// Survival of the fittest? Planterne! //

"At rejse er at leve", skrev Danmarks H.C Andersen for 200 år siden og det er i dag blevet et yderst populært emne, når man snakker om at unge inden deres vigtige studier skal rejse verden rundt - erfare, opleve, lære alt de kan omkring sig, men selvfølgelig mest af alt, frigørelsen med den søde pause fra skolelivet. Carter Smith har med sin middelmådige debutfilm, The Ruins (baseret frit efter Scott B. Smiths bestseller), givet et bud på det skrækscenarie, når man blander sig i fremmede kulturer og går ud fra at den hvide mand stadig regerer over alt andet.

Vi følger en flok (selvfølgelig) attraktive turistas, som midt under deres badeferie i Sydamerika får tilbudt en rejse ind til hjertet i det efterladte og barske mayanske landskab. De aner selvfølgelig ingen mistanke ved det spontane tilbud, og som det jo er set utallige gange før, ender rejsen med deres værste mareridt. Problemet er bare så simpelt, at filmen ikke er uhyggelig, og det er altså et problem, når vi snakker om en R-rated horrorfilm.

Den medicinstuderende Jeff (Jonathan Tucker), hans naive kæreste Amy (Jena Malone), hendes bedste veninde Stacy (Laura Ramsey) og hendes kæreste Eric (Shawn Ashmore) nyder det varme mexicanske vejr ved deres hotel-pool, da en fremmed tysker (Joe Anderson) imødekommer dem med et foreslag om en rejse, de aldrig vil glemme. Hans bror er nemlig endnu ikke vendt tilbage fra en udgravning i junglen, og han bestemmer sig for at overraske ham med et visit. I løbet af aftenen kommer de fem unge tættere på hinanden med fest og druk på stranden, og dagen efter er de alle enige om at tage afsted, sådan da. De naive piger skal selvfølgelig udtrykke deres mistanke, dog uden nytte. Med et optegnet kort (der findes nemlig ikke noget officielt kort) og en af tyskerens græske venner når de umiddelbart frem til det rigtige sted, og gennem en mindre vandretur i junglen, som både indbefatter (med vilje) skjulte stier, insekter, og dårlig drengehumor, når de alle frem til et oldgammelt Maya-tempel. Hurtigt finder de dog ud af at stedet er omringet af indfødte, som tilsyneladende vogter sig imod fremmede. Amy kommer tilfældigt til at røre de omkringliggende planter, og så slutter den behagelige rejse ellers, da de bliver tvunget op til toppen af templet - og det ser ud som, at de skal forblive der. Grækeren forsøger at modsætte sig de nye og ulogiske krav, men ender med at få en patron i panden. De resterende fem skal nu finde ud af hvordan de vender hjem og hvorfor de lokale udtrykker sådan en frygt for templet og planterne. Der går dog ikke lang tid, før de kommer til at mærke det uden på og inden i egen krop...

Et plus ved filmen er at den ikke er decideret dårlig, men desværre heller ikke særligt god. Ideen om at der stadig hersker ufatteligt mange mysterier omkring naturen og da især i de dybe jungler er jo for så vidt udmærket, men filmen skyder sig selv i foden, for instruktører må da efterhånden have lært at teenage-horror'en nok er en af de filmgenrer, som de sidste par år er blevet voldtaget mest. Der er da ikke noget værre end forudsigelighed eller den naivitet, som teenagerne altid udstråler i denne type film. Deres tankegang følger også en eller anden ulogisk rationalisme, for hvis man ser en tydeligvis skjult sti, så er det da klart at man skal lade den værre. Ellers dør man. Men nej, det kan da kun være et tilfælde at stien er skjult væk, så vi vader bare videre uden at ane mindste mistanke. Og så er det selvfølgelig de to lækreste som skal overleve til sidst, en dreng og en pige helt naturligt. Filmen forsøger at forny genren med et emne, som ikke rigtig før er set; kødædende planter i junglen, men skabelonen er stadig for tydelig og gennemskuelig. Til gengæld er der dog også en vis dynamik imellem den omkringliggende natur og den indre natur hos mennesket, for jo værre og truende planter fremtræder, desto mere fjendtlige bliver de fire venner mod hinanden, og der går ikke lang tid, inden hemmeligheder bliver afsløret, og jalousi og konspirationsteorier bliver lagt frem på bordet. Et venskab bliver for alvor sat på en prøve.

The Ruins har dog heldigvis plussider, som gør at man ikke forlader filmen helt irriteret. Skuespillerne gør det for så vidt ganske udmærket, og selvom det ikke er de allermest kendte ansigter, så virker de alle ganske oplagte og overbevisende. Også billedsiden af Darius Khondji (Funny Games U.S, My Blueberry Nights, og selvfølgelig The Beach) er ganske smuk, og han fanger virkelig den barske natur i den vilde jungle, samt endeløst gribende billeder af himlen og det skiftende vejr. Jeg så filmen en varm sommerdag, så det hjalp nu også en smule på stemningen. Klipningen er også ret effektiv og udført, og der forekommer både minimalistiske og detaljerede elementer samt gennemgående motiver, som rent symbolsk viser rejsens forløb fra det sikre hotelværelse til det afsidesliggende tempel. Rent visuelt er der altså ikke noget at brokke sig over. De dødsensfarlige planter virker dog mere komiske end skræmmende; de kan nemlig både gnave sig ind under huden på een og imitere lyde og stemmer til mindste detalje. For en film, der tager sig selv ret seriøst og forsøger at virke realistisk, så er fremstillingen af planterne både lidt for komisk og totalt urealistisk. Der er simpelthen for lidt suspense, og der går alt for lang tid med optakten til mødet med planterne (som faktisk er filmens stærkeste side) og horror/blod-delen virker mest af alt som om den bare skal overstås og få dræbt de utidige teenagere. Der sker bare alt for meget på for kort tid.

Som sagt er det dog ikke den værste film, jeg har set, og hvis du en varm sommerdag sidder og tænker på at tage på backpackerferie eller en kold vinterdag tænker på det dejlige sydamerikanske vejr, er det slet ikke så tosset at give The Ruins en chance, det ender endda med at du bliver hjemme, for verden er da et farligt sted! Du skal bare vide, hvad du går ind til, for helt stor filmkunst, hvor det virkelig ringer, er det altså ikke, heller ikke af en horrorfilm at være. I forhold til filmens turistas, så krøb denne lille sag desværre ikke ind under huden på mig.