”Introduce a little anarchy”
6.0
Spoilers:
Alt hvad der skal siges om dette mesterværk er sagt. Og lidt til. ”The Dark Knight” har som bekendt overgået en lang række rekorder på både det kommercielle og det kunstneriske plan. Indtjeningsmæssigt er og bliver filmen en utvetydig succes – indtil videre den største nogensinde - mens den som kunstværk skamroses af højt ansete filmkritikere, såvel som almindelige biografgængere med hang til popcornsaction og store armbevægelser. Det er vel at mærke ikke blot små, bifaldende klap på skulderen som Christopher Nolans storslåede krimiepos om Gothams maskerede hævner modtager; det er lovprisninger så omfattende, at de reelt placerer filmen blandt de mest hyldede til dato.
Spørgsmålet til en million kroner må derfor være: Har ”The Dark Knight” virkelig fortjent at være midtpunkt for en så ukontrolleret og hidtil uset hype? Er det, som IMDb’s brugere indtil nu stædigt hævder, vitterligt den bedste film nogensinde? Om det er verdens bedste film, er jeg ikke den rette til at afgøre. Men at den er blandt de bedste, kan jeg med sindsro påstå. Man må forstå, at ”The Dark Knight” ikke kun begrænser sig til at være det kollosale actionbrag, som dens ”box office”-tal indikerer, den er. Ligesom man må forstå, at filmen ikke blot er en farverig filmatisering af tegneseriefiguren Batman, men derimod en film så indholdsrig, at det til tider kan være svært at kapere. En regulær ”larger-than-life”-oplevelse. Den er kort sagt så meget mere end monumentale eksplosioner, frenetiske biljagter og gængse konfrontationer mellem det gode og det onde.
Netop i spørgsmålet om den lyse og den mørke side af loven brillerer ”The Dark Knight” i høj grad. I stedet for at smovse rundt i heroisk patos om Batmans uselviske heltegerninger, gør Nolan-brødrende – udgjort af manuskriptforfatter Johnathan Nolan og nutidens største filmskaber, Christopher Nolan – den kappeklædte ridder til noget mere og vigtigst af alt andet end den gængse helteskikkelse. En, der tager de beslutninger ingen andre vil og tør tage – de rigtige beslutninger. Beslutninger, der gør den sorte ridder til udstødt og lovløs, men ligeledes beslutninger, der er nødvendige, hvis dagen hvor Gotham ikke længere behøver hans tilstedeværelse, skal komme. Undervejs må Bruce Wayne sågar tage Batman-symbolet kraftigt til revision. Omkring ham dør folk som fluer i et vandbassin, og ham, der forårsager massemordet, den psykopatiske Joker, kulminerer tvivlen med den direkte kommentar til Wayne i fuldt udstyr: ”You complete me”. Ord, der ville få selv den bedste og mest vedholdende karakter til at krakelere en smule.
”Some men just want to watch the world burn,” siger Alfred til sin chef, mens videooptagelser af den diabolske Joker ses i baggrunden på en række fladskærme. Det er netop det skrækindjagende ved ”The Dark Knight”s dynamiske skurkeskikkelse. Han har ingen plan, ingen motiver. Han er, som han siger, en hund, der jager biler – han ville ikke vide, hvad han skulle stille op, hvis han fangede en. Måske en lille hentydning til nutidens problematikker? Det er før blevet sagt i nyhederne – for ikke at nævne actionfilmen ”The Kingdom” – i spørgsmålet om terror, at et af de største problemer er, at det mildt sagt er kompliceret at bekrige en fjende, der ikke frygter døden. Jokeren er et perfekt eksempel herpå. Selvom han smides ud fra en tårnhøj skyskraber med udsigt til at lande på jorden med hovedet først, griner han højlydt. Han fornøjes ved tanken om døden.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at omdrejningspunktet for ”The Dark Knight” netop er Jokeren og Heath Ledger, der leverer en præstation, som jeg næsten ikke magter at beskrive med ord. Så god er han virkelig, at han sprænger alle rammer for skuespilskunst og melder sig ind blandt de få kunstnere, der har evnen til at skabe stærke og tvetydige følelser i tilskueren ved enkelte kropsbevægelser. Udover at være komiske højdepunkter, besidder samtlige af hans replikker en dyb sårbarhed og en drilsk kompleksitet, der vækker både sympati og foragt hos seeren. Højdepunkterne i hans præstation bør kun kunne sammenlignes med enkelte sekvenser i filmhistorien: Vi snakker Robert de Niro’s legendariske replik i Taxi Driver med ”Are you talkin’ to me?”, og Daniel Day-Lewis’ følelsesladede udbrud i ”There Will Be Blood”, da han råber ”I have abandoned my child” gentagne gange foran en forsamling af kristne fundamentalister. Det er sandt at Heath Ledger døde i en alt for ung alder, men hans skelsættende præstation i ”The Dark Knight” har udødeliggjort ham for altid i filmens farverige verden.
Rundt om ham spilles der ligeledes fremragende. Christian Bale er ligeså solid som en armeret bautasten i dobbeltrollen som milliardæren Bruce Wayne og hans mørke alter ego, Gary Oldman, Morgan Freeman og især Michael Caine leverer forrygende præstationer som de garvede skikkelser på den rigtige side af loven, mens nye navne som Maggie Gyllenhall, Eric Roberts og Aaron Eckhart træder overbevisende ind i den måske mest attraktive – og lukrative – filmserie i historien. Man skal da også være et skarn for at klage over det ensemble, som ”The Dark Knight” præsenterer. Således skal man lede håbløst længe i historiebøgerne for at finde et lignende cast, og man skal lede længere endnu for at finde en film, hvori skuespilspræstationerne kan gøre sig forhåbninger om at undgå latterliggørelse i en direkte sammenligning med Christopher Nolans mægtige epos. Instruktøren må besidde gudsbenåede kommunikationsevner, for det faktum at han har fået den gigantiske ophobning af stjerner til at komplimentere hinanden på opmital vis, er et mindre mesterværk i sig selv.
Når man tænker på, hvor suveræn en film ”Batman Begins” var, hvor fejlfrit den var tilrettelagt, og hvor ekskvisit den var iscenesat, må man virkelig tage hatten af for Nolanbrødrende. De har forsøgt at forbedre det uforbederlige og er tilmed lykkedes. Hvordan? Jeg tror en stor del af filmens genialitet ligger i dens struktur. Den bygges langsomt og minutiøst op og bruger adskillige minutter på at støbe det fundament, der senere skal give filmen en ekstra kant og subtilitet, når ballet for alvor fløjtes i gang. Eller hvad? Den episke dimension i filmens komposition ligger tværtimod i en mere varierende opbygning. Nok dannes der et slidstærkt fundament af meterdyb substans i en række afdæmpede sekvenser, men inden er et vanvittigt virtuost bankrøveri fyret af, og introduktionen af Batman er gennemført. Ikke bare som guldbetrukket blikfang, men som reelle led i en elegant sammenhængende film. Intet er overflødigt, intet uden mening. Og så gør det vel heller ikke det store, at actionscenerne rent ud sagt er røvfede?
Alene vurderet ud fra længden af denne anmeldelse – og mange af de øvrige her på siden – kan man konkludere, at der i ”The Dark Knight” er flere aspekter at fremhæve end i nogen anden film. Det er en film med så mange detaljer, implicitte antydninger og drilske finurligheder, at der ikke findes grænser for, hvor mange gensyn den kan tåle. I morges så jeg filmen for tredje gang i Imperial, og jeg har fundet filmen stærkere, bedre og mægtigere for hver forestilling, jeg er mødt op til. Det er filmkunst på en hidtil ubetrådt etage, et forbløffende velkomponeret epos i mastodontiske proportioner og en mesterlig dissektion af Batman, Gotham og universet omkring. Alene det faktum at jeg hverken har fået plads til at nævne James Newton Howard og Hans Zimmers filmhistoriske soundtrack eller Wally Pfisters bjergtagende, delvist IMAX-producerede billedside, taler vel egentligt helt for sig selv.
Den på alle måder gribende slutning, hvor Batman påbegynder sin flugt til lyden af Gordons smukke voice-over og forsvinder på en smukt belyst storbyvej, lader bundlinien stå lysende klart: Christopher Nolan har skabt et ubestrideligt mesterværk.
Alt hvad der skal siges om dette mesterværk er sagt. Og lidt til. ”The Dark Knight” har som bekendt overgået en lang række rekorder på både det kommercielle og det kunstneriske plan. Indtjeningsmæssigt er og bliver filmen en utvetydig succes – indtil videre den største nogensinde - mens den som kunstværk skamroses af højt ansete filmkritikere, såvel som almindelige biografgængere med hang til popcornsaction og store armbevægelser. Det er vel at mærke ikke blot små, bifaldende klap på skulderen som Christopher Nolans storslåede krimiepos om Gothams maskerede hævner modtager; det er lovprisninger så omfattende, at de reelt placerer filmen blandt de mest hyldede til dato.
Spørgsmålet til en million kroner må derfor være: Har ”The Dark Knight” virkelig fortjent at være midtpunkt for en så ukontrolleret og hidtil uset hype? Er det, som IMDb’s brugere indtil nu stædigt hævder, vitterligt den bedste film nogensinde? Om det er verdens bedste film, er jeg ikke den rette til at afgøre. Men at den er blandt de bedste, kan jeg med sindsro påstå. Man må forstå, at ”The Dark Knight” ikke kun begrænser sig til at være det kollosale actionbrag, som dens ”box office”-tal indikerer, den er. Ligesom man må forstå, at filmen ikke blot er en farverig filmatisering af tegneseriefiguren Batman, men derimod en film så indholdsrig, at det til tider kan være svært at kapere. En regulær ”larger-than-life”-oplevelse. Den er kort sagt så meget mere end monumentale eksplosioner, frenetiske biljagter og gængse konfrontationer mellem det gode og det onde.
Netop i spørgsmålet om den lyse og den mørke side af loven brillerer ”The Dark Knight” i høj grad. I stedet for at smovse rundt i heroisk patos om Batmans uselviske heltegerninger, gør Nolan-brødrende – udgjort af manuskriptforfatter Johnathan Nolan og nutidens største filmskaber, Christopher Nolan – den kappeklædte ridder til noget mere og vigtigst af alt andet end den gængse helteskikkelse. En, der tager de beslutninger ingen andre vil og tør tage – de rigtige beslutninger. Beslutninger, der gør den sorte ridder til udstødt og lovløs, men ligeledes beslutninger, der er nødvendige, hvis dagen hvor Gotham ikke længere behøver hans tilstedeværelse, skal komme. Undervejs må Bruce Wayne sågar tage Batman-symbolet kraftigt til revision. Omkring ham dør folk som fluer i et vandbassin, og ham, der forårsager massemordet, den psykopatiske Joker, kulminerer tvivlen med den direkte kommentar til Wayne i fuldt udstyr: ”You complete me”. Ord, der ville få selv den bedste og mest vedholdende karakter til at krakelere en smule.
”Some men just want to watch the world burn,” siger Alfred til sin chef, mens videooptagelser af den diabolske Joker ses i baggrunden på en række fladskærme. Det er netop det skrækindjagende ved ”The Dark Knight”s dynamiske skurkeskikkelse. Han har ingen plan, ingen motiver. Han er, som han siger, en hund, der jager biler – han ville ikke vide, hvad han skulle stille op, hvis han fangede en. Måske en lille hentydning til nutidens problematikker? Det er før blevet sagt i nyhederne – for ikke at nævne actionfilmen ”The Kingdom” – i spørgsmålet om terror, at et af de største problemer er, at det mildt sagt er kompliceret at bekrige en fjende, der ikke frygter døden. Jokeren er et perfekt eksempel herpå. Selvom han smides ud fra en tårnhøj skyskraber med udsigt til at lande på jorden med hovedet først, griner han højlydt. Han fornøjes ved tanken om døden.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at omdrejningspunktet for ”The Dark Knight” netop er Jokeren og Heath Ledger, der leverer en præstation, som jeg næsten ikke magter at beskrive med ord. Så god er han virkelig, at han sprænger alle rammer for skuespilskunst og melder sig ind blandt de få kunstnere, der har evnen til at skabe stærke og tvetydige følelser i tilskueren ved enkelte kropsbevægelser. Udover at være komiske højdepunkter, besidder samtlige af hans replikker en dyb sårbarhed og en drilsk kompleksitet, der vækker både sympati og foragt hos seeren. Højdepunkterne i hans præstation bør kun kunne sammenlignes med enkelte sekvenser i filmhistorien: Vi snakker Robert de Niro’s legendariske replik i Taxi Driver med ”Are you talkin’ to me?”, og Daniel Day-Lewis’ følelsesladede udbrud i ”There Will Be Blood”, da han råber ”I have abandoned my child” gentagne gange foran en forsamling af kristne fundamentalister. Det er sandt at Heath Ledger døde i en alt for ung alder, men hans skelsættende præstation i ”The Dark Knight” har udødeliggjort ham for altid i filmens farverige verden.
Rundt om ham spilles der ligeledes fremragende. Christian Bale er ligeså solid som en armeret bautasten i dobbeltrollen som milliardæren Bruce Wayne og hans mørke alter ego, Gary Oldman, Morgan Freeman og især Michael Caine leverer forrygende præstationer som de garvede skikkelser på den rigtige side af loven, mens nye navne som Maggie Gyllenhall, Eric Roberts og Aaron Eckhart træder overbevisende ind i den måske mest attraktive – og lukrative – filmserie i historien. Man skal da også være et skarn for at klage over det ensemble, som ”The Dark Knight” præsenterer. Således skal man lede håbløst længe i historiebøgerne for at finde et lignende cast, og man skal lede længere endnu for at finde en film, hvori skuespilspræstationerne kan gøre sig forhåbninger om at undgå latterliggørelse i en direkte sammenligning med Christopher Nolans mægtige epos. Instruktøren må besidde gudsbenåede kommunikationsevner, for det faktum at han har fået den gigantiske ophobning af stjerner til at komplimentere hinanden på opmital vis, er et mindre mesterværk i sig selv.
Når man tænker på, hvor suveræn en film ”Batman Begins” var, hvor fejlfrit den var tilrettelagt, og hvor ekskvisit den var iscenesat, må man virkelig tage hatten af for Nolanbrødrende. De har forsøgt at forbedre det uforbederlige og er tilmed lykkedes. Hvordan? Jeg tror en stor del af filmens genialitet ligger i dens struktur. Den bygges langsomt og minutiøst op og bruger adskillige minutter på at støbe det fundament, der senere skal give filmen en ekstra kant og subtilitet, når ballet for alvor fløjtes i gang. Eller hvad? Den episke dimension i filmens komposition ligger tværtimod i en mere varierende opbygning. Nok dannes der et slidstærkt fundament af meterdyb substans i en række afdæmpede sekvenser, men inden er et vanvittigt virtuost bankrøveri fyret af, og introduktionen af Batman er gennemført. Ikke bare som guldbetrukket blikfang, men som reelle led i en elegant sammenhængende film. Intet er overflødigt, intet uden mening. Og så gør det vel heller ikke det store, at actionscenerne rent ud sagt er røvfede?
Alene vurderet ud fra længden af denne anmeldelse – og mange af de øvrige her på siden – kan man konkludere, at der i ”The Dark Knight” er flere aspekter at fremhæve end i nogen anden film. Det er en film med så mange detaljer, implicitte antydninger og drilske finurligheder, at der ikke findes grænser for, hvor mange gensyn den kan tåle. I morges så jeg filmen for tredje gang i Imperial, og jeg har fundet filmen stærkere, bedre og mægtigere for hver forestilling, jeg er mødt op til. Det er filmkunst på en hidtil ubetrådt etage, et forbløffende velkomponeret epos i mastodontiske proportioner og en mesterlig dissektion af Batman, Gotham og universet omkring. Alene det faktum at jeg hverken har fået plads til at nævne James Newton Howard og Hans Zimmers filmhistoriske soundtrack eller Wally Pfisters bjergtagende, delvist IMAX-producerede billedside, taler vel egentligt helt for sig selv.
Den på alle måder gribende slutning, hvor Batman påbegynder sin flugt til lyden af Gordons smukke voice-over og forsvinder på en smukt belyst storbyvej, lader bundlinien stå lysende klart: Christopher Nolan har skabt et ubestrideligt mesterværk.
03/08-2008
