©Into the life©
6.0
OBS: Indeholder Spoilers!!
Har ikke befundet mig på Scope i lang tid, men efter at have haft fornøjelsen af at overvære, hvad jeg vil betegne som Penn's "finest hour", så følte jeg mig nødsaget til at kigge forbi og give dette lille mesterværk mine varmeste anbefalinger med på vejen.
Udover nogle fantastiske billeder og den fremragende klipning indeholder denne eksistentialistiske film så mange emner, som vi alle på den ene eller anden måde burde kunne relatere til.
Følelsen af at føle sig isoleret, lysten til at bryde ud og gå imod strømmen, selverkendelse, familieproblemer og hvem af os har da ikke også en drengerøv gemt i os, som drømmer om at gøre de ting, som Hirsch kaster sig ud i.
For mig personligt overværede jeg denne film efter et 7 dage langt hospitalsophold med masser af tid til at geare ned og tænke over mit eget liv og mine prioriteter og det kan tilskrives som en af årsagerne til, at denne film ramte mig så dybt, som den gjorde. Bl.a. er konklusionen som Hirsch når frem til i sidste ende og forløsningen i filmen nogle af de samme konklusioner, som jeg nåede frem til under mit hospitalsophold.
En stor oplevelse havde jeg ihvertfald og hvor andre brugere kritiserer de godt og vel 2 timer og 20 min. som filmen varer, så fandt jeg mig selv siddende tilbage og ønskede, at denne film aldrig ville slutte.
Filmen er fortrinligt instrueret og skuespillet er af høj klasse og som sædvanligt har Sean Penn fundet en smuk lydside som akompagnerer den visuelle del på smukkeste vis. Som i "the Indian Runner" lader han også teksten i de fleste af numrene supplere historien, så man via musikken får en følelse af, hvad hovedpersonen gennemgår lige nu. Et virkemiddel som er langt mere effektivt, end hvis det var blevet sagt med ord.
Derudover er klipningen og måden Penn springer rundt i tiden med til at gøre, at man ikke kan fjerne øjnene fra skærmen og hvor ville jeg dog gerne have oplevet denne film på et stort lærred.
Så kan man da heller ikke lade være med at få et lille smil på læben over det danske bidrag til denne film. Det er nu altid besynderligt pludseligt at høre nogle snakke dansk i en amerikansk film.
Mht. historien så er vi ganske som i Penn's "The Pledge" her også vidne til en "besat" sjæl, som har så travlt med at nå til Alaska og i det hele taget ud at opleve naturen og det ukendte i et forsøg på at slippe væk fra forældre og andre falske elementer i hans liv, at han glemmer at bemærke, at de mennesker han møder på sin vej omend har endnu større indflydelse på hans liv end den natur, som han kæmper for at nå ud til i forsøget for at slippe væk fra netop mennesker.
Noget som han må sande alt for sent.
En af de scener som rørte mig mest, var scenen med elgen, hvor Hirsch indser, at han i et kort øjeblik ryger ind i rollen som et af de mennesker, han afskyer mest, da grådigheden overtager ham og først i hans mislykkede forsøg på at konservere kødet går dette op for ham og han afskriver det da også som en af de største tragedier i sit liv.
Helt klart en af de film jeg nogensinde har fået størst udbytte af at overvære og selvom filmens visuelle side er utrolig smuk og nærmest poetisk, så er det ikke den fysiske rejse, som er den essentielle i denne film, men den åndelige som Hirsch gennemgår.
For mig personligt betød denne film meget og jeg ville nok snildt kunne smide den ind på min top-10 over all time favorites og derfor får den rundhåndede 6 stjerner og et stort tak til Sean Penn med på vejen.
Har ikke befundet mig på Scope i lang tid, men efter at have haft fornøjelsen af at overvære, hvad jeg vil betegne som Penn's "finest hour", så følte jeg mig nødsaget til at kigge forbi og give dette lille mesterværk mine varmeste anbefalinger med på vejen.
Udover nogle fantastiske billeder og den fremragende klipning indeholder denne eksistentialistiske film så mange emner, som vi alle på den ene eller anden måde burde kunne relatere til.
Følelsen af at føle sig isoleret, lysten til at bryde ud og gå imod strømmen, selverkendelse, familieproblemer og hvem af os har da ikke også en drengerøv gemt i os, som drømmer om at gøre de ting, som Hirsch kaster sig ud i.
For mig personligt overværede jeg denne film efter et 7 dage langt hospitalsophold med masser af tid til at geare ned og tænke over mit eget liv og mine prioriteter og det kan tilskrives som en af årsagerne til, at denne film ramte mig så dybt, som den gjorde. Bl.a. er konklusionen som Hirsch når frem til i sidste ende og forløsningen i filmen nogle af de samme konklusioner, som jeg nåede frem til under mit hospitalsophold.
En stor oplevelse havde jeg ihvertfald og hvor andre brugere kritiserer de godt og vel 2 timer og 20 min. som filmen varer, så fandt jeg mig selv siddende tilbage og ønskede, at denne film aldrig ville slutte.
Filmen er fortrinligt instrueret og skuespillet er af høj klasse og som sædvanligt har Sean Penn fundet en smuk lydside som akompagnerer den visuelle del på smukkeste vis. Som i "the Indian Runner" lader han også teksten i de fleste af numrene supplere historien, så man via musikken får en følelse af, hvad hovedpersonen gennemgår lige nu. Et virkemiddel som er langt mere effektivt, end hvis det var blevet sagt med ord.
Derudover er klipningen og måden Penn springer rundt i tiden med til at gøre, at man ikke kan fjerne øjnene fra skærmen og hvor ville jeg dog gerne have oplevet denne film på et stort lærred.
Så kan man da heller ikke lade være med at få et lille smil på læben over det danske bidrag til denne film. Det er nu altid besynderligt pludseligt at høre nogle snakke dansk i en amerikansk film.
Mht. historien så er vi ganske som i Penn's "The Pledge" her også vidne til en "besat" sjæl, som har så travlt med at nå til Alaska og i det hele taget ud at opleve naturen og det ukendte i et forsøg på at slippe væk fra forældre og andre falske elementer i hans liv, at han glemmer at bemærke, at de mennesker han møder på sin vej omend har endnu større indflydelse på hans liv end den natur, som han kæmper for at nå ud til i forsøget for at slippe væk fra netop mennesker.
Noget som han må sande alt for sent.
En af de scener som rørte mig mest, var scenen med elgen, hvor Hirsch indser, at han i et kort øjeblik ryger ind i rollen som et af de mennesker, han afskyer mest, da grådigheden overtager ham og først i hans mislykkede forsøg på at konservere kødet går dette op for ham og han afskriver det da også som en af de største tragedier i sit liv.
Helt klart en af de film jeg nogensinde har fået størst udbytte af at overvære og selvom filmens visuelle side er utrolig smuk og nærmest poetisk, så er det ikke den fysiske rejse, som er den essentielle i denne film, men den åndelige som Hirsch gennemgår.
For mig personligt betød denne film meget og jeg ville nok snildt kunne smide den ind på min top-10 over all time favorites og derfor får den rundhåndede 6 stjerner og et stort tak til Sean Penn med på vejen.
23/07-2008
