationsøvelse på Statens Teaterskole, end et sammenhængende, velunderbygget historieforløb. På papiret har det måske set spændende ud, men resultatet lader meget tilbage at ønske. Ethvert tilløb til suspense ebber ud efter en times tid, og forudsigeligheden og ligegyldigheden tager overhånd.
Når det trods alt bliver til to øjne, skyldes det respekt for Levrings vovemod og ambitioner. Med valget af lokalitet har han klinisk renset sin film for al ydre pop-smartness, som kunne distrahere fra dét, der er hans virkelige mål: at skildre mennesket nøgent i naturens vold. Han har, i langt højere grad end nogle af sine dogmebrødre, ført kyskhedsløftets ti bud ud i sin alleryderste konsekvens.
En bus med elleve europæiske turister løber tør for benzin midt i den Namibiske ørken. Afsondret fra enhver mulighed for at tilkalde hjælp fra omverdenen, og næsten uden mad- og vandreserver, begynder den lille flok strandede turisters facader hurtigt at krakelere. Den garvede australier Jack (Miles Anderson) tager i første omgang initiativ til at gå ud i ørkenen for at søge efter beboelse. Efter flere dages intensiv venten står det klart for resten af gruppen, at han ikke vil vende tilbage.
King Lear som terapiprojekt
For at fordrive den ulidelige ventetid indtil et redningshold måtte ankomme, foreslår den intellektuelle Henry (David Bradley), at man opfører Shakespeares "King Lear"; dramaet om den døende konge, som abdicerer fra tronen blot for at opleve en sand magtkamp blandt sine tre døtre. Den aparte idé vinder gradvist accept hos det øvrige selskab, ikke mindst fordi indstuderingen af rollerne tilbyder dem en tankeflugt fra desperationens vanvid. Efterhånden som de mange prøve-forløb i den bagende sol - i samspil med sygdom og væskemangel - dræner skuespildilettanterne for kræfter, smuldrer civilisationens tillærte adfærdsnormer, og da stykket er spillet til ende, fremstår de sjæleligt afklædte, flået for al moralsk anstændighed og medmenneskelighed.
Den amerikanske pige Gina (Jennifer Jason Leigh) lader sig villigt gennempule af den storpralende, fedladne Charles (David Calder) for at holde kedsomheden på afstand, medens den racistiske brite Paul (Chris Walker) chikanerer og gennemtæver den sorte guide Moses (Vusi Kunene). Liz (Janet McTeer) spiller utroskabslige spil med sin handlingslammede ægtemand Ray (Bruce Davison), som hjerteknust vandrer ud i sandhavet og flakker forvildet, delirisk omkring.
En ulidelig ørkenvandring
Det er svært at skjule sin skuffelse over Kristian Levrings dogmeudspil, som størsteparten af publikum ganske givet vil føle som en lang, ulidelig ørkenvandring. Instruktøren har tidligere kun lavet én spillefilm, "Et skud fra hjertet" helt tilbage i 1985, og selv om han i de mellemliggende år har arbejdet med reklamefilm, skinner den manglende rutine med fiktiv filmproduktion desværre alt for tydeligt igennem. Det kniber simpelthen med at skabe interesse for karakterernes handlinger og motiver, ligesom historiens positive udgang forekommer inkonsekvent i lyset af "King Lear"- metaforikken og hele den fatalistiske klangbund.
Levring har fået assistance af Anders Thomas Jensen, kendt fra arbejdet med blandt andet "I Kina spiser de hunde" (1999), "Blinkende lygter" (2000). Resultatet er ikke udpræget vellykket. "The King is Alive" forekommer mere som skitser til en improvisationsøvelse på Statens Teaterskole, end et sammenhængende, velunderbygget historieforløb. På papiret har det måske set spændende ud, men resultatet lader meget tilbage at ønske. Ethvert tilløb til suspense ebber ud efter en times tid, og forudsigeligheden og ligegyldigheden tager overhånd.
Når det trods alt bliver til to øjne, skyldes det respekt for Levrings vovemod og ambitioner. Med valget af lokalitet har han klinisk renset sin film for al ydre pop-smartness, som kunne distrahere fra dét, der er hans virkelige mål: at skildre mennesket nøgent i naturens vold. Han har, i langt højere grad end nogle af sine dogmebrødre, ført kyskhedsløftets ti bud ud i sin alleryderste konsekvens.
19/11-2018
