En superheltefilm af høj standard, men ikke (helt) noget mesterværk

5.0
Det vrimler frem med superheltefilm disse dage, men Batman The Dark Knight hæver sig over alle de andre. Først og fremmest skiller selve Batman-figuren sig ud fra sine andre kolleger, fordi han ingen superkræfter har, og fordi selve Batman-universet er mørkere og barskere end de andre heltes mere spraglede universer. Så i sig selv er Batman efter min mening den langt mest interessante superhelt. Derudover skiller The Dark Knight sig også ud fra alle de andre superheltefilm af den simple grund, at den bare er bedre. Christopher Nolan har virkelig formået at skabe en film, der for det første er underholdende og spækket med fede actionscener, men som samtidig også er dyster, brutal og ambitiøs. Filmen går nemlig dybere ned end som så. Moralske principper tages op til overvejelse, og tankevækkende spørgsmål som fx om alle mennesker har ondskaben i sig, samt om hvordan man bekæmper ubegrundet ondskab og en frygtløs, psykopatisk terrorist, tages op til overvejelse, og dermed trækkes der også paralleller til nutidens virkelighed. Nolan lader disse spørgsmål stå ubesvaret hen, hvilket helt klart også er det rigtigste at gøre.

Udover førnævnte faktorer, er skuespillet også med til at løfte filmen. Der er et hav af kendte stjerner med, og man skulle tro at de ville overskygge hinanden, men det er ikke tilfældet. Alle formår at skille sig ud og alle skuespillere er sublime i deres roller. Én skuespiller skiller sig dog ud, og det er selvfølgelig Heath Ledger i rollen som Jokeren. Roserne har været enorme, og det er virkelig fuldt fortjent (en oscar for bedste birolle ville i øvrigt heller ikke være helt ufortjent). Det lyder måske som en Kliché, men han ER virkelig jokeren. Hele hans mimik, kropssprog, stemme, udseende er yderst overbevisende. Desuden formår han på en gang at gøre jokeren psykopatisk ond, sadistisk, manipulerende, morsom og charmerende og han lader samtidig aldrig publikum komme ind under al sminken på ham. Oven i det gør han også en ellers overdreven og urealistisk figur troværdig. Se det er skuespil af højeste klasse! (Det skal så lige nævnes at han også hjælpes godt på vej at et godt manuskript og fantastisk make-up)
Heath stjæler billedet, og man får bare lyst til at se mere og mere af ham. Selv nu har jeg lyst til at gense Heaths joker, og jeg er meget meget ked af, at vi aldrig mere skal opleve ham i den rolle eller i nogen andre roller. Han viser virkelig hvad filmbranchen har mistet.

Men når alt dette er sagt, så må jeg også indrømme, at jeg forlod biografen uden egentlig helt at forstå, hvorfor folk er faldet så meget i svime over denne film. Hypet omkring filmen har været enormt; anmelderne har givet den 5 og 6 stjerner, den er lige nu nr. 1 på IMDB’s liste osv. osv., men noget mesterværk synes jeg ikke, den er. The Dark Knight er nu en gang popcorns-underholdning, hvilket også kommer til udtryk med en lang række traditionelle actionscener, der næsten bliver liiidt for meget til sidst. Handlingen ender med at brede sig ud over lidt for meget, og det synes jeg går lidt ud over Two-face, der drukner lidt. Der bliver ikke rigtig tid til hans forvandling, og det gør ham desværre til en lidt utroværdig figur. Dertil kommer også at hans Two-face look er lidt for tegneserieagtigt.

The Dark Knight kan dog helt klart anbefales, og jeg glæder mig til et gensyn med den, når den kommer på DVD, for det er fed blockbuster-underholdning. 5 stjerner herfra
The Dark Knight