This is why we love the movies

Fremragende? Årets film? Den bedste superheltefilm nogensinde? Lige præcis. Hypen holder vand. Nolan har med The Dark Knight overgået sig selv, han har overgået hans egen fremragende genoplivning af Batman i Batman Begins og givet filmverdenen et superheltemesterværk af episke proportioner, som særdeles modigt flytter grænserne for, hvad man kan forvente og håber på i en superheltefilm.

The Dark Knight er ikke bare farverig tegneserieunderholdning smurt ud på det store lærred. Det er ikke bare gnækkende skurke, smukke ungmøer og frelsere med superevner. Dette er en benhård og nådesløs fabel om rigtigt og forkert, om vanvid, loyalitet og ære, om identitet og skæbne. En fantastisk fortælling som bringer langt dybere og mere samfundsfilosofiske temaer på banen end nogen tidligere superhelte film… og mange film i det hele taget. Hvem er vanskabning og hvem er vanvittigt? Hvem er folkets frelser og hvem lægger det menneske sind og tankefrihed i lænker? Nolan giver os en superheltfilm i realismens klæder, således at filmens tematikker uundgåeligt sætter spørgsmål ved den virkelige verdens samfundsorden og helte- og menneskesyn. Findes Gotham City virkelig derude et sted? Hele filmen føles i den grad, som et stykke vanvittigt og forrykt virkelighed, der sætter spot på moralens ikke absolutte væsen, selvom den til tider fejlagtigt fremstilles som en størrelse, der ikke kan tages op til diskussion.

Katalysatoren for filmens behandling af disse medrivende spørgsmål er en kompleks eksplosiv cocktail, som består af en Bruce Wayne, som sætter større og større spørgsmålstegn ved, om Batman er den rigtige frelser for Gotham City. The Dark Knight tager sit afsæt ikke lang tid efter afslutningen af Nolans første film, hvor Gothams borgere nu er begyndt at tvivle på om, hvorvidt Batman er helt eller forbryder. Cocktailen eksploderer, da Jokeren indtager den store scene med sit fuldstændigt moralløse væsen, hvor intet motiv eller endegyldigt mål driver værket. Det er blot glæden ved at skabe totalt kaos og se verden gå under i ren anarki og sammenbrud, som voldsomt og uundgåeligt fører til brutal konfrontation mellem den kappeklædte selvtægtshelt og den sociopatiske Joker, og herefter slår både lyd, billede og manuskript gnister i en grad, som overlegent giver os en opvisning i, hvad filmmediet rent faktisk kan give publikum, når rigtige mestre fører diagentstokken. Vores bevingede helt bliver sat skakmat for, hvorledes fanger man en forrådnet kriminel, som intet har at miste, ingen krav har for at stoppe og som aldrig holder op, da selve den total anarkistiske og altødelæggende handling er målet i sig selv? Kan dette kun gøres ved selv ikke bare at flytte men bryde grænser og regler, og helliger målet til enhver tid midlet?

Nolan har som med Batman Begins skabt et helt fantastisk univers, som i The Dark Knight har fået endnu et nøk væk fra tegneserieuniverset. Gotham City har mistet den sidste grad af futuristisk fantasi, således at kamparenaen føles komplet troværdigt. Samtidigt har filmen en rå tone og voldsomhed over sig, der får hele den trods alt temmelig vanvittige forestilling til at glide perfekt ned. Uden at træde det miste skævt bare en gang kombineres den realistiske scene med imponerende actionoptrin, hvor Batmobilen smadrer løs, hvor Batman i smukke scener flyver rundt eller nedlægger kriminelle til den store guldmedalje, og hvor Jokeren stadig overgår sig selv i mere og mere psykopatiske handlinger. Visuelt er der således ikke en finger at sætte på filmen, som bedst kan beskrives med et ord; wauv!!!

At beskrive Hearth Ledgers præstation med et ord er ganske enkelt ikke muligt. Som andre her på siden, var jeg også en smule skeptisk for, om hans hypede præstation ene og alene skyldes hans alt for tidlige død. Hans helt igennem maniske og overlegne tour de force ud i medrivende skuespil gør dog enhver tvivl til skamme. Hans fremstilling af Jokeren er så farlig, vanvittig og modig – skyldes også det fremragende manuskript – at man kun kan imponeres. Hvor Nicholsons Joker nok var ond, men dog mest sjov, så er Ledgers Joker 100 pct. vanvid i menneskelig iklædning. Scene efter scene stjæler han lærredet og den ene godbid afløser den anden. Måske har vi her den vildeste skurk i filmhistorien og en af de bedste muligheder for at studere absolut sindsygt kaos sat på menneskelig formel. Hold da kæft for en kræftpræstation. Man nyder hvert sekund han er på, og når han er væk, ønsker man så med det samme mere.

Christian Bale er selvsagt stadig eminent både som Bruce og hans alter ego. Der er ikke en finger at sætte på hans præstation, og det er som om, at han er blevet mere fortrolig med rollen og gør det endnu bedre end i den første film. Fremragende. Derudover er filmen et sandt overflødighedshorn af kvalitetsskuespillere som alle leverer på et højt niveau. Især bør Aaron Eckhart nævnes for en superrammende og helt perfekt fremstilling af Harvey Dent/Two-Face. En præstation som uden Ledgers totale dominans havde fået mere omtale og goodwill, men som nu bare må konstateres som værende perfekt i forholds karakterens rolle og betydning for filmen. Michael Caine er pålidelig god som Alfred, hvor han har flere af filmens sjoveste replikker, mens Gary Oldman får mere plads som James Gordon, hvilket han forvalter på glimrende vis.

The Dark Knight står tilbage som den perfekte og nærmest uopnåeligt sublime og bedre fortsættelse til en film, som allerede var fremragende. Det er årets ind til nu bedste, mest underholdende og tankevækkende værk, og jeg har ikke fantasi til at forestille mig, hvilket film der i efteråret skulle slå den af tronen. Det er nemt den bedste superheltefilmatisering til dato – hold op, hvor fx de ellers ganske glimrende Spiderman film blegner i forhold til – og den vil glide ind som en af mine personlige favoritter uden den mindste tvivl. En filmisk triumf, en manuskriptmæssig kraftanstrengelse og et underholdningsbrag med masser af tankegods og substans, hvor skuespil, visuel timing og instruktion går op i en højere enhed. Jeg elsker den film!!