Mørket bag masken

Hvis man bare kan finde ud af, hvad det er han vil have, så kan man også fange ham. Erklærer Bruce Wayne, med en vanlig ro i sindet, både overfor sig selv og sin moralske navigatør, butleren Alfred. Alfred har dog et andet og mere kompleks svar på den skurk, Bruce taler om. ”Nogen mænd har bare lyst til at se verden i flammer.” Hårdt, kontant og korrekt. For Batmans heltegerninger i mørket vækker ikke kun håb, men også ondskabsfulde kræfter. Batman har født sin nemesis, Jokeren – indbegrebet af ondskaben for dette århundrede – og dermed er det hans skæbne at bekæmpe ham.

Startskuddet på årets film er gået. Nolan tager os endnu længere ned i Gothams lumre mørke end tidligere, og har med en sans for dybdegående heltepoesi, skabt et superhelteværk uden sammenligning. Det står klart ved biografudgangen, efter rulleteksterne har passeret, at man unægtelig står med en følelse af, at man har lige har været vidne til en om gang vaskeægte filmhistorie. Alene afdøde Heath Ledgers kreation af en epoke i rollen som Jokeren, statuere sig for grænsesættene skuespil. En rolle som meget vel og mærke kostet ham livet, i hans umenneskelige kraftpræstation i, at tage Jokeren helt ned i et grænseløs psykologisk mørke. For det her er motivløst vanvid, inkarnerede ondskab - tilsat et skringrende grin, som om der lige var en der havde lavet en dårlig joke.

Man vil ikke kigge på ham, men kan alligevel ikke lade vær. Den kaosbelagte makeup, arrene fra mundhagerne som løber ud i et evigtværende vrænget smil, overmalet med knaldrød læbestift, det mørke lilla jakkesæt og det klistret grønne hår samt visitkortet – et joker kort – samler Heath Ledger på enestående vis galskaben, vanviddet og ondskaben – og fungerer som et fremragende filmiskbillede på dette århundredets store frygt og skurk – terroren. Som hans modpol og moralske spejlbillede skaber Christian Bale den bedste Batman nogensinde, som fortvivlende og fortabt står overfor sin største (moralske) kamp nogensinde, i nedkæmpningen af Jokeren.

”I am not going to kill you. You complete me”, griner Jokeren direkte op i Batmans ansigt, og spytter på hans moralske regler. Jokeren er uden regler og visioner, han gør blot tingene for at pointerer over for sin modstander, at verden er ond og ikke værd at kæmpe for. Noget Batman får lettere og lettere ved at se, desto større hadet fra folket til Batman stiger, og frustrationen hos ham gør ham mere og mere blind. Ikke blot at stå overfor den sværeste modstander nogensinde, står han også overfor sin største indre kamp, før Batman fænomenet kan blive komplet. Alt sammen Jokerens djævelske værk.

Mens hadet vokser til Batman, på grund af at han beskyldes for fødslen af kaosset selv, Jokeren, vokser populariteten til den nye Statsadvokat, idealisten Harvey Dent, som også dater med Batmans eneste håb for et normalt liv, Rachel Dawes, som har fået noget mere karakter af Maggie Gyllenhall, i stedet for den sukkersøde Katie Holmes. Harvey Dent er Gothams rigtige helt – The White Knight – en potentiel arvtager fra en udkørt Batman, som ikke høster noget ros for hans natlige besvær med kriminelle. Og det går ham på. For Batmans vedkommende handler det hele vejen igennem, om han er villig til at tage det sidste skridt, og endegyldigt træde ind i rollen som Gothams tavse vogter.

En vision som konstant bliv håbløs gjort af Jokeren terror ravage i Gotham, som efterlader uskyldig lig og ødelagte bygninger efter sig. Som samlet rundt om det runde bord, står de tre Gothams riddere, politikommissær Jim Gordon, Harvey Dent og Batman, overfor hinanden med et etisk dystert problem, om hvor langt de selv kan gå i bekæmpelsen af ondskabens anarki, uden at henfalde sig til mørket selv, men forblive i det godes navn.

Mørk, mørkere, Batman. Nolan har overgået alt og alle i dette ellers fremragende filmår anno 2008. Han har i scene sat en både tematisk dybdegående og aktuel mørk fabel, hvor der bliver stillet spørgsmål til det indre menneske, og den omtvistelige ondskab der gror derinde, samtidig med han elegant har pakket psykologien godt ind i et kommercielt underholdnings brag, som gang på gang tager åndedræt. Nolan flytter grænser om hvad en film kan leverer, og det har også været hans varemærke på det seneste. At både kunne levere dybsindige og tankevækkende film, samt være kommercielt underholdende er vel nok noget af det største, man som filmskaber kan pensle på det store lærred.

Hans seneste mørkbelagte, filosofiske udspil, ”The Dark Knight”, er både den bedste Batman film og dybeste, samt også den bedste superheltefilm på unik vis – og det kan jeg endda sige med et sind i bero, frasorterede enhver form for tvivl. Ud af mørket kommer en oplevelse, som umenneskeligt indfriede alle skyskraberforventningerne. Den mørke vogters helliggjorte korstog gennem Gothams mørke gader, er simpelthen så stor en mesterlighed, at den både efterlader et vingesus af eufori og længsel efter, at se den igen og igen, samtidig med et ekko af rumsterende og forundrende tanker om, at man lige har været vidne til et stykke filmhistorie.