74 minutters konflikt
4.0
En spillefilm med 74 minutters handling optaget i ét eneste take. Det er det eksperiment, forfatter-instruktør Linda Wendel har kastet sig ud i med "One Shot". Og det lykkes forbløffende godt.
Filmen handler om den søndag morgen, hvor webcam-pigen Sally opsøger sin mor i hendes hus på Møn, fordi hun vil have moderen til røbe sin hemmelighed om, hvem der er Sallys far. Hun vandrer lige ind i, at moderen ligger og dyrker sex med sin elsker, og i løbet af de 74 minutter udspiller der sig så et psykologisk spil, hvor de tre personer flere gange skifter roller. Og hvor Sallys medbragte pistol, som titlen også refererer til, ligeledes får sin rolle.
"One Shot" er selvsagt meget styret af formen. Men den spiller faktisk rigtig godt sammen med indholdet her. Historien er ikke voldsomt avanceret, men formen hjælper med at holde den stram: Det går fra første sekund løs med dysfunktionel familie og personer, der søger konflikter for at få bekræftet deres egne ideer, om at de andre ikke har gjort nok for dem. Flere gange er det på kanten af at blive teatralsk med al den opkørte konflikt - men heldigvis løsner et par velplacerede twists op, så det ikke bliver rent skrigende navlepilleri.
Kameraet er håndholdt og følger personerne rundt (og sikke et planlægningsarbejde, der må ligge bag det). Der bliver konstant lavet overgange, så det skifter, hvem der er i fokus - og en sjov konsekvens af formen er også, at man ikke kan lave dialogscener i traditionel stil med kun ét kamera. Så mange replikker bliver sagt offscreen, men det virker faktisk glimrende og forstærker kun fornemmelsen af realisme.
74 minutters intens optagelse kræver naturligvis også en del af skuespillerne, men de kommer flot igennem og er med til at løfte filmen. Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen er stærke som kunstnerisk orienterede gamle hippie-typer, og Mille Hoffmeyer Lehfeldt gør det også udmærket som datteren. Hun overspiller en smule i starten, hvor hun brager ind og starter konflikten med det samme - men kommer flot tilbage senere i filmen. For alle tre skuespillere gælder det i øvrigt, at nogle af deres bedste scener kommer, når kameraet lige får lov til at være i ro lidt og bare betragter personen, som tænker og reagerer på det, der er gået forud.
"One Shot" er afgjort i den eksperimenterende afdeling, men er klart værd at se, hvis man kan se uden om stedvist rystede og uskarpe billeder - og i stedet interesserer sig for, hvad man rent dramaturgisk kan opnå ved at lægge en så stram ramme ned over afviklingen af sin historie.
Filmen handler om den søndag morgen, hvor webcam-pigen Sally opsøger sin mor i hendes hus på Møn, fordi hun vil have moderen til røbe sin hemmelighed om, hvem der er Sallys far. Hun vandrer lige ind i, at moderen ligger og dyrker sex med sin elsker, og i løbet af de 74 minutter udspiller der sig så et psykologisk spil, hvor de tre personer flere gange skifter roller. Og hvor Sallys medbragte pistol, som titlen også refererer til, ligeledes får sin rolle.
"One Shot" er selvsagt meget styret af formen. Men den spiller faktisk rigtig godt sammen med indholdet her. Historien er ikke voldsomt avanceret, men formen hjælper med at holde den stram: Det går fra første sekund løs med dysfunktionel familie og personer, der søger konflikter for at få bekræftet deres egne ideer, om at de andre ikke har gjort nok for dem. Flere gange er det på kanten af at blive teatralsk med al den opkørte konflikt - men heldigvis løsner et par velplacerede twists op, så det ikke bliver rent skrigende navlepilleri.
Kameraet er håndholdt og følger personerne rundt (og sikke et planlægningsarbejde, der må ligge bag det). Der bliver konstant lavet overgange, så det skifter, hvem der er i fokus - og en sjov konsekvens af formen er også, at man ikke kan lave dialogscener i traditionel stil med kun ét kamera. Så mange replikker bliver sagt offscreen, men det virker faktisk glimrende og forstærker kun fornemmelsen af realisme.
74 minutters intens optagelse kræver naturligvis også en del af skuespillerne, men de kommer flot igennem og er med til at løfte filmen. Karen-Lise Mynster og Jesper Christensen er stærke som kunstnerisk orienterede gamle hippie-typer, og Mille Hoffmeyer Lehfeldt gør det også udmærket som datteren. Hun overspiller en smule i starten, hvor hun brager ind og starter konflikten med det samme - men kommer flot tilbage senere i filmen. For alle tre skuespillere gælder det i øvrigt, at nogle af deres bedste scener kommer, når kameraet lige får lov til at være i ro lidt og bare betragter personen, som tænker og reagerer på det, der er gået forud.
"One Shot" er afgjort i den eksperimenterende afdeling, men er klart værd at se, hvis man kan se uden om stedvist rystede og uskarpe billeder - og i stedet interesserer sig for, hvad man rent dramaturgisk kan opnå ved at lægge en så stram ramme ned over afviklingen af sin historie.
07/07-2008
