// Tidløs fortælling om besættelse, frihed og stridighed //
6.0
Ken Loachs Palme D'or 2006 vinder, The Wind That Shakes The Barley, er en tragisk og voldsom fortælling om Irlands frihedskrig mod stormagten England i 1919-1921 og den efterfølgende irske borgerkrig i 1922-1923. Filmen er ingen dans på roser, og selvom den ved første øjekast godt kunne ligne en storfilm stokfyldt med patos, overrasker den med dens forstyrrende intimitet og kølighed, som gør den til en af mest imponerende independent-film (uden at der går kvalmende socialrealisme i den), jeg nogensinde har overværet.
Damien O'Donovan (Cillian Murphy) er en ung og lovende læge på vej til London, hvor han har fået tilbudt en stilling. Hans bror Teddy (Padraic Delaney) styrer den lokale afdeling af den irske guerilla-organisation IRA, og opfordrer stærkt sin bror til at blive og kæmpe - især efter en grusom begivenhed, hvor deres fælles ven, den 17-årige Micheaíl Ó Súillebheán, blev tæsket ihjel af britiske paramilitære styrker. (Han ville ikke udtale sit navn på engelsk ved en ransagning). Damien bliver overbevist til at tage kampen op inden han når at tage afsted, og resten af filmen følger brødrene og deres fælles krig mod briterne og deres indbyrdes krig efter borgerkrigens udbrud. Det kan lige så godt slås fast, at der ikke er mange happy endings at komme efter.
Ken Loach og Paul Laverty har taget fat på en af de mere nedtonede politiske begivenheder, som foregik i den spæde begyndelse af mellemkrigstiden, hvor fokus for det meste lå på Tyskland, økonomien og til en vis grad også den omfattende russiske revolution. De har til dette formål valgt en hjerteskærende metafor, som afspejler Irlands udvikling, gennem to brødre, som i starten og i lang tid følger hinandens ideologier, der dog til sidst ender på modsatte fløje, hvilket får blodige konsekvenser. Det vigtigste fokus ligger imidlertid heller ikke på selve konflikten mellem England og Irland, men mere på den proces, som irerne gennemgår under de mørke år samt de blytunge valg vore hovedpersoner står overfor, og som de konsekvent er nødt til at træffe for deres egen og Irlands overlevelses skyld.
Loach har en meget nærværende og som sagt intim måde at lave sine film på. For det første på det rent indholdsmæssige plan, men også på det formmæssige. Billedsiden er nemlig uhyggeligt simpel, uden de store effekter eller andet gejl, som Hollywood er så specialiseret i. Kameraet kunne ligeså godt være en af de medfølgende IRA-medlemmer, som en eller anden flue på væggen blot iagttager hver eneste bevægelse. Derfor er mange af scenerne også ret detaljerede, hvilket ikke altid er lige behageligt, især når det kommer til diverse henrettelses- og torturscener. Billederne er smukke og drømmeagtige samtidig med at de er rå og uslebne, og dette er med til at skabe en helt bestemt - nærmest dualistisk - stemning, som gør at man efterlader filmen med en mærkeligt god fornemmelse i maven og en klump i halsen, som bare ikke kan synkes. Når en instruktør og manuskriptforfatter er så præcise til netop at lave den gyldne forbindelse mellem form og indhold, synes de at virke mere som poeter end filmfolk, og det er netop der, man kan begynde at snakke om mesterværker. The Wind That Shakes The Barley er uden tøven et lille sort mesterværk! Dertil skal skuespillerne selvfølgelig også roses, og det er som sædvanligt en stor fornøjelse at se Cillian Murphy i en rolle, som hverken kræver lidt af ham selv eller af publikum. Selvom han virker som den mest sympatiske og hjælpsomme i det store persongalleri, er han samtidig også den mest principfaste, brutale og idealistiske af dem alle. Ligesom resten af castet, som varierer fra 17-årige drenge til 80-årige bedstemødre, leveres her skuespillerpræstationer i særdeles høj klasse.
The Wind That Shakes... er ikke en film for alle, og hvis man forventer et krigsdrama á la Pearl Harbor, skal man holde fingrene fra denne lille gruopvækkende delikatesse af en film, som forlanger et langt bedre og mere engageret publikum end som så. Nu er du advaret, så selvom det er en voldsom, mørk, dyster (og yderst tidsløs) periodefilm uden et eneste glorificerende øjeblik, skal den netop opleves på grund af disse grunde. Sådan er Loach bare, og hans film skal sluges råt, ellers holder man dem ganske enkelt ikke ud.
Damien O'Donovan (Cillian Murphy) er en ung og lovende læge på vej til London, hvor han har fået tilbudt en stilling. Hans bror Teddy (Padraic Delaney) styrer den lokale afdeling af den irske guerilla-organisation IRA, og opfordrer stærkt sin bror til at blive og kæmpe - især efter en grusom begivenhed, hvor deres fælles ven, den 17-årige Micheaíl Ó Súillebheán, blev tæsket ihjel af britiske paramilitære styrker. (Han ville ikke udtale sit navn på engelsk ved en ransagning). Damien bliver overbevist til at tage kampen op inden han når at tage afsted, og resten af filmen følger brødrene og deres fælles krig mod briterne og deres indbyrdes krig efter borgerkrigens udbrud. Det kan lige så godt slås fast, at der ikke er mange happy endings at komme efter.
Ken Loach og Paul Laverty har taget fat på en af de mere nedtonede politiske begivenheder, som foregik i den spæde begyndelse af mellemkrigstiden, hvor fokus for det meste lå på Tyskland, økonomien og til en vis grad også den omfattende russiske revolution. De har til dette formål valgt en hjerteskærende metafor, som afspejler Irlands udvikling, gennem to brødre, som i starten og i lang tid følger hinandens ideologier, der dog til sidst ender på modsatte fløje, hvilket får blodige konsekvenser. Det vigtigste fokus ligger imidlertid heller ikke på selve konflikten mellem England og Irland, men mere på den proces, som irerne gennemgår under de mørke år samt de blytunge valg vore hovedpersoner står overfor, og som de konsekvent er nødt til at træffe for deres egen og Irlands overlevelses skyld.
Loach har en meget nærværende og som sagt intim måde at lave sine film på. For det første på det rent indholdsmæssige plan, men også på det formmæssige. Billedsiden er nemlig uhyggeligt simpel, uden de store effekter eller andet gejl, som Hollywood er så specialiseret i. Kameraet kunne ligeså godt være en af de medfølgende IRA-medlemmer, som en eller anden flue på væggen blot iagttager hver eneste bevægelse. Derfor er mange af scenerne også ret detaljerede, hvilket ikke altid er lige behageligt, især når det kommer til diverse henrettelses- og torturscener. Billederne er smukke og drømmeagtige samtidig med at de er rå og uslebne, og dette er med til at skabe en helt bestemt - nærmest dualistisk - stemning, som gør at man efterlader filmen med en mærkeligt god fornemmelse i maven og en klump i halsen, som bare ikke kan synkes. Når en instruktør og manuskriptforfatter er så præcise til netop at lave den gyldne forbindelse mellem form og indhold, synes de at virke mere som poeter end filmfolk, og det er netop der, man kan begynde at snakke om mesterværker. The Wind That Shakes The Barley er uden tøven et lille sort mesterværk! Dertil skal skuespillerne selvfølgelig også roses, og det er som sædvanligt en stor fornøjelse at se Cillian Murphy i en rolle, som hverken kræver lidt af ham selv eller af publikum. Selvom han virker som den mest sympatiske og hjælpsomme i det store persongalleri, er han samtidig også den mest principfaste, brutale og idealistiske af dem alle. Ligesom resten af castet, som varierer fra 17-årige drenge til 80-årige bedstemødre, leveres her skuespillerpræstationer i særdeles høj klasse.
The Wind That Shakes... er ikke en film for alle, og hvis man forventer et krigsdrama á la Pearl Harbor, skal man holde fingrene fra denne lille gruopvækkende delikatesse af en film, som forlanger et langt bedre og mere engageret publikum end som så. Nu er du advaret, så selvom det er en voldsom, mørk, dyster (og yderst tidsløs) periodefilm uden et eneste glorificerende øjeblik, skal den netop opleves på grund af disse grunde. Sådan er Loach bare, og hans film skal sluges råt, ellers holder man dem ganske enkelt ikke ud.
05/08-2008
