// Den Batman-film, vi alle har ventet så længe på! //
6.0
Coppolas The Godfather. Scotts Alien. Spielbergs Raiders of the Lost Ark. Scorseses Taxi Driver. Finchers Seven. Romeros Night of the Living Dead. Jacksons The Lord of the Rings. NOLANS THE DARK KNIGHT. Pointen er vel sevet ind.
Inden filmen var jeg nervøs, da jeg de sidste flere døgn havde fulgt The Dark Knights eksplosive udvikling efter premieren i USA d. 18 juli. Ikke nok med at det formodentligt er en af de mest hypede film nogensinde med flere forskellige promoverende hjemmesider (et genialt træk på flere planer), så begyndte filmen at støvsuge den ene lækre anmeldelse efter den anden, formåede på et par dage at stjæle førstepladsen fra Godfather på imdb (det e r stort!) og dertil sprænge rekorden for mest indtjenende superheltefilm! Så ja, jeg var virkelig rystende nervøs for om filmen kunne leve op til den nærmest mirakuløse succes langt væk på den anden side af Atlanten. Og mit ganske enkle svar må altså nødvendigvis blive et underkastende: ja. Og lad det stå helt fast, Nolan har uden tvivl skabt en af de smukkeste, mørke og unikke tegneseriefilm overhovedet (jeg har stadig en forkærlighed til Rodriguez' Sin City, men det er nu i en helt anden boldgade). Jeg vil derfor berolige alle de urolige sjæle, som ikke kan vente til filmen, at I altså ikke vil blive skuffede.
I denne anmeldelse vil jeg droppe at gengive handlingen, der er så meget fart på i filmen, at et hæderligt forsøg nok ville ende med at ødelægge oplevelsen for dem som endnu ikke har set den. Desuden tror jeg nok de fleste er med på hvad filmen i grove træk handler om. De små detaljer og lækkerier må I selv opleve at smage på, så mød endelig op i biografsalen med en sund appetit for buffetbordet er overvældende.
Selvom filmen har fået en PG-13 rating i USA (synes den er blevet korrekt bedømt i Danmark til 15-års grænsen), skal I ikke lade jer dynge af den (hvilket jeg en smule gjorde, fordi jeg netop håbede på at få den mørke Batman-film jeg har ventet på, og min overfladiske trang til mere vold i filmene så desværre ikke ud til at blive opfyldt). Film ER mørk, skræmmende og til tider ret deprimerende, og jeg kan da lige så godt afsløre at det for det meste er pga. Heath Ledgers fænomenale fortolkning af Jokeren. Det er svært at sætte ord på, for det er den ondeste, mest rebelske og syrede psykopat jeg har set længe (når vi nu snakker inden for realismens rammer, jeg kunne sikker finde mere perverse psykopater inden for horrorgenren). Han elsker kaos, og ser sig selv som en hund, der jagter biler, han er der bare og gør tingene sådan som han vil have dem, og ingen kan true eller stoppe ham fordi han intet har at miste. Hvis han dør, så er det fordi, det er en del af en større plan (minder til dels om Spaceys karakter John Doe i Seven). Den forstyrrende psykologiske dybde, som Ledger og Nolan har skabt hos Jokeren er lysår foran Nicholson klovn fra Batman (1989). Misforstå mig ikke, jeg elskede Nicholson som Jokeren, men konceptet med Ledgers Joker tiltaler mig bare så meget mere. Begge fremhæver de Jokerens to sider, klovnen og monsteret, dog med forskellige vægtninger. Og at lægge vægten på monstret og lade klovnen forstærke monstret fungerer genialt. Heath Ledger gjorde det som alle troede var umuligt, hvilket faktisk også beviser Nolans talent - for hvor mange rynkede ikke af næsen, da de hørte at en skuespiller der lige havde spillet en homoseksuel cowboy (Brokeback Mountain) nu skulle vise sit værd som Jokeren? På samme måde som i 89 er The Dark Night blevet Ledgers film, som det dengang var Nicholsons film. Og så med visse, altafgørende modifikationer.
Forskellen er, at skuespillerne i The Dark Knight virker agonistisk på hinanden, de forstærker altså indbyrdes deres præstationer. Vi snakker nu engang om Christan Bale, Aaron Eckhardt, Gary Oldham, Maggie Gyllenhaal, Morgan Freeman og selvfølgelig Heath Ledger. Det er altså ikke en rollebesætning man sådan kan ignorere, selvom man ikke har planlagt at se filmen. Hver mand virker så naturlig i sin rolle. Endnu en gang vise Bale hvorfor han indtil videre er den bedste Batman nogensinde, på den ene side en rig playboy (som han også spiller bedre end nogen anden), på den anden side en mørk og til tider brutal Batman - og manden mellem disse to ekstremer, som der fokuseres mere på i The Dark Knight. Dualismen er mere eksplosiv end i nogen tidligere Batman. Alligevel savner jeg et eller andet hos Bale, men jeg er ked af det, jeg kan simpelthen ikke sætte ord på det, jeg har ingen argumenter, som ikke ender med at udelukke hinanden - jeg må bare se tiden an. Gary Oldman får mere spilletid, så han kan fordybe sig i sin rolle som Com. Gordon, og det er som altid en sand fornøjelse at se den efterhånden aldrende mand på lærredet. Der er ingen tvivl om, hvilken mand jeg ville vælge til rollen, hvis jeg skulle vælge mellem Gary Oldman eller Pat Hingle (den tidligere Gordon, som efter min mening var rædselsfuldt castet og slet ikke havde den betydning i filmene, som han har i tegneserierne). Også Aaron Eckhardt spiller med så stor en naturlighed, at man slet ikke tvivler på at han e r Harvey Dent, første gang jeg så hans navn attached til rollen som Dent, tænkte jeg bare "Yes, den er lige i skabet!", han minder endda om figuren fra den mesterlige A Long Halloween-tegneserie, som bedst skilderer Dent-figuren og hans tragiske skæbne. Og selvfølgelig viser resten af skuespillerholdet hvad det vil sige at spille skuespil, røven spilles ud af bukserne. (Læg også mere til Eric Roberts som gangsterbossen Salvatore Maroni).
Soundtracket er også mere blevet mere dystert og ikke nær så storslået som i Batman Begins, hvilket også var afgørende for mig. Jeg blev til sidst træt af rumlende og maksimalistiske toner i Begins, og her viser de to komponister lidt større variation, som gør alt lidt mere uhyggeligt og stemningsfuldt. Manuskriptet er også uden tvivl filmens nok stærkeste side. Brødrene Nolan formår at løfte tegneserie-niveauet op på et helt nyt plan fyldt med psykologi, humor, terror og action. Actionscenerne er som taget ud af en nymodens tegneserie og dialogerne er lige så spot-on som i en velskreven roman, og mest af alt fri for klichéer. Billedsiden er blændende; filmet med de nyeste IMAX-kameraer som giver den flotteste opløsning, virker det som om man selv befinder sig lige der, hvor kameraet filmer, og det, selvom man ikke sidder i en IMAX-biograf. (En af mine favoritscener i filmen er hvor Jokeren sidder i en politibil og selv kører den med hovedet ude af vinduet, læg mærke til hver detalje lige fra musikken, til placering af kamera og Jokerens vanvid som strømmer ud af lærredet. Det er en ret kort scene, men det sagde ganske enkelt klik, da jeg så den).
Chris Nolan har også gjort det umulige. Ikke nok med at han redefineret Batman-franchisen og superhelte-genren inden for filmverdenen, så har han med en sequel (en tommelfingerregel er at en et'er altid vil være den bedste, selvom der har været klassiske undtagelser) skabt den bedste filmatisering af en superhelt. Det kræver ærligt talt nosser af stol, og af med hatten for en af vor generations største instruktører. Hvis jeg dog skulle vælge mellem det Batman-projekt som Aronofsky og Miller støbede på (som dog blev afvist pga. dens R-rating og for rå vold) og Nolans episke og solide drama Batman Begins, må jeg dog nok tilstå at jeg ville vælge det første. Men det var netop i håb om at jeg ville få den Batman-film med den Batman-karakter som Frank Miller fornyede tegneserieverdenen med. En mørk, rå og voldsom fortælling om en mand, som for alvor var fortabt i en verden mellem Bruce Wayne og Batman. Det har Chris Nolan dog alligvel formået med en film, som ser ud til at blive umulig at overgå med en tre'er. Men bare vent, for som det har set ud indtil nu, så er manden da endeløst fyldt med store og små overraskelser.
Inden filmen var jeg nervøs, da jeg de sidste flere døgn havde fulgt The Dark Knights eksplosive udvikling efter premieren i USA d. 18 juli. Ikke nok med at det formodentligt er en af de mest hypede film nogensinde med flere forskellige promoverende hjemmesider (et genialt træk på flere planer), så begyndte filmen at støvsuge den ene lækre anmeldelse efter den anden, formåede på et par dage at stjæle førstepladsen fra Godfather på imdb (det e r stort!) og dertil sprænge rekorden for mest indtjenende superheltefilm! Så ja, jeg var virkelig rystende nervøs for om filmen kunne leve op til den nærmest mirakuløse succes langt væk på den anden side af Atlanten. Og mit ganske enkle svar må altså nødvendigvis blive et underkastende: ja. Og lad det stå helt fast, Nolan har uden tvivl skabt en af de smukkeste, mørke og unikke tegneseriefilm overhovedet (jeg har stadig en forkærlighed til Rodriguez' Sin City, men det er nu i en helt anden boldgade). Jeg vil derfor berolige alle de urolige sjæle, som ikke kan vente til filmen, at I altså ikke vil blive skuffede.
I denne anmeldelse vil jeg droppe at gengive handlingen, der er så meget fart på i filmen, at et hæderligt forsøg nok ville ende med at ødelægge oplevelsen for dem som endnu ikke har set den. Desuden tror jeg nok de fleste er med på hvad filmen i grove træk handler om. De små detaljer og lækkerier må I selv opleve at smage på, så mød endelig op i biografsalen med en sund appetit for buffetbordet er overvældende.
Selvom filmen har fået en PG-13 rating i USA (synes den er blevet korrekt bedømt i Danmark til 15-års grænsen), skal I ikke lade jer dynge af den (hvilket jeg en smule gjorde, fordi jeg netop håbede på at få den mørke Batman-film jeg har ventet på, og min overfladiske trang til mere vold i filmene så desværre ikke ud til at blive opfyldt). Film ER mørk, skræmmende og til tider ret deprimerende, og jeg kan da lige så godt afsløre at det for det meste er pga. Heath Ledgers fænomenale fortolkning af Jokeren. Det er svært at sætte ord på, for det er den ondeste, mest rebelske og syrede psykopat jeg har set længe (når vi nu snakker inden for realismens rammer, jeg kunne sikker finde mere perverse psykopater inden for horrorgenren). Han elsker kaos, og ser sig selv som en hund, der jagter biler, han er der bare og gør tingene sådan som han vil have dem, og ingen kan true eller stoppe ham fordi han intet har at miste. Hvis han dør, så er det fordi, det er en del af en større plan (minder til dels om Spaceys karakter John Doe i Seven). Den forstyrrende psykologiske dybde, som Ledger og Nolan har skabt hos Jokeren er lysår foran Nicholson klovn fra Batman (1989). Misforstå mig ikke, jeg elskede Nicholson som Jokeren, men konceptet med Ledgers Joker tiltaler mig bare så meget mere. Begge fremhæver de Jokerens to sider, klovnen og monsteret, dog med forskellige vægtninger. Og at lægge vægten på monstret og lade klovnen forstærke monstret fungerer genialt. Heath Ledger gjorde det som alle troede var umuligt, hvilket faktisk også beviser Nolans talent - for hvor mange rynkede ikke af næsen, da de hørte at en skuespiller der lige havde spillet en homoseksuel cowboy (Brokeback Mountain) nu skulle vise sit værd som Jokeren? På samme måde som i 89 er The Dark Night blevet Ledgers film, som det dengang var Nicholsons film. Og så med visse, altafgørende modifikationer.
Forskellen er, at skuespillerne i The Dark Knight virker agonistisk på hinanden, de forstærker altså indbyrdes deres præstationer. Vi snakker nu engang om Christan Bale, Aaron Eckhardt, Gary Oldham, Maggie Gyllenhaal, Morgan Freeman og selvfølgelig Heath Ledger. Det er altså ikke en rollebesætning man sådan kan ignorere, selvom man ikke har planlagt at se filmen. Hver mand virker så naturlig i sin rolle. Endnu en gang vise Bale hvorfor han indtil videre er den bedste Batman nogensinde, på den ene side en rig playboy (som han også spiller bedre end nogen anden), på den anden side en mørk og til tider brutal Batman - og manden mellem disse to ekstremer, som der fokuseres mere på i The Dark Knight. Dualismen er mere eksplosiv end i nogen tidligere Batman. Alligevel savner jeg et eller andet hos Bale, men jeg er ked af det, jeg kan simpelthen ikke sætte ord på det, jeg har ingen argumenter, som ikke ender med at udelukke hinanden - jeg må bare se tiden an. Gary Oldman får mere spilletid, så han kan fordybe sig i sin rolle som Com. Gordon, og det er som altid en sand fornøjelse at se den efterhånden aldrende mand på lærredet. Der er ingen tvivl om, hvilken mand jeg ville vælge til rollen, hvis jeg skulle vælge mellem Gary Oldman eller Pat Hingle (den tidligere Gordon, som efter min mening var rædselsfuldt castet og slet ikke havde den betydning i filmene, som han har i tegneserierne). Også Aaron Eckhardt spiller med så stor en naturlighed, at man slet ikke tvivler på at han e r Harvey Dent, første gang jeg så hans navn attached til rollen som Dent, tænkte jeg bare "Yes, den er lige i skabet!", han minder endda om figuren fra den mesterlige A Long Halloween-tegneserie, som bedst skilderer Dent-figuren og hans tragiske skæbne. Og selvfølgelig viser resten af skuespillerholdet hvad det vil sige at spille skuespil, røven spilles ud af bukserne. (Læg også mere til Eric Roberts som gangsterbossen Salvatore Maroni).
Soundtracket er også mere blevet mere dystert og ikke nær så storslået som i Batman Begins, hvilket også var afgørende for mig. Jeg blev til sidst træt af rumlende og maksimalistiske toner i Begins, og her viser de to komponister lidt større variation, som gør alt lidt mere uhyggeligt og stemningsfuldt. Manuskriptet er også uden tvivl filmens nok stærkeste side. Brødrene Nolan formår at løfte tegneserie-niveauet op på et helt nyt plan fyldt med psykologi, humor, terror og action. Actionscenerne er som taget ud af en nymodens tegneserie og dialogerne er lige så spot-on som i en velskreven roman, og mest af alt fri for klichéer. Billedsiden er blændende; filmet med de nyeste IMAX-kameraer som giver den flotteste opløsning, virker det som om man selv befinder sig lige der, hvor kameraet filmer, og det, selvom man ikke sidder i en IMAX-biograf. (En af mine favoritscener i filmen er hvor Jokeren sidder i en politibil og selv kører den med hovedet ude af vinduet, læg mærke til hver detalje lige fra musikken, til placering af kamera og Jokerens vanvid som strømmer ud af lærredet. Det er en ret kort scene, men det sagde ganske enkelt klik, da jeg så den).
Chris Nolan har også gjort det umulige. Ikke nok med at han redefineret Batman-franchisen og superhelte-genren inden for filmverdenen, så har han med en sequel (en tommelfingerregel er at en et'er altid vil være den bedste, selvom der har været klassiske undtagelser) skabt den bedste filmatisering af en superhelt. Det kræver ærligt talt nosser af stol, og af med hatten for en af vor generations største instruktører. Hvis jeg dog skulle vælge mellem det Batman-projekt som Aronofsky og Miller støbede på (som dog blev afvist pga. dens R-rating og for rå vold) og Nolans episke og solide drama Batman Begins, må jeg dog nok tilstå at jeg ville vælge det første. Men det var netop i håb om at jeg ville få den Batman-film med den Batman-karakter som Frank Miller fornyede tegneserieverdenen med. En mørk, rå og voldsom fortælling om en mand, som for alvor var fortabt i en verden mellem Bruce Wayne og Batman. Det har Chris Nolan dog alligvel formået med en film, som ser ud til at blive umulig at overgå med en tre'er. Men bare vent, for som det har set ud indtil nu, så er manden da endeløst fyldt med store og små overraskelser.
23/07-2008
