Narnia i krig
4.0
I fortsættelsen til "The Lion, the Witch and the Wardrobe" kommer Pevensie-børnene igen til Narnia. I jordtid har de været væk i et år, men i Narnia er der gået 1.300 år. Nu er de ikke længere "The Chosen Ones", der skal bekæmpe Den Hvide Heks, men "The Kings and Queens of Old", der bliver tilkaldt for at hjælpe titlens prins. Caspian er prins af de sydlandske telmarinere, der har overtaget Narnia og drevet de talende dyr og fantasivæsenerne under jorden - og Caspians onde onkel forsøger at dræbe sin nevø for selv at kunne tage tronen.
Jeg var ikke imponeret af instruktør Andrew Adamsons første Narnia-film for Disney, men det går klart bedre denne gang. "Prince Caspian" er blandt andet markant bedre lavet rent teknisk - animationerne af dyr og fantasivæsener er af langt højere kvalitet, og den er også langt flottere fotograferet med meget bedre fornemmelse af de episke vidder, som passer til en stor fantasyfilm.
Desuden er historien i "Prince Caspian" simpelt hen mere ligefremt spændende. Der er en ond fyrste, han har et skummelt komplot, vores helte ankommer og samler en hær, og så er der krig. Ikke så meget pjat - anden halvdel af filmen er næsten ren krigsfilm, og det er festligt at se heltenes kaos af mærkelige væsener gå i åben krig mod telmarinernes velordnede, stramt marcherende regimenter.
Samtidig fungerer de fire hovedroller også bedre - de er slet ikke så irriterende som i den første film (okay, Georgie Henley er stadig *lidt* irriterende som den yngste, Lucy). Og der er fine biroller til Peter Dinklage som dværgen Trumpkin og Sergio Castellitto som den onde fyrste. Samt ikke mindst til Eddie Izzards stemme, der sætter liv i swashbuckler-musen Reepicheep. Til gengæld er Ben Barnes en lidt fad latino-prins som Caspian.
Og så er der jo løven Aslan, som har flere passager, hvor man føler, der står et stort "JESUS SAVES YOU"-skilt på skærmen. For heltene kan selvfølgelig ikke klare sig uden Aslans hjælp, og han gider kun blande sig, hvis de tror på ham - krystalliseret ud i den scene, hvor Lucy har fundet Aslan ude i skoven, og han spørger, hvorfor hun tvivlede på ham, bare fordi de andre gjorde. Det er velkendt, at C.S. Lewis havde et kristent budskab i Narnia-bøgerne, og at Aslan er en Jesus-figur - og det er endnu mere tydeligt her end i den foregående film. Jeg synes så, at den dumme løve bare skulle tage sig sammen og hjælpe folk, når de har brug for det, i stedet for at sidde ude i skoven og spille fornærmet (og fyre mystifystiske sætninger af, som lyder som noget, en kinesisk vismand i en kung-fu-film kunne finde på at sige).
Nå, men bortset fra pisløvens propaganda er det her altså en yderst tilfredsstillende fantasyfilm - ikke mindst når man husker, at det egentlig er en børnefilm. Den er nemlig fantastisk på et niveau, som "The Lion, the Witch and the Wardrobe" slet ikke nåede op til i Andrew Adamsons version.
Jeg var ikke imponeret af instruktør Andrew Adamsons første Narnia-film for Disney, men det går klart bedre denne gang. "Prince Caspian" er blandt andet markant bedre lavet rent teknisk - animationerne af dyr og fantasivæsener er af langt højere kvalitet, og den er også langt flottere fotograferet med meget bedre fornemmelse af de episke vidder, som passer til en stor fantasyfilm.
Desuden er historien i "Prince Caspian" simpelt hen mere ligefremt spændende. Der er en ond fyrste, han har et skummelt komplot, vores helte ankommer og samler en hær, og så er der krig. Ikke så meget pjat - anden halvdel af filmen er næsten ren krigsfilm, og det er festligt at se heltenes kaos af mærkelige væsener gå i åben krig mod telmarinernes velordnede, stramt marcherende regimenter.
Samtidig fungerer de fire hovedroller også bedre - de er slet ikke så irriterende som i den første film (okay, Georgie Henley er stadig *lidt* irriterende som den yngste, Lucy). Og der er fine biroller til Peter Dinklage som dværgen Trumpkin og Sergio Castellitto som den onde fyrste. Samt ikke mindst til Eddie Izzards stemme, der sætter liv i swashbuckler-musen Reepicheep. Til gengæld er Ben Barnes en lidt fad latino-prins som Caspian.
Og så er der jo løven Aslan, som har flere passager, hvor man føler, der står et stort "JESUS SAVES YOU"-skilt på skærmen. For heltene kan selvfølgelig ikke klare sig uden Aslans hjælp, og han gider kun blande sig, hvis de tror på ham - krystalliseret ud i den scene, hvor Lucy har fundet Aslan ude i skoven, og han spørger, hvorfor hun tvivlede på ham, bare fordi de andre gjorde. Det er velkendt, at C.S. Lewis havde et kristent budskab i Narnia-bøgerne, og at Aslan er en Jesus-figur - og det er endnu mere tydeligt her end i den foregående film. Jeg synes så, at den dumme løve bare skulle tage sig sammen og hjælpe folk, når de har brug for det, i stedet for at sidde ude i skoven og spille fornærmet (og fyre mystifystiske sætninger af, som lyder som noget, en kinesisk vismand i en kung-fu-film kunne finde på at sige).
Nå, men bortset fra pisløvens propaganda er det her altså en yderst tilfredsstillende fantasyfilm - ikke mindst når man husker, at det egentlig er en børnefilm. Den er nemlig fantastisk på et niveau, som "The Lion, the Witch and the Wardrobe" slet ikke nåede op til i Andrew Adamsons version.
06/07-2008
