Antirevolutionær revolution
5.0
Julian Schnabel er en original og fascinerende instruktør. En af de få, der ikke er bange for at lege med mediet og virkemidlerne. Jeg faldt for hans nyeste ”Dykkerklokken og Sommerfuglen”, hvor vi ser det meste igennem hovedpersonens ene øje, mens han bliver behandlet for sin lammelse i hele kroppen. Den film var baseret på en selvbiografi. Det samme er ”Before Night Falls”.
Reynaldo Arenas (Javier Bardem) er en homoseksuel poet, der levede i Cuba under Castros store revolution. En reaktionær revolution, der ikke accepterede det abstrakte og uforståelige som Arenas repræsenterede.
Det er indholdet. Men ”Before Night Falls” er værd at se for stilen alene. Maleren Schnabel iscenesætter Arenas’ liv med stærke cinematografiske strøg over biograflærredet. Filmen udspiller sig kronologisk, men med flashbacks, drømmesekvenser, hallucinationer og poesi.
Arenas liv bestod ikke kun af hans virkelighed. Hans drømme spillede en lige så stor rolle. Vi ser hans liderlighed med en våd dagdrøm om en striks, ung fængselsofficer (Johnny Depp). Men drømmen bliver brat afbrudt, da Arenas får noget andet i munden, end han ønskede.
Drømmene om barndommen vises med beskidte jordhuller, egoistiske voksne, skønne, grønne skove og enge. Ambient musik, håndholdt kamera, innovative kamerabevægelser og vinkler.
Cuba i den periode virker til tider lige så fantastisk og uvirkelig som drømmene. For eksempel en gigantisk luftballon i en gammel katedral, hvor Cubas freaks and geeks gemmer sig fra de fascistoide, paranoide revolutionære uniformer.
I en mindeværdig sekvens kommer ballonen i luften i et euforisk øjeblik med frihed. En af den slags friheder som livet og verden sjældent tillader. Men de bedste drømme opstår bag murer og begrænsninger.
”Before Night Falls” er et liv i brudstykker. Men Javier Bardem holder det hele sammen i centrum med en kraftpræstation. Han binder sulten, sårbarheden, styrken, frustrationen og vreden i Arenas smukt sammen i sit ansigt og i sin krop, så vi nærmest kan lugte ham.
Schnabel er en af de mest fascinerende instruktører fra den anden side af Atlanterhavet i øjeblikket.
Reynaldo Arenas (Javier Bardem) er en homoseksuel poet, der levede i Cuba under Castros store revolution. En reaktionær revolution, der ikke accepterede det abstrakte og uforståelige som Arenas repræsenterede.
Det er indholdet. Men ”Before Night Falls” er værd at se for stilen alene. Maleren Schnabel iscenesætter Arenas’ liv med stærke cinematografiske strøg over biograflærredet. Filmen udspiller sig kronologisk, men med flashbacks, drømmesekvenser, hallucinationer og poesi.
Arenas liv bestod ikke kun af hans virkelighed. Hans drømme spillede en lige så stor rolle. Vi ser hans liderlighed med en våd dagdrøm om en striks, ung fængselsofficer (Johnny Depp). Men drømmen bliver brat afbrudt, da Arenas får noget andet i munden, end han ønskede.
Drømmene om barndommen vises med beskidte jordhuller, egoistiske voksne, skønne, grønne skove og enge. Ambient musik, håndholdt kamera, innovative kamerabevægelser og vinkler.
Cuba i den periode virker til tider lige så fantastisk og uvirkelig som drømmene. For eksempel en gigantisk luftballon i en gammel katedral, hvor Cubas freaks and geeks gemmer sig fra de fascistoide, paranoide revolutionære uniformer.
I en mindeværdig sekvens kommer ballonen i luften i et euforisk øjeblik med frihed. En af den slags friheder som livet og verden sjældent tillader. Men de bedste drømme opstår bag murer og begrænsninger.
”Before Night Falls” er et liv i brudstykker. Men Javier Bardem holder det hele sammen i centrum med en kraftpræstation. Han binder sulten, sårbarheden, styrken, frustrationen og vreden i Arenas smukt sammen i sit ansigt og i sin krop, så vi nærmest kan lugte ham.
Schnabel er en af de mest fascinerende instruktører fra den anden side af Atlanterhavet i øjeblikket.
29/07-2008
