Sær blanding af klicheer og ægthed
3.0
Maskulin romantisk komedie om en fyr, der skriver musik til tv-serier og er kæreste med den kvindelige stjerne fra én af dem. Men hun dropper ham til fordel for en engelsk rockstjerne, og da hovedpersonen så tager til Hawaii for at blive muntret op, ender han på samme hotel som eks'en og rocksangeren, der er taget på kærlighedsferie.
Jason Segel har både skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen, og han har fået hjælp af sine venner fra den gruppe af unge komiske Hollywood-talenter, der går under navnet SuperFreaks og hjælper hinanden på kryds og tværs. Her ses det bl.a., ved at Judd Apatow har produceret, og Nicholas Stoller har instrueret. Og ved at "Forgetting Sarah Marshall" er præget af både falde-på-halen-humor og en vis fornemmelse for realisme.
Det er nemlig en ret mystisk blanding, når der på den ene side bliver kørt hårdt på klicheer og stereotyper - eks'en og hendes nye kæreste er fx rene kliché-parodier på Hollywood-starlet og engelsk rockstjerne. Og på den anden side har Segels manuskript en ægthed og genkendelighed, fordi han præcist rammer de faser og følelser, man går igennem på vej ud af et forhold. Det er ét af SuperFreaks-slængets kendetegn, at de forsøger at lave humor omkring jordnære, almindelige problemstillinger.
Med sin større ægthed skiller denne film sig ud fra mange andre romantiske komedier, men samtidig er den præcis lige så forudsigelig, som genren foreskriver ... For når hovedpersonen og den søde receptionist på Hawaii-hotellet er de eneste mennesker i historien, der ikke er overdrevne stereotyper, er det ikke svært at gætte, hvordan den ender. Segel og Mila Kunis gør det i øvrigt udmærket som de to, mens Kristen Bell altså ikke har mange nuancer at arbejde med som eks-kæresten.
Alligevel synes jeg altså, at filmen har nogle klart sympatiske træk og en til tider bidsk, indsigtsfuld humor. Plus at jeg godt kan lide detaljer, som at SuperFreaks-folkene har besluttet sig for at vise nøgne mænd i stedet for kvinder i deres film. Men samtidig er "Forgetting Sarah Marshall" på nogle punkter også bare en nutidig udgave af "Porky's", og den er ganske tung og langtrukken i det, fordi dens blanding af alvor, deadpan-humor og absurd komik ikke altid rammer plet.
Jason Segel har både skrevet manuskriptet og spiller hovedrollen, og han har fået hjælp af sine venner fra den gruppe af unge komiske Hollywood-talenter, der går under navnet SuperFreaks og hjælper hinanden på kryds og tværs. Her ses det bl.a., ved at Judd Apatow har produceret, og Nicholas Stoller har instrueret. Og ved at "Forgetting Sarah Marshall" er præget af både falde-på-halen-humor og en vis fornemmelse for realisme.
Det er nemlig en ret mystisk blanding, når der på den ene side bliver kørt hårdt på klicheer og stereotyper - eks'en og hendes nye kæreste er fx rene kliché-parodier på Hollywood-starlet og engelsk rockstjerne. Og på den anden side har Segels manuskript en ægthed og genkendelighed, fordi han præcist rammer de faser og følelser, man går igennem på vej ud af et forhold. Det er ét af SuperFreaks-slængets kendetegn, at de forsøger at lave humor omkring jordnære, almindelige problemstillinger.
Med sin større ægthed skiller denne film sig ud fra mange andre romantiske komedier, men samtidig er den præcis lige så forudsigelig, som genren foreskriver ... For når hovedpersonen og den søde receptionist på Hawaii-hotellet er de eneste mennesker i historien, der ikke er overdrevne stereotyper, er det ikke svært at gætte, hvordan den ender. Segel og Mila Kunis gør det i øvrigt udmærket som de to, mens Kristen Bell altså ikke har mange nuancer at arbejde med som eks-kæresten.
Alligevel synes jeg altså, at filmen har nogle klart sympatiske træk og en til tider bidsk, indsigtsfuld humor. Plus at jeg godt kan lide detaljer, som at SuperFreaks-folkene har besluttet sig for at vise nøgne mænd i stedet for kvinder i deres film. Men samtidig er "Forgetting Sarah Marshall" på nogle punkter også bare en nutidig udgave af "Porky's", og den er ganske tung og langtrukken i det, fordi dens blanding af alvor, deadpan-humor og absurd komik ikke altid rammer plet.
21/07-2008
