Clint’en vs. Malkovich

4.0

Solid thriller fra Wolfgang Petersen, som især lever i kraft af sine skuespillere med d’herrer Clint Eastwood og John Malkovich i spidsen. Filmen drives frem af en konstant stigende spænding uden dog på noget tidspunkt at blive decideret nervepirrende, og selvom man er glimrende underholdt i to timer, så sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at have overværet en noget rutinepræget spændingsfilm.

Clint Eastwood er perfekt i rollen som Secret Service agenten Frank Horrigan, der på grænsen til tilbagetrækning ser sig nødsaget til at gøre comeback som personlig livvagt for præsidenten, da en iskold og udspekuleret madman kontakter ham direkte med en besked om, at han vil dræbe præsidenten. Frank har nemlig en fortid som livvagt for præsident Kennedy, ligesom madman Mitch Leary har en agentskelet i skabet. Filmens omdrejningspunkt er spillet mellem de to, hvor de som to skakspillere lige tiden forsøger at forudsige den andens næste træk, hvor en konfrontation hele tiden rykker nærmere og nærmere. Duellen mellem de to er klart filmens største styrke, og intensiteten stiger efterhånden, som fortiden oprulles og Horrigan kommer tættere og tættere på i hans jagt.

Dermed også sagt, at filmen daler i kvalitet, når fokus fjernes fra jagten og hopper ind på en af de mange subplots, der er i filmen. Fx virker den lidt påtagede romance mellem Clint’ens Horrigan og Rene Russos Lilly Raines unødvendig for filmen, idet Raines ikke har andet formål i filmen. Men samtidigt giver forholdet som anledning til, at Clint’en får fyret et par fede oneliners af (Dawn, now I got to put all that shit back on).

Selvom Lige på kornet tydeligvis er en ”Clint” film, så giver John Malkovich ham super modspil med hans uhyggelige skildring af Leary, der virkelig fremstår som en syg og farlig mand. Han fremstår på en gang afstumpet og intelligent og virker som en mere end ligeværdig modstander til en agent i sin karrieres efterår. Specielt i scenerne hvor uheldige tilfældige uskyldige bliver ofre for hans kalkulerede ondskab er iskolde og onde.

Lige på kornet er en fin og spændende thriller, der ligger sig i den øvre ende af, hvad lignende film i genren ellers har at byde på. Manuskriptet er spændingsskabende, men uden Eastwood og Malkovichs tilstedeværelse havde filmen været mere ordinær. Men netop de to herrer løfter filmen med hver deres meget forskellige bidrag til filmen, således at den holder underholdningsniveauet hele vejen hjem.
Lige på kornet