En blyant i knolden

En gang imellem sker det, at man som filmseer instinktivt og fra allerførste fløjt kan mærke, hvornår man er i mere end bare almindeligt gode hænder. Tænk for eksempel blot på den ualmindeligt stemningstyngede start med plasterbefængte fingre og en gyselig scrapbog i den mesterlige ”Se7en” eller skovkæden der flamberes til tonerne af ”The End” i den spæde, men legendariske begyndelse af ”Apocalypse Now”. Med samme sikkerhed står der ’kvalitet’ penslet ud over Christopher Nolans længe ventede ”The Dark Knight” fra første intense minut. Lige fra sin toneangivende indledning er både svedende håndflader og optrappet hjertebanken sikret, når den tøjleløse galning Jokeren røver en bank, udspiller sine medkumpaner og selv løber med gevinsten med slående nøjagtighed, som var det en rytmisk og lidenskabelig vals, der stod på programmet.

Det ér måske et billigt trick at indlede sin film med en så adrenalinspækket scene som denne til fordel for at anslå de dystre temaer, der gennemsyrer ”The Dark Knight”, og det ligner da også enstemmigt en sandsynlighed, at brødreduoen Jonathan og Christopher Nolan, der er filmens manuskriptforfattere, formentlig kun har ladet ballet åbne med et bankkup i håb om at sende en løsrevet hilsen til krimigenrens kronjuvel, ”Heat”. I bund og grund er det dog bedøvende ligegyldigt, for det ulmer så sprudlende af timing og teknisk præcision i denne indledning, at vi allerede er lige nøjagtig dér, hvor de geniale Nolan-brødre vil have os. Ingen tid til klagemål. Vi ér i Gotham City, i mørkets blødende hjerte, skuende hen over kampen mellem dem, der vil redde verden og dem, der vil se den brænde - vi er med andre ord i filmverdenens drømmeland, mørkere end nogensinde før.

Det er med en nærmest chokerende sikkerhed at brødrene Nolan endnu engang får etableret deres univers og genindfanger trådene fra den fantastiske forgænger, ”Batman Begins”. Så godt som hver en scene og hvert et træk i Gotham Citys nuancerede kulisse føles velkomponeret til en grad, hvor alt der nogensinde har haft med Batman at gøre - lige fra Burtons, Schumachers og Nolans egne foregående udskejelser til tegnefilmene frontført af genistregen ”Mask of the Phantasm” - kun har været skitseret forarbejde for ”The Dark Knight”. Måske derfor bliver der godt og grundigt solgt ud fra det kreative overskudslager, når Bruce Wayne igen-igen finder læderklæderne frem til luftning og får kamp til sit hår af en denne gang klovnemaskeret storforbryder, der ville få selv en hård hund som Anton Chigurh til at tage benene på nakken.

Særligt det overskud gør ”The Dark Knight” til en ofte fuldkommen overlegen film, så uforskammet subtilt som det udnyttes. Det vrimler med enestående idéer og påfund, så markant at de somme tider næsten overtrumfer hinanden i Nolan-brødrenes storfilm, men de bundfælder sig alle i sidste ende perfekt i det samlede billede. En hæder som man utvivlsomt bør tilskrive filmens mest overlegne element = den perverse joke, det billedliggjorte mareridt… Ja, kært barn har mange navne, men kan på konkret kun navngives ’Jokeren’ - en herre der bringer alt og alle på gyngende grund i sin tilstedeværelse. Med det tilrettelagte bankkup og et enkelt, makabert trylletrick er alt hvad der indikerer tryghed skidt godt og grundigt ud af systemet. Intet er tilbage at hæfte sig ved, udover hvor gennemført mesterlig en bedrift afdøde Heath Ledger her var ude i. Ja, man frydes simpelthen når alle regler ophæves ved Jokerens utilregnelige fremtoning, og særligt da en af filmens bedste scener sætter normerne på spidsen, når selv en bombedetonator fornægter spillets regelmæssige gang.

Overlegenheden i karakterer, plot og dialog er hovedsagligt det, ”The Dark Knight” skal og vil blive husket for, da altså lige når suset fra filmens overvældende actionsekvenser engang har lagt sig. Den helt store guldmedalje skal Nolan-brødrene dog særligt have ved valget om at afrunde filmen med en uendelig gribende drejning, der i stedet for at vende tingene på hovedet blot lader dem nedfalde som hjørnestenen i den store, hjertegribende tragedie. Det er her, ”The Dark Knight” for alvor bliver en stor film, en majestætisk oplevelse, der som et skriveredskab begravet i synsfeltet (!) nægter at lade sig slippe.