En sort drøm af en film

Jeg har egentlig aldrig været synderligt fascineret af superheltefilm, ej heller Batman. Da jeg var mindre syntes jeg egentlig, at han var lidt fesen. Han var jo bare en normal fyr med en masse gadgets.

Da jeg i sin tid så Batman Begins begyndte jeg egentlig at få lidt mere respekt for manden, og det var en åbenbaring for mig at en superheltefilm godt kunne være dyster og seriøs i modsætning til de spraglede blå-røde Spider- og Superman. Og med den hype, der har været omkring The Dark Knight, satte jeg mig da også ind i biografen kl. 12 middag d. 24. juli med en forventning om noget stort. Efter en introduktion af jokeren og de uhyggelige klovnemasker var jeg uden tvivl hooked, men da Batman hopper ud fra en bygning og svæver ned over byen akkompagneret af storladen musik, først dér var jeg helt på, og jeg gav aldrig slip.

Jeg tror aldrig jeg har oplevet en film, der fastholdt mig i et så hårdt jerngreb som The Dark Knight. Svimlende filmiske virkemidler, intelligent dialog og en djævelsk god historie, der tager det gode kontra det onde op på et helt andet plan end tidligere set og grænserne bliver rykket for, hvad der er moralsk og, hvad, der er nødvendigt. Smukt.

Slutscenen efterlod mig med kuldegysninger og jeg forlod biografen med en underlig ligegyldighed overfor den virkelige verden.