Undervurderet storfilm

5.0
Efter at have læst de fire bøger om Arn af Jan Guillou, var det med store forventninger jeg satte filmen i dvd'en - jeg nåede desværre ikke at se den i biografen. Bøgerne er fremragende romaner, som på fornem vis lykkes med at beskrive livet i middelalderen, samt tegne nogle levende og indvolverende personportrætter.

Jeg havde naturligvis skævet til de noget middelmådige anmeldelser, som denne film har modtaget, både hos anmeldere og brugere herinde. Men som filmen skred frem og jeg gradvist blev suget ind i dette drama, måtte jeg blot konstatere at jeg, endnu en gang, er uenig med flertallet. Filmen er på alle måder episk og smukt fortalt. Hovedrolleindehaverne gør det godt. Joakim Nätterquist gør det ganske glimrende som Arn, han har præcis den rigtige balance mellem generthed, vilje og fortvivlelse, ganske som han er skildret i bogen. Sofia Helin har den rette sødme og styrke som Cecilia. Deres kærlighedsforhold er smukt skildret, og faktisk skal jeg tilbage til mægtige Braveheart for at finde et kærlighedsforhold på film som gjorde et lignende indtryk på mig. Kampscenerne i filmen fungerede også fint - det er klart at vi ikke er på niveau med eks. Ringenes Herre filmene, men det er jo heller ikke meningen. Kampscenerne er jo heller ikke det der fylder mest i bøgerne.
Jeg synes faktisk at Peter Flinth fortjener stor anerkendelse for sin instruktion af denne film. Det er klart at der er udeladt en del sidehistorier, men det kan vel næppe være anderledes, romanens kompleksitet taget i betragtning.

Jeg glæder mig meget til at se afslutningen på Arns historie, når sidste del ruller over de danske biograflærreder i september.
Arn - Tempelridderen