Underholdende blodsprøjteri fra den postapokalyptiske rodebutik
4.0
Opskrift på en velbagt dommedagsfilm:
Tag en del Mad Max, to dele Escape from New York, en del Aliens og bland det hele op med to liter mørkerødt blod. Lav det koge i ca. 108 min. og så får du en velbagt og superunderholdende blodkage, som ikke kan løbe fra ingrediensernes ophav. Doomsday er et energisk opkog af 80ernes bedste postapokalyptiske actionfilm ikke uden en vis egen charme, og dens kompromisløse høje tempo og lemfældige brug af spandevis af teaterblod gør, at man sluger det meste råt originalt eller ej.
Filmens setup er gammelkendt. En dødelig virus har udslettet alt menneskeligt liv indenfor et område og nu sendes vores (anti)helte derind for at redde både sig selv og det meste af verden. Men alt er ikke som det burde være og pludselig skyller sværme af mad max lignende voldspsykopater i en lind strøm i hovedet på det udforskende selskab. Dermed er scenen sat for et sandt inferno af særdeles voldelige actionoptrin, som den talentfulde Neil Marshall styrer med sikker og effektfuld hånd. Næsten lige så kompromisløse og brutale som angrebene fra de gollumlignende væsener i hans eminente The Descent er angrebene fra de vilde i Doomsday. Ellers rummer Marshalls nyeste epos ikke mange lighedspunkter med hans stilfulde horrormesterværk.
Doomsday lever i kraft af sit vanvittige tempo og in your face attitude, mens manuskriptet er filmens store akilleshæl. Det er især filmens midterste tredjedel, der halter. Pludselig skifter handlingen fra et smukt og dystert storbyunivers til et middelalderlandskab med riddere, borge og andre Ivanhoe godbidder. Det bryder den futuristiske stemning Marshall har bygget op i filmens første del, og virke malplaceret. Dog er også denne del af filmen syltet godt ind i voldelig action, så helt ødelægge den gode stemning kan det ikke. Bedst er filmens finale, hvor alle Mad Max fans – specielt dem som elskede biljagterne i The Road Warrior – må klappe i deres små hænder. Biljagten her er fejende flot, lang og ualmindelig tempofyldt og voldsom. Sådan Marshall!!
Neil Marshall var(og er) udråbt til en af den nye instruktørgenerations største håb for horrorgenren efter hans to første vellykkede film i genren. Her træder han en smule ved siden af med Doomsday, da horrorelementet ikke står i første række. Til gengæld får vi en af de mest energiske og blodsprøjtende postapokalyptiske film i lang tid. Med et bedre og mere jævnt manuskript kunne Doomsday være blevet en fjer i Marshalls mesterværkshat. Nu må han nøjes med at have skabt en kommende kultklassiker, som vil begejstre en mindre skare med sit brutale væsen, mens den nok vil ryge i glemsel hos flokken af mainstream biografgængere.
Tag en del Mad Max, to dele Escape from New York, en del Aliens og bland det hele op med to liter mørkerødt blod. Lav det koge i ca. 108 min. og så får du en velbagt og superunderholdende blodkage, som ikke kan løbe fra ingrediensernes ophav. Doomsday er et energisk opkog af 80ernes bedste postapokalyptiske actionfilm ikke uden en vis egen charme, og dens kompromisløse høje tempo og lemfældige brug af spandevis af teaterblod gør, at man sluger det meste råt originalt eller ej.
Filmens setup er gammelkendt. En dødelig virus har udslettet alt menneskeligt liv indenfor et område og nu sendes vores (anti)helte derind for at redde både sig selv og det meste af verden. Men alt er ikke som det burde være og pludselig skyller sværme af mad max lignende voldspsykopater i en lind strøm i hovedet på det udforskende selskab. Dermed er scenen sat for et sandt inferno af særdeles voldelige actionoptrin, som den talentfulde Neil Marshall styrer med sikker og effektfuld hånd. Næsten lige så kompromisløse og brutale som angrebene fra de gollumlignende væsener i hans eminente The Descent er angrebene fra de vilde i Doomsday. Ellers rummer Marshalls nyeste epos ikke mange lighedspunkter med hans stilfulde horrormesterværk.
Doomsday lever i kraft af sit vanvittige tempo og in your face attitude, mens manuskriptet er filmens store akilleshæl. Det er især filmens midterste tredjedel, der halter. Pludselig skifter handlingen fra et smukt og dystert storbyunivers til et middelalderlandskab med riddere, borge og andre Ivanhoe godbidder. Det bryder den futuristiske stemning Marshall har bygget op i filmens første del, og virke malplaceret. Dog er også denne del af filmen syltet godt ind i voldelig action, så helt ødelægge den gode stemning kan det ikke. Bedst er filmens finale, hvor alle Mad Max fans – specielt dem som elskede biljagterne i The Road Warrior – må klappe i deres små hænder. Biljagten her er fejende flot, lang og ualmindelig tempofyldt og voldsom. Sådan Marshall!!
Neil Marshall var(og er) udråbt til en af den nye instruktørgenerations største håb for horrorgenren efter hans to første vellykkede film i genren. Her træder han en smule ved siden af med Doomsday, da horrorelementet ikke står i første række. Til gengæld får vi en af de mest energiske og blodsprøjtende postapokalyptiske film i lang tid. Med et bedre og mere jævnt manuskript kunne Doomsday være blevet en fjer i Marshalls mesterværkshat. Nu må han nøjes med at have skabt en kommende kultklassiker, som vil begejstre en mindre skare med sit brutale væsen, mens den nok vil ryge i glemsel hos flokken af mainstream biografgængere.
09/07-2008
