// "Bare han ikke havde taget den genvej..." //
4.0
Alexandre Aja (medlem af det amerikanske Splat Pack, som er en samling af de mest hippe horrorinstruktører) er helt sikkert et af vor tids lovende instruktører inden for splat- og gysergenren. Han fik sin store debut med den franske splatdelikatesse Haute Tension fra 2003 og han nåede det store amerikanske mainstream-marked med et remake af Wes Cravens kultklassiker fra 1977, The Hills Have Eyes. Uden at have set originalen, er det fair at kalde remaken en af de bedre splattere, som er blevet udstedt fra Hollywood. Europæiske splatfilm er for alvor blevet populære, og har efterhånden en stor fanskare, og det er da også interessant at betragte forskellen mellem amerikanske og europæiske gyserinstruktører hhv. bag europæiske og amerikanske film; Aleandra Aja er The Hills Have Eyes er absolut ingen undtagelse.
Filmens handling er simpel, og heller ikke synderligt original. Alligevel føles det en smule anderledes end den almindelige horrorfilm. Den amerikanske regering har udført en række prøvesprængninger i udkanten af New Mexico Desert. Området er én stor radioaktiv sandkage og det bliver hærget af en flok mutanter (tidligere minearbejdere), som er ofre af atombomberne. Og første scene er kun med til understrege hvad deres genetiske deformationer og de ensomme år i ørkenen har gjort ved dem. Fire mennesker bliver nemlig brutalt nedslagtet og gennemhullet med rusten hakke, og derefter trukket væk til mutanternes grotte. Næst bliver publikum præsenteret for Carter-familien, der er på vej til Californien for at nyde sol, strand og hav. Det er imidlertid vedtaget (af faderen) at vejen skulle gå gennem ørkenen. De stopper på en gudsforladt tankstation, og får et tip af den lettere excentriske ejer, at de kan skyde en genvej gennem ørkenen for at undgå vejen i klipperne. Det gør den store familie så, hvilket de selvfølgelig aldrig skulle have gjort. For 13 km senere finder de dem selv i noget af en helvedes situation; bilens dæk er nemlig blevet punkteret. De ved bare ikke at det skyldes mutanternes fælde med et pig-bælte midt ude på vejen. Familien er strandet i ingenmandsland, blandt de 3 procent af landet hvor der ingen telefondækning er, stokfyldt med menneskeædende mutanter. Det lyder da som den perfekte opskrift på en badeferie med familien, ikke?
Okay, filmen er ikke for sarte sjæle, men dermed sagt er det ikke værre end som så, en splatterfan vil i hvert fald ikke væmmes. Filmen er ikke uudholdelig at kigge på, men der er selvfølgelig nogle ret blodige og voldsomme scener og en lille voldtægt samt en snes afskårede kropslemmer. Desværre er filmen ikke specielt nervepirrende; man sidder i hvert fald ikke og bider negle af spænding, og det er lidt en skam. Men alligevel fungerer filmen langt bedre end de fleste nye splattere. Der er skåret meget af klichéerne, og karakterne i filmen virker troværdige nok til at man får ondt af dem, og billedsiden er i sig selv også med til at understrege, at familien bogstaveligt talt befinder sig i helvede; den smeltende varme, de blodrøde klipper og dæmoniske mutanter er blot nogle af stikordene. Det er dog ikke altid, at jeg er lige vild med kameraføringen, blandt andet de energiske overgange, hvor kameraet hurtigt og rystende enten zoomer ind eller ud. Det virker simpelthen for påtvunget og kunstigt i en film, som er god til at holde den ret rolige og nærmest isolerende kameraføring.
Idéen med de mislykkede prøvesprængninger er sådan set også god nok, og på den måde er det sådan set USAs regering, der er den sande skurk, og mutanterne blot et resultat deraf. De deforme skabninger bliver derved en afspejling af menneskets gru og mørke side, hvilket også understreges af svigersønnens transformation, når han midt i filmen drager ud for at dræbe mutanterne, som har bortført hans nyfødte datter. Under dette mordtogt mister han flere liter blod og dynget til i andres blod, får hakket to fingre af og han bliver så udmattet, at han til sidst selv ligner brutal mutant. Dette har han selvfølgelig gjort for at redde sin familie, og hvis det ikke var for hans indre dyriske og brutale instinkter, ville han nok selv ende som mutantføde. Undervejs undrer man sig faktisk lidt over hvad der adskiller ham fra mutanterne/skurkene, som jo ikke selv er skyld i deres skæbne. Samme forløb ses også blandt andet i Hostel og The Descent (læs mine tidligere anmeldelser for at fange denne pointe, hvis den ikke allerede er forstået).
Alexandre Aja har begået en solid debut. The Hills Have Eyes er gedigen underholdning og splatguf for horrorfans. Der er ret så alvorlige mangler og den største er nok den ikke-tilstedeværende uhygge. Mutanterne skræmte aldrig livet af mig, men de blev mere betragtet som forhindringer der bare skulle skaffes af vejen, helst så blodigt og voldsomt som muligt, og der skuffer filmen da heller ikke, nedslagtningerne af såvel familiemedlemmer som mutanterne fungerer ganske godt. Hvis man havde skabt en mere paranoid stemning i filmen og tungt understreget at denne ørken virkelig er det værste sted på jorden, ville den måske virke mere skræmmende. Jeg ville nemlig hellere ende i New Mexico Desert med en flok mutanter end på farmen med Sawyer-familien og Leatherface - blot for at understrege min pointe. Men hvis man som hororfan endnu ikke har set Aja's amerikanske debut, kan jeg uden tøven anbefale en film, som er lidt bedre end den middelmådige splatter.
Filmens handling er simpel, og heller ikke synderligt original. Alligevel føles det en smule anderledes end den almindelige horrorfilm. Den amerikanske regering har udført en række prøvesprængninger i udkanten af New Mexico Desert. Området er én stor radioaktiv sandkage og det bliver hærget af en flok mutanter (tidligere minearbejdere), som er ofre af atombomberne. Og første scene er kun med til understrege hvad deres genetiske deformationer og de ensomme år i ørkenen har gjort ved dem. Fire mennesker bliver nemlig brutalt nedslagtet og gennemhullet med rusten hakke, og derefter trukket væk til mutanternes grotte. Næst bliver publikum præsenteret for Carter-familien, der er på vej til Californien for at nyde sol, strand og hav. Det er imidlertid vedtaget (af faderen) at vejen skulle gå gennem ørkenen. De stopper på en gudsforladt tankstation, og får et tip af den lettere excentriske ejer, at de kan skyde en genvej gennem ørkenen for at undgå vejen i klipperne. Det gør den store familie så, hvilket de selvfølgelig aldrig skulle have gjort. For 13 km senere finder de dem selv i noget af en helvedes situation; bilens dæk er nemlig blevet punkteret. De ved bare ikke at det skyldes mutanternes fælde med et pig-bælte midt ude på vejen. Familien er strandet i ingenmandsland, blandt de 3 procent af landet hvor der ingen telefondækning er, stokfyldt med menneskeædende mutanter. Det lyder da som den perfekte opskrift på en badeferie med familien, ikke?
Okay, filmen er ikke for sarte sjæle, men dermed sagt er det ikke værre end som så, en splatterfan vil i hvert fald ikke væmmes. Filmen er ikke uudholdelig at kigge på, men der er selvfølgelig nogle ret blodige og voldsomme scener og en lille voldtægt samt en snes afskårede kropslemmer. Desværre er filmen ikke specielt nervepirrende; man sidder i hvert fald ikke og bider negle af spænding, og det er lidt en skam. Men alligevel fungerer filmen langt bedre end de fleste nye splattere. Der er skåret meget af klichéerne, og karakterne i filmen virker troværdige nok til at man får ondt af dem, og billedsiden er i sig selv også med til at understrege, at familien bogstaveligt talt befinder sig i helvede; den smeltende varme, de blodrøde klipper og dæmoniske mutanter er blot nogle af stikordene. Det er dog ikke altid, at jeg er lige vild med kameraføringen, blandt andet de energiske overgange, hvor kameraet hurtigt og rystende enten zoomer ind eller ud. Det virker simpelthen for påtvunget og kunstigt i en film, som er god til at holde den ret rolige og nærmest isolerende kameraføring.
Idéen med de mislykkede prøvesprængninger er sådan set også god nok, og på den måde er det sådan set USAs regering, der er den sande skurk, og mutanterne blot et resultat deraf. De deforme skabninger bliver derved en afspejling af menneskets gru og mørke side, hvilket også understreges af svigersønnens transformation, når han midt i filmen drager ud for at dræbe mutanterne, som har bortført hans nyfødte datter. Under dette mordtogt mister han flere liter blod og dynget til i andres blod, får hakket to fingre af og han bliver så udmattet, at han til sidst selv ligner brutal mutant. Dette har han selvfølgelig gjort for at redde sin familie, og hvis det ikke var for hans indre dyriske og brutale instinkter, ville han nok selv ende som mutantføde. Undervejs undrer man sig faktisk lidt over hvad der adskiller ham fra mutanterne/skurkene, som jo ikke selv er skyld i deres skæbne. Samme forløb ses også blandt andet i Hostel og The Descent (læs mine tidligere anmeldelser for at fange denne pointe, hvis den ikke allerede er forstået).
Alexandre Aja har begået en solid debut. The Hills Have Eyes er gedigen underholdning og splatguf for horrorfans. Der er ret så alvorlige mangler og den største er nok den ikke-tilstedeværende uhygge. Mutanterne skræmte aldrig livet af mig, men de blev mere betragtet som forhindringer der bare skulle skaffes af vejen, helst så blodigt og voldsomt som muligt, og der skuffer filmen da heller ikke, nedslagtningerne af såvel familiemedlemmer som mutanterne fungerer ganske godt. Hvis man havde skabt en mere paranoid stemning i filmen og tungt understreget at denne ørken virkelig er det værste sted på jorden, ville den måske virke mere skræmmende. Jeg ville nemlig hellere ende i New Mexico Desert med en flok mutanter end på farmen med Sawyer-familien og Leatherface - blot for at understrege min pointe. Men hvis man som hororfan endnu ikke har set Aja's amerikanske debut, kan jeg uden tøven anbefale en film, som er lidt bedre end den middelmådige splatter.
04/08-2008
