Spartanske krigere i gadedrengeløb

Spoof-genren er under heftig beskydning for tiden – og har efterhånden været det i ret så lang tid. Tit er film som ’Scare Movie’ blev klandret for at være uintelligent, uaktuelt og total uinteressant. Film som tit har haft problemer med, at være holdbar over en normal spillefilms længde, blandt andet på grund af deres monotone filmsprog og meget uoriginale kreativitet. Det ender i det hele taget med, at blive en pærevælling af uopfindsomme løjer, sex, sex og atter sex, og en pinlig fortællerteknik – hvor selve aspektet i lyd og timing langt fra nærmer sig ordet ’gennemført’ – det ville i hvert fald være for meget at sige.

Samme problem halter ”Meet the spartans” også efter. For forestil dig, en parodi på den allerede overfuserende, men bestemt ikke fyldt med visdommens perler, ”300”, frasorterede hver mulig kløgtighed der end måtte være, at finde i det befriende virvar af afhuggede lemmer og actionmæssig billedteknik af højeste kaliber – uden sidestykke. Dermed skal det ikke være sagt, at ”Meet the spartans” helt igennem er usjov, for selvom det kejtede og platte konstant og meget trættende er i belysning – og ender i en ravage af ligegyldighed - så er der at spore små gyldne momenter, som kan trække på smilebåndet – blot en smule. Eksempel vis, hvis en spartansk kvinde føder en vietnameser, ville ’Brangelina’ have førsteret på barnet.

Det er her opfindsomheden gør sig en smule mere gældende, end når det kommer til andre Spoof komedier, selvom det stort set kun foregå under bæltestedet. ”Meet the spartans” formår stadig, at køre sig selv i stå efter blot en sølle halv times spilletid. Et problem, der er generelt for spoof komedierne, og som syntes at være hul, hverken de legende instruktører eller manuskriptforfattere, hverken kan instruere eller skrive sig ud af. De mange komiske referencer til de velkendte realityshows, såsom American Idol, Vild med dans og mange andre der nu er, at finde derovre i guds eget land, tørre sig selv lidt for saft og viser tydelig mangel på kreativ opfindsomhed.

Selvom det aldrig bliver den helt store latterbombe, så skal det være sagt, at ”Meet the spartans” er et af de bedre forsøg, på et reetablere en allerede hårdt prøvede genre, selvom det igen virker som om legelysten glider alt for meget ud af geled, og formår aldrig at danne formation, takt og tone, men i stedet forbliver et før set overflødighedshorn af ligegyldigheder med enkelte lysglimt. Unge med puberteten pumpende rundt i kroppen og de tanker der hertil høre, skal da nok finde glæde og grin i det teenageprægede toneleje. Os andre, som blot vil se en smule bund i søen, kan jo så bruge pengene på at tage til ’havet’.