Lolita fra 8210
3.0
Molly er en teenagepige fra betonblokkene i 8210 V. Stadig med bøjle på tænderne, men også langt blond hår, store bryster og udfordrende tøj. Og så filmer hun sit liv. Blandt andet optakten til de timer, hvor hun måske blev gruppevoldtaget i et skur. Hun anmelder det i hvert fald et par dage senere, og lederen af den lokale politistation efterforsker stædigt sagen, selv om han ved, den er næsten umulig at føre til doms.
"MollyCam" handler om mange ting. Den går i kødet på reality-generationen, der som Molly mener, at ting er mere virkelige, når de bliver båndet. Den handler om, hvornår noget er voldtægt, og hvorfor det skal være så svært at straffe. Den handler om kønsroller - fx at en kvinde stadig 'selv er ude om det', hvis hun fantaserer om sex med mere end én mand, men ender med at blive voldtaget. Og den handler om en midaldrende mands fascination af den slutty teenagepige, han har besluttet sig for at redde.
Det er gode emner, men ærligt talt noget rod som film. "MollyCam" fungerer godt i starten, hvor den rimelig stringent koncentrerer sig om Molly og hendes destruktive forhold til hendes kæreste. Men efterhånden drejer filmen mere og mere over mod at handle om politimanden og hans fascination af Molly, og den ender med ikke rigtig at hænge sammen. Også selv om den provokerende åbne slutscene er god.
Christian Lollike har baseret manuskriptet på sit eget teaterstykke "Dom over skrig", der igen var inspireret af en virkelig gruppevoldtægtssag fra Århus. Hvilket er interessant - men desværre har hverken Lollike eller instruktør Aage Rais-Nordentoft formået at få det teatralske helt ud af filmen. Flere replikker er stive og lyder som noget, der bliver sagt fra en scene. Det gør personerne en anelse utroværdige, og det er især et problem, at man aldrig kommer helt ind på livet af Molly. I stedet bliver vi på distancen med en fascineret undren ligesom politimanden, der overtager handlingen.
Skuespillerne skal til gengæld have ros for godt og modigt skuespil. Lea Rønne gør det fint i en svær lolitaluder-rolle som Molly, Kristian Halken er også dristig i sit spil som politimanden - og Olaf Højgaard er måske i virkeligheden bedst af alle som Mollys psykotisk charmerende kæreste. De har en stor del af æren for, at jeg fulgte interesseret med hele vejen gennem en film, hvis fortælletekniske tricks er set før, men som til gengæld rører ved mange interessante emner i sit miskmask af en historie.
Men som helhed er det her altså en film, der er mere interessant end god. Den har rigtig meget til fælles med Lukas Moodyssons "Et hul i mit hjerte", men er langtfra så helstøbt og hårdtslående som Moodyssons rasende film.
"MollyCam" handler om mange ting. Den går i kødet på reality-generationen, der som Molly mener, at ting er mere virkelige, når de bliver båndet. Den handler om, hvornår noget er voldtægt, og hvorfor det skal være så svært at straffe. Den handler om kønsroller - fx at en kvinde stadig 'selv er ude om det', hvis hun fantaserer om sex med mere end én mand, men ender med at blive voldtaget. Og den handler om en midaldrende mands fascination af den slutty teenagepige, han har besluttet sig for at redde.
Det er gode emner, men ærligt talt noget rod som film. "MollyCam" fungerer godt i starten, hvor den rimelig stringent koncentrerer sig om Molly og hendes destruktive forhold til hendes kæreste. Men efterhånden drejer filmen mere og mere over mod at handle om politimanden og hans fascination af Molly, og den ender med ikke rigtig at hænge sammen. Også selv om den provokerende åbne slutscene er god.
Christian Lollike har baseret manuskriptet på sit eget teaterstykke "Dom over skrig", der igen var inspireret af en virkelig gruppevoldtægtssag fra Århus. Hvilket er interessant - men desværre har hverken Lollike eller instruktør Aage Rais-Nordentoft formået at få det teatralske helt ud af filmen. Flere replikker er stive og lyder som noget, der bliver sagt fra en scene. Det gør personerne en anelse utroværdige, og det er især et problem, at man aldrig kommer helt ind på livet af Molly. I stedet bliver vi på distancen med en fascineret undren ligesom politimanden, der overtager handlingen.
Skuespillerne skal til gengæld have ros for godt og modigt skuespil. Lea Rønne gør det fint i en svær lolitaluder-rolle som Molly, Kristian Halken er også dristig i sit spil som politimanden - og Olaf Højgaard er måske i virkeligheden bedst af alle som Mollys psykotisk charmerende kæreste. De har en stor del af æren for, at jeg fulgte interesseret med hele vejen gennem en film, hvis fortælletekniske tricks er set før, men som til gengæld rører ved mange interessante emner i sit miskmask af en historie.
Men som helhed er det her altså en film, der er mere interessant end god. Den har rigtig meget til fælles med Lukas Moodyssons "Et hul i mit hjerte", men er langtfra så helstøbt og hårdtslående som Moodyssons rasende film.
05/08-2008
