Reborn
5.0
Efter Joel Schumachers brutale nedslagtning af det dystre og seriøse, som i hans versioner blev udskiftet med pangfarver og platte one-liners, hvem kan ikke huske små perler som ”Ice to see you” og ” Allow me to break the ice. My name is Freeze. Learn it well. For it's the chilling sound of your doom” udtalt med en tyk østrigsk accent, som vi alle jo har kært og tit ynder at citere ved festlige begivenheder. Så spørger i sikkert ”hvordan kan du glemme det bedste af det hele, nemlig bat nipples?” og så siger jeg tak fordi at i spurgte og derved hælder kogende syre ned i et ellers gammelt, men glemt sår, som så igen viser sit grimme ansigt og den dejlige stikkende/sviende/brændende smerte melder hurtigt sin ankomst, alt i mens jeg lykkeligt udbryder:
”HVAD F***** HAR DU GANG I?”, som selvfølgelig er henvendt til Joel Schumacher og hans ihærdige forsøg på at aflive hans egen karriere, hvilket jeg er ganske forbløffet over ikke lykkedes. For det er sku et værdigt forsøg på et selvmål, med Batman Forever, efterfulgt af, hvad der nok bedst kan beskrives som et regulært selvmordsforsøg med Batman & Robin. Det er mig en gåde, at den mand stadig får lov til at lave film efter den omgang.
Forståeligt nok skulle der gå næsten 10 år før Batman igen fik sit comeback på det store lærred, men sikke et comeback. Måske skulle jeg hellere sige genfødsel, da Batman Begins jo går helt tilbage til rødderne af Bruce Wayne/Batmans historie og starter derfor på en frisk. Her får vi imod sætning til Tim Burtons ellers ganske glimrende film en forklaring på Batmans oprindelse og ikke mindst, hvordan han lærer at se sin egen frygt i øjnene og bruge den som et våben mod kriminaliteten i Gotham’s underverden.
Filmens bagmænd har ganske klogt valgt at vise Batman gennem de kriminelles øjne, så første gang han endelig angriber, fremstår han nærmest som et monster der gemmer sig i mørket og som man kun ser i små glimt. Alt dette er havnescenen et godt bevis på.
Filmens rollebesætning er jo fuldstændig fantastisk, med navne som Christian Bale, Michael Caine, Gary Oldman, Morgan Freeman, Cillian Murphy, Rugter Hauer og Liam Neeson på plakaten er der bestemt ikke noget at klage over… og dog, for nu skal jeg jo ikke glemme Katie Holmes, som jeg egentlig ikke hader, hun gjorde et fint nok job i Thank You for Smoking og klarer egentlig også skærene ganske godt det meste af vejen i denne film, uden dog at gøre sig voldsomt bemærket på nogen bestemt måde og det er sku synd. Jeg havde personligt gerne set at de havde castet en anden skuespillerinde med lidt mere erfaring i drama genren end Katie Holmes har, for når man er oppe imod store navne som Caine, Bale, Oldman, Freeman etc. så skal der altså sin mand eller i dette tilfælde sin kvinde til for ikke at blegne i forhold til de andre og her synes jeg desværre ikke at Holmes kan løfte opgaven tilstrækkeligt, men jeg ser det egentlig ikke som Holmes skyld, jeg ser mere på det som et tilfælde af dårlig casting lige på det punkt. Resten af besætningen yder en fantastisk indsats og specielt Christian Bale gør et fornemt stykke arbejde som playboy Bruce Wayne og mørkets ridder Batman. Transformationen fra Wayne til Batman er utrolig og hele hans fremtoning og karakter/toneleje skifter til 100% badass. Michael Keaton er dog stadig den bedste Batman efter min mening.
En ting der dog irriterede mig rigtig meget især første gang jeg så filmen, var at kampscenerne virkede utrolige rodede og forvirrende. De virker stadig en lille smule tamme i forhold til filmens andre momenter, men for hvert gensyn virker det mindre og mindre generende, netop fordi at de på en måde genskaber den kaotiske stemning der er i en rigtig kamp, hvor man ikke selv har det store overblik (det ved jeg nemlig alt om, for jeg er en rigtig slagsbror… i Tekken). Men jeg havde stadig fortrukket at de havde valgt en lidt mindre kaotisk tilgang til kampene, så de ikke ville fremstå helt så forvirrende, som de til tider gør.
Så er der selvfølgelig også filmens meget bombastiske score, som er komponeret af Hans Zimmer og James Newton Howard, der tonser der ud af for fulde drøn og det supplere også filmens voldsomme handling meget godt, specielt de mere action orienterede scener er det svært at sidde stille når musikken brager igennem højtalerne og i en af filmens bedste scener, politiet der jagter Tumbleren gennem Gothams gader, er det lige så man får gåsehud. Til gengæld mister score’et noget af sin pondus, hvis man hører det uden de tiltænkte billeder. På det punkt er Danny Elfman’s score til Batman (1989) lige en tand bedre, hvis du spørger mig. Men begge scores er gode på hver sin måde ingen tvivl om det.
Close but not cigar.
”HVAD F***** HAR DU GANG I?”, som selvfølgelig er henvendt til Joel Schumacher og hans ihærdige forsøg på at aflive hans egen karriere, hvilket jeg er ganske forbløffet over ikke lykkedes. For det er sku et værdigt forsøg på et selvmål, med Batman Forever, efterfulgt af, hvad der nok bedst kan beskrives som et regulært selvmordsforsøg med Batman & Robin. Det er mig en gåde, at den mand stadig får lov til at lave film efter den omgang.
Forståeligt nok skulle der gå næsten 10 år før Batman igen fik sit comeback på det store lærred, men sikke et comeback. Måske skulle jeg hellere sige genfødsel, da Batman Begins jo går helt tilbage til rødderne af Bruce Wayne/Batmans historie og starter derfor på en frisk. Her får vi imod sætning til Tim Burtons ellers ganske glimrende film en forklaring på Batmans oprindelse og ikke mindst, hvordan han lærer at se sin egen frygt i øjnene og bruge den som et våben mod kriminaliteten i Gotham’s underverden.
Filmens bagmænd har ganske klogt valgt at vise Batman gennem de kriminelles øjne, så første gang han endelig angriber, fremstår han nærmest som et monster der gemmer sig i mørket og som man kun ser i små glimt. Alt dette er havnescenen et godt bevis på.
Filmens rollebesætning er jo fuldstændig fantastisk, med navne som Christian Bale, Michael Caine, Gary Oldman, Morgan Freeman, Cillian Murphy, Rugter Hauer og Liam Neeson på plakaten er der bestemt ikke noget at klage over… og dog, for nu skal jeg jo ikke glemme Katie Holmes, som jeg egentlig ikke hader, hun gjorde et fint nok job i Thank You for Smoking og klarer egentlig også skærene ganske godt det meste af vejen i denne film, uden dog at gøre sig voldsomt bemærket på nogen bestemt måde og det er sku synd. Jeg havde personligt gerne set at de havde castet en anden skuespillerinde med lidt mere erfaring i drama genren end Katie Holmes har, for når man er oppe imod store navne som Caine, Bale, Oldman, Freeman etc. så skal der altså sin mand eller i dette tilfælde sin kvinde til for ikke at blegne i forhold til de andre og her synes jeg desværre ikke at Holmes kan løfte opgaven tilstrækkeligt, men jeg ser det egentlig ikke som Holmes skyld, jeg ser mere på det som et tilfælde af dårlig casting lige på det punkt. Resten af besætningen yder en fantastisk indsats og specielt Christian Bale gør et fornemt stykke arbejde som playboy Bruce Wayne og mørkets ridder Batman. Transformationen fra Wayne til Batman er utrolig og hele hans fremtoning og karakter/toneleje skifter til 100% badass. Michael Keaton er dog stadig den bedste Batman efter min mening.
En ting der dog irriterede mig rigtig meget især første gang jeg så filmen, var at kampscenerne virkede utrolige rodede og forvirrende. De virker stadig en lille smule tamme i forhold til filmens andre momenter, men for hvert gensyn virker det mindre og mindre generende, netop fordi at de på en måde genskaber den kaotiske stemning der er i en rigtig kamp, hvor man ikke selv har det store overblik (det ved jeg nemlig alt om, for jeg er en rigtig slagsbror… i Tekken). Men jeg havde stadig fortrukket at de havde valgt en lidt mindre kaotisk tilgang til kampene, så de ikke ville fremstå helt så forvirrende, som de til tider gør.
Så er der selvfølgelig også filmens meget bombastiske score, som er komponeret af Hans Zimmer og James Newton Howard, der tonser der ud af for fulde drøn og det supplere også filmens voldsomme handling meget godt, specielt de mere action orienterede scener er det svært at sidde stille når musikken brager igennem højtalerne og i en af filmens bedste scener, politiet der jagter Tumbleren gennem Gothams gader, er det lige så man får gåsehud. Til gengæld mister score’et noget af sin pondus, hvis man hører det uden de tiltænkte billeder. På det punkt er Danny Elfman’s score til Batman (1989) lige en tand bedre, hvis du spørger mig. Men begge scores er gode på hver sin måde ingen tvivl om det.
Close but not cigar.
22/07-2008
