85 minutter med kræft
2.0
Sidste år blev Christian E. Christiansen Oscar-nomineret for kortfilmen "Om natten", hvor trekløveret Julie Ølgaard-Laura Christensen-Neel Rønholt spillede tre alvorligt kræftsyge unge kvinder, der tilbringer ugen mellem jul og nytår på samme kræftafdeling.
"Dig og mig" er den samme historie, nu udviklet til spillefilm. Ølgaard, Christensen og Rønholt spiller igen de tre kræftpatienter, der er blevet veninder på hospitalet, og i flashbacks får man deres forskellige historier om problematiske forhold til forældre og kærester. Det er en barsk og meget lidt munter film.
Klart stærkest er Neel Rønholts historie om forholdet til forældrene, der pakker hende ind og nærmest allerede har lagt hende i graven, og hvordan hun går ud og søger en anden form for menneskelig kontakt juleaften. Ølgaard og Christensens historier er noget mere klichéagtige og har ikke samme bid.
De tre hovedroller spiller dog rigtig godt, og Christian Tafdrup og Pilou Asbæk gør det også fint som de to unge fyre, der fylder mest i historierne.
Men helt overordnet synes jeg, der ligger en tung dyne af alvor og uforløste følelser hen over "Dig og mig". Det er, som om den bare vil svælge i død og usselhed - i hvert fald tænkte jeg 'nå, var det bare det?', da filmen nåede frem til sin endelige pointe. De tre adskilte historier bliver ikke rigtig flettet sammen til noget sammenhængende, hverken i handling eller temaer, og jeg synes faktisk, det er synd, at der kun kommer noget så relativt banalt ud af en film om et så alvorligt emne.
Måske skulle det her bare være forblevet en kortfilm, for den fungerede tydeligvis bedre. Uagtet at "Dig og mig" har nogle klare kvaliteter, både i skuespillet og i modet til at turde lave en så alvorstung ungdomsfilm. Den har bare slet ikke samme power som instruktørens debutfilm, "Råzone".
"Dig og mig" er den samme historie, nu udviklet til spillefilm. Ølgaard, Christensen og Rønholt spiller igen de tre kræftpatienter, der er blevet veninder på hospitalet, og i flashbacks får man deres forskellige historier om problematiske forhold til forældre og kærester. Det er en barsk og meget lidt munter film.
Klart stærkest er Neel Rønholts historie om forholdet til forældrene, der pakker hende ind og nærmest allerede har lagt hende i graven, og hvordan hun går ud og søger en anden form for menneskelig kontakt juleaften. Ølgaard og Christensens historier er noget mere klichéagtige og har ikke samme bid.
De tre hovedroller spiller dog rigtig godt, og Christian Tafdrup og Pilou Asbæk gør det også fint som de to unge fyre, der fylder mest i historierne.
Men helt overordnet synes jeg, der ligger en tung dyne af alvor og uforløste følelser hen over "Dig og mig". Det er, som om den bare vil svælge i død og usselhed - i hvert fald tænkte jeg 'nå, var det bare det?', da filmen nåede frem til sin endelige pointe. De tre adskilte historier bliver ikke rigtig flettet sammen til noget sammenhængende, hverken i handling eller temaer, og jeg synes faktisk, det er synd, at der kun kommer noget så relativt banalt ud af en film om et så alvorligt emne.
Måske skulle det her bare være forblevet en kortfilm, for den fungerede tydeligvis bedre. Uagtet at "Dig og mig" har nogle klare kvaliteter, både i skuespillet og i modet til at turde lave en så alvorstung ungdomsfilm. Den har bare slet ikke samme power som instruktørens debutfilm, "Råzone".
31/07-2008
