Batman Succeeds
6.0
Christoffer Nolan har med sin dystre og mørke skabelsesberetning om flagermusemanden skabt den til dato bedste Batman-film, hvor Burtons og Schumachers tegneserieunivers er erstattet af en troværdig realisme, der lader os tro på, at Batman og Bruce Wayne virkelig er et sted derude. Gennem en fremragende skildring af Waynes plagede sind og en fortælling om, hvorledes Batman fik sin kappe, får vi en fremragende film, som ikke bare fungerer som superheltefilm, men også fungerer som et medrivende og storslået drama og en visuel imponerende actionfilm.
Nolan tager os med helt tilbage til, da Bruce Wayne var dreng, og hvor hans flagermusekompleks slog sine rødder. Kronologien brydes op, således at tre forskellige historier om Wayne fortælles flettet ind i hinanden, hvilket giver en spændende dynamik, som får os til at glemme, at vi faktisk skal et godt stykke ind i filmen, førend vi får den bevingende helt og hævner at se. Og hvilken entre. Scenen ved havnen, hvor Batman ud af intet og nærmest som en skygge i natten nedlægger en hel bande forbrydere er ganske enkelt eminent eksikveret. Scenen markerer samtidigt afslutningen på første dels fokus på, hvorledes Bruce Wayne fik sit alter ego, og filmens andet spor, hvor Gothams fremtid står på spil, begynder at folde sine vinger ud. Naturligvis formår Nolan at samle det hele i et fremragende klimaks, hvor Bruces Waynes fortid og nutid flettes sammen i et manuskriptmæssigt puslespil, hvor alle brikker sidder perfekt.
Nolans version af Batman’en og hans univers tydeliggør mere end nogen tidligere Batman film, hvorfor denne superhelt er den mest spændende af dem alle. Nemlig fordi Batman dybest set ikke er en superhelt. Han har ingen superkræfter, han har ingen overnaturlige evner men er en plaget sjæl, som i sin jagt på at finde balance i sig selv opfinder en mission, nemlig at redde Gotham Citys borgere for kriminalitetens rådenskab. De manglende superevner kompenseres der for via kampsportsfærdigheder og ikke mindst et sandt arsenal af finurlige og fede gadgets. Filmens ”James Bond” scener, hvor Wayne og Mr. Fox afprøver superheltegear er lige i øjet og klæder Batman-universet godt.
Hvor især Schumachers Batmanfilm nærmest lignede et nordjysk diskoteksgulv, der forsøgte at overgå sig selv i farvede lys og røgmaskiner, har Nolan via et enormt imponerede locationarbejde skabt en Gotham City, som ligner flere virkelige storbyer – måske med et mindre futuristisk tvist. Dette falder perfekt i tråd med filmens alvorlige tone, og kombinationen gør, at man i den grad gribes emotionelt af Waynes forvandling fra grim playboy til smuk flagermus. Det er ikke bare en tegneserie, der er smækket op på det store lærred, men en person af kød og blod, hvis både indre og ydre kamp forekommer nærværende.
Og her bør fokus rettes på Christian Bales klassepræstation. Hans udstråling og mimik rummer lige præcis det vanvid, som gør det troværdigt, at playboyen der har alt, hopper i et flagermuskostume og begynder at udrydde kriminelle. Han er fuldt ud overbevisende både som dumt arrogant svin og som plaget og sårbar sjæl, og når først han er i den sorte dragt, er han sej som bare f*****
Nolan sætter ikke mange fødder forkert i hans Batman opus, som både visuelt, skuespillermæssigt og i handlingsopbygning nærmer sig det perfekte. Eneste minus er måske, at filmen lidt mangler en klassisk skurk ala Pingvinen, Catwoman eller Jokeren. Ikke at Cillian Murphy's Scarecrow og Liam Neesons Henri Ducard ikke er eminent udførte, men det er ikke de to Batman-skurke, som står klarest i min bevidsthed. Men det er absolut kun en næsten ubetydelig ridse i en ellers perfekt filmisk lakering. Batman-figuren har aldrig været mere spændende og overbevisende skildret, og Batman-universet har aldrig set federe ud. Og så har jeg slet ikke nævnt den ultraseje Batmobil… Bravo Hr. Nolan, du har ikke bare formået at genoplive en næsten død superhelt. Du har lavet den hidtil måske bedste superheltefilm overhovedet. Spørgsmålet er jo så bare, om du overgår dig selv i The Dark Knight. Du skal være mere end velkommen på at forsøge.
Nolan tager os med helt tilbage til, da Bruce Wayne var dreng, og hvor hans flagermusekompleks slog sine rødder. Kronologien brydes op, således at tre forskellige historier om Wayne fortælles flettet ind i hinanden, hvilket giver en spændende dynamik, som får os til at glemme, at vi faktisk skal et godt stykke ind i filmen, førend vi får den bevingende helt og hævner at se. Og hvilken entre. Scenen ved havnen, hvor Batman ud af intet og nærmest som en skygge i natten nedlægger en hel bande forbrydere er ganske enkelt eminent eksikveret. Scenen markerer samtidigt afslutningen på første dels fokus på, hvorledes Bruce Wayne fik sit alter ego, og filmens andet spor, hvor Gothams fremtid står på spil, begynder at folde sine vinger ud. Naturligvis formår Nolan at samle det hele i et fremragende klimaks, hvor Bruces Waynes fortid og nutid flettes sammen i et manuskriptmæssigt puslespil, hvor alle brikker sidder perfekt.
Nolans version af Batman’en og hans univers tydeliggør mere end nogen tidligere Batman film, hvorfor denne superhelt er den mest spændende af dem alle. Nemlig fordi Batman dybest set ikke er en superhelt. Han har ingen superkræfter, han har ingen overnaturlige evner men er en plaget sjæl, som i sin jagt på at finde balance i sig selv opfinder en mission, nemlig at redde Gotham Citys borgere for kriminalitetens rådenskab. De manglende superevner kompenseres der for via kampsportsfærdigheder og ikke mindst et sandt arsenal af finurlige og fede gadgets. Filmens ”James Bond” scener, hvor Wayne og Mr. Fox afprøver superheltegear er lige i øjet og klæder Batman-universet godt.
Hvor især Schumachers Batmanfilm nærmest lignede et nordjysk diskoteksgulv, der forsøgte at overgå sig selv i farvede lys og røgmaskiner, har Nolan via et enormt imponerede locationarbejde skabt en Gotham City, som ligner flere virkelige storbyer – måske med et mindre futuristisk tvist. Dette falder perfekt i tråd med filmens alvorlige tone, og kombinationen gør, at man i den grad gribes emotionelt af Waynes forvandling fra grim playboy til smuk flagermus. Det er ikke bare en tegneserie, der er smækket op på det store lærred, men en person af kød og blod, hvis både indre og ydre kamp forekommer nærværende.
Og her bør fokus rettes på Christian Bales klassepræstation. Hans udstråling og mimik rummer lige præcis det vanvid, som gør det troværdigt, at playboyen der har alt, hopper i et flagermuskostume og begynder at udrydde kriminelle. Han er fuldt ud overbevisende både som dumt arrogant svin og som plaget og sårbar sjæl, og når først han er i den sorte dragt, er han sej som bare f*****
Nolan sætter ikke mange fødder forkert i hans Batman opus, som både visuelt, skuespillermæssigt og i handlingsopbygning nærmer sig det perfekte. Eneste minus er måske, at filmen lidt mangler en klassisk skurk ala Pingvinen, Catwoman eller Jokeren. Ikke at Cillian Murphy's Scarecrow og Liam Neesons Henri Ducard ikke er eminent udførte, men det er ikke de to Batman-skurke, som står klarest i min bevidsthed. Men det er absolut kun en næsten ubetydelig ridse i en ellers perfekt filmisk lakering. Batman-figuren har aldrig været mere spændende og overbevisende skildret, og Batman-universet har aldrig set federe ud. Og så har jeg slet ikke nævnt den ultraseje Batmobil… Bravo Hr. Nolan, du har ikke bare formået at genoplive en næsten død superhelt. Du har lavet den hidtil måske bedste superheltefilm overhovedet. Spørgsmålet er jo så bare, om du overgår dig selv i The Dark Knight. Du skal være mere end velkommen på at forsøge.
22/07-2008
