Born to kill?
6.0
Stanley Kubricks krigsepos Full Metal Jacket fremstiller krig, som det den er; et grumt, beskidt og umenneskeligt men nogle gange nødvendigt onde, som stort set kun har tabere og ingen vindere. Men i modsætning til de fleste andre krigsfilm - og i særdeleshed Vietnamkrigsfilm - får vi den rå forhistorie med, hvor uskyldige drenge umenneskeliggøres igennem den amerikanske militærmaskine og bliver til det, som er det mest effektive våben i en krig; killers. Fokus er således filmen igennem mere på soldaternes psyke og mentale tilstand end på de egentlige krigshandlinger.
Full Metal Jacket er en alt andet end glorificerende film, hvor Kubrink fortæller en uhyggelig historie om, hvorledes den sidste rest af menneskelig sjæl og moral pilles ud af de amerikanske rekrutter igennem benhård træning og ensporet hjernevask. Filmens første halvdel er en mesterlig skildring af, hvorledes rekrutterne overlever fysisk ved at give efter mentalt og langsomt forvandles til killermachines. Træningen er enten eller, og er rekrutterne ikke stærke, er konsekvenserne fatale. Gomer Pyles selvmordsscene er en helt forrygende filmisk bedrift, som giver kuldegysninger og koldsved, og man rystes i sin grundvold af Vincent D'Onofrios helt eminente og skræmmende skuespil.
Ellers bliver filmens første halvdel totalt domineret af R. Lee Ermeys perfektionistiske fremstilling af den gennemført frastødende officer Hartman, som nærmest i en lind strøm leverer oneliners i 45 min. I et sandt raserianfald af en talestrøm nedbryder han den sidste rest af selvtillid og medmenneskelighed, som måtte være i de unge rekrutter, og Ermeys fysiske skuespil er så stærkt og dominerende, at man som publikum også nærmest føler sig trådt i ansigtet. At se denne hjernevaskende militærpsykopat udfolde sit talent efterfulgt af føromtalte selvmordskulmination på første halvdel i træningslejren er stærk stærk og gribende kost.
Filmen bliver ikke meget mere behagelig af, at fokus midtvejs flyttes til Vietnam, hvor de amerikanske soldater fremstilles som en blanding af mentalt smadrede krigsmaskiner og forskræmte dræbere, hvoraf enkelte har en smule sjæl og moral i behold. Blandt andet filmens faste holdepunkt Joker, som sammen med soldaten Cowboy er eneste genganger fra træningslejren. Kubrick fremstiller krigen som mørk og beskidt, hvor stort set alle er uskyldige ofre. De amerikanske soldater dræber - blandt andet skildret i den stærke helikopterscene - uskyldige civile vietnamesere, men primært da de selv er ofre, underbygget af filmens første del. Fokus flyttes sjældent fra en mindre gruppe af soldater, således at publikum aldrig har en fornemmelse af krigens overordnede udvikling, men blot følger en mission, som virker som en nytteløs dråbe i det store krigshelvedeshav.
Full Metal Jacket er ikke kun et visuelt mesterstykke, men også en manuskriptmæssig triumf, hvor der brillieres i filmens mange mono- og dialoger. Filmen er stopfyldt med stærkt sakasme og benhård humor, som aldrig virker påtaget eller malplaceret. Troværdigheden er høj hele filmen igennem, og man fornemmer, hvorledes den rå humor er med til, at soldaterne i hvert fald ud ad til, kan overleve rædslerne mentalt.
Filmens finale er som resten af filmen benhård og nådesløs, og efter to timer i den kubrick'ske vridemaskine er man ikke i tvivl om, at det amerikanske arrangement og bevæggrundene bag, måske ikke vandt prisen for årtiets bedste idé. Kubricks mission med at vise krigen uden filter lykkes i hvert fald og hans budskab er heller ikke til at tage fejl af.
Full Metal Jacket er en fremragende krigsfilm, som skiller sig ud både i sin fremstilling af krigen og de amerikanske soldater, men også i den dramaturgiske opbygning i to dele, som trods stort forskel og mindre sammenhæng alligevel komplementerer hinanden perfekt og forstærker hinandens pointer. Det er en film, man ikke kan se uden at blive grebet helt ind i sjælen af de menneskelige skæbner og det moralske forfald. Atter en mesterlig film af Kubrick, som hermed beviser, at han mester endnu en genre på den brede filmiske palet.
Full Metal Jacket er en alt andet end glorificerende film, hvor Kubrink fortæller en uhyggelig historie om, hvorledes den sidste rest af menneskelig sjæl og moral pilles ud af de amerikanske rekrutter igennem benhård træning og ensporet hjernevask. Filmens første halvdel er en mesterlig skildring af, hvorledes rekrutterne overlever fysisk ved at give efter mentalt og langsomt forvandles til killermachines. Træningen er enten eller, og er rekrutterne ikke stærke, er konsekvenserne fatale. Gomer Pyles selvmordsscene er en helt forrygende filmisk bedrift, som giver kuldegysninger og koldsved, og man rystes i sin grundvold af Vincent D'Onofrios helt eminente og skræmmende skuespil.
Ellers bliver filmens første halvdel totalt domineret af R. Lee Ermeys perfektionistiske fremstilling af den gennemført frastødende officer Hartman, som nærmest i en lind strøm leverer oneliners i 45 min. I et sandt raserianfald af en talestrøm nedbryder han den sidste rest af selvtillid og medmenneskelighed, som måtte være i de unge rekrutter, og Ermeys fysiske skuespil er så stærkt og dominerende, at man som publikum også nærmest føler sig trådt i ansigtet. At se denne hjernevaskende militærpsykopat udfolde sit talent efterfulgt af føromtalte selvmordskulmination på første halvdel i træningslejren er stærk stærk og gribende kost.
Filmen bliver ikke meget mere behagelig af, at fokus midtvejs flyttes til Vietnam, hvor de amerikanske soldater fremstilles som en blanding af mentalt smadrede krigsmaskiner og forskræmte dræbere, hvoraf enkelte har en smule sjæl og moral i behold. Blandt andet filmens faste holdepunkt Joker, som sammen med soldaten Cowboy er eneste genganger fra træningslejren. Kubrick fremstiller krigen som mørk og beskidt, hvor stort set alle er uskyldige ofre. De amerikanske soldater dræber - blandt andet skildret i den stærke helikopterscene - uskyldige civile vietnamesere, men primært da de selv er ofre, underbygget af filmens første del. Fokus flyttes sjældent fra en mindre gruppe af soldater, således at publikum aldrig har en fornemmelse af krigens overordnede udvikling, men blot følger en mission, som virker som en nytteløs dråbe i det store krigshelvedeshav.
Full Metal Jacket er ikke kun et visuelt mesterstykke, men også en manuskriptmæssig triumf, hvor der brillieres i filmens mange mono- og dialoger. Filmen er stopfyldt med stærkt sakasme og benhård humor, som aldrig virker påtaget eller malplaceret. Troværdigheden er høj hele filmen igennem, og man fornemmer, hvorledes den rå humor er med til, at soldaterne i hvert fald ud ad til, kan overleve rædslerne mentalt.
Filmens finale er som resten af filmen benhård og nådesløs, og efter to timer i den kubrick'ske vridemaskine er man ikke i tvivl om, at det amerikanske arrangement og bevæggrundene bag, måske ikke vandt prisen for årtiets bedste idé. Kubricks mission med at vise krigen uden filter lykkes i hvert fald og hans budskab er heller ikke til at tage fejl af.
Full Metal Jacket er en fremragende krigsfilm, som skiller sig ud både i sin fremstilling af krigen og de amerikanske soldater, men også i den dramaturgiske opbygning i to dele, som trods stort forskel og mindre sammenhæng alligevel komplementerer hinanden perfekt og forstærker hinandens pointer. Det er en film, man ikke kan se uden at blive grebet helt ind i sjælen af de menneskelige skæbner og det moralske forfald. Atter en mesterlig film af Kubrick, som hermed beviser, at han mester endnu en genre på den brede filmiske palet.
30/07-2008
