Tungsind på prærien
3.0
Amoral og revolvermænd i præriens golde kulisse har formodentlig altid været en velkendt kombination - og i filmisk sammenhæng endda en sikker vinder. Senest var det brødrene Ethan og Joel Coen der tog formlen under kærlig hånd med oscar-slugeren ”No Country for Old Men” og pustede en ny, innoverende vind under dens vinger. Og endnu bedre var det da ”There Will Be Blood”, Paul Thomas Andersons blanding af intimt kammerspil og episk storfilm, gjorde et helt umenneskelig mørkt og dragende univers ud af vestens ukuelige oliegravere.
Mørke og tungsind i de amerikanske, knastørre højsletter har altså vist sig nærmest at være en selvskreven succes, ikke mindst med førnævnte film i spidsen, ”No Country for Old Men” og ”There Will Be Blood”, der begge stykker et par fantastiske filmverdener sammen ved hjælp af et stort formørkende sortsyn. I skyggen af dem, og formlens talrige andre pragteksemplarer, står Nick Cave og John Hillcoats ”The Proposition” som et langt mere tvivlsomt forsøg udi det denne gang vilde Australiens mørke - ja, næsten som en lidt for velkendt præriefærd mod en langsom, men sikker solnedgang. Her er ellers det hele: væsentlige temaer, rå vold, undermandede moralske vogtere og talstærke rebeller, der skyder først og gerne helt uden at spørge. Der er mudrede ansigter, landskabsbilleder og seksløbere så ikke et øje er tørt hos en hvilken som helst western-fan.
Besynderligt nok får den overhængende stemning af håbløshed dog så frie tøjler i ”The Proposition”, at det er svært rigtig at engagere sig i andet end netop det. Ingen af filmens involverede karakterer, onde såvel som gode, løfter sig for alvor til at være andet end en håndfuld skitser, der blot skal levne stemningen, stilen og den ’punkede’ attitude en berettigelse for sin eksistens. Introduktionen af de forskellige personer er der f. eks. set stort på. Næ, Nick Caves manuskript åbner hårdt og kontant ud med en pludselig actionscene, hvor al den indledende grundighed der måtte savnes simpelthen blæses til kosmos, hvilket sådan set opsummerer størstedelen af ”The Proposition” som helhed. Det er konsekvent skåret, men samtidig så kantet at man næsten har umuligt ved at hæfte sig ved andet end volden og mørket.
”The Proposition” er langt fra nogen dårlig film, men blot overraskende jævn i både sin beretning og sin filmiske udførelse. Man savner et eller flere iøjefaldende varemærker, der som et eksploderende olieboretårn, en lufttrykspistol eller en skævt klingende harmonika nægter at lade sig glemme. Men mest af alt savner man at føle de lidende personer, der skimtes under den kyniske overflade af Nick Cave og John Hillcoat westernmareridt - for noget siger mig, at de har fortjent det.
Mørke og tungsind i de amerikanske, knastørre højsletter har altså vist sig nærmest at være en selvskreven succes, ikke mindst med førnævnte film i spidsen, ”No Country for Old Men” og ”There Will Be Blood”, der begge stykker et par fantastiske filmverdener sammen ved hjælp af et stort formørkende sortsyn. I skyggen af dem, og formlens talrige andre pragteksemplarer, står Nick Cave og John Hillcoats ”The Proposition” som et langt mere tvivlsomt forsøg udi det denne gang vilde Australiens mørke - ja, næsten som en lidt for velkendt præriefærd mod en langsom, men sikker solnedgang. Her er ellers det hele: væsentlige temaer, rå vold, undermandede moralske vogtere og talstærke rebeller, der skyder først og gerne helt uden at spørge. Der er mudrede ansigter, landskabsbilleder og seksløbere så ikke et øje er tørt hos en hvilken som helst western-fan.
Besynderligt nok får den overhængende stemning af håbløshed dog så frie tøjler i ”The Proposition”, at det er svært rigtig at engagere sig i andet end netop det. Ingen af filmens involverede karakterer, onde såvel som gode, løfter sig for alvor til at være andet end en håndfuld skitser, der blot skal levne stemningen, stilen og den ’punkede’ attitude en berettigelse for sin eksistens. Introduktionen af de forskellige personer er der f. eks. set stort på. Næ, Nick Caves manuskript åbner hårdt og kontant ud med en pludselig actionscene, hvor al den indledende grundighed der måtte savnes simpelthen blæses til kosmos, hvilket sådan set opsummerer størstedelen af ”The Proposition” som helhed. Det er konsekvent skåret, men samtidig så kantet at man næsten har umuligt ved at hæfte sig ved andet end volden og mørket.
”The Proposition” er langt fra nogen dårlig film, men blot overraskende jævn i både sin beretning og sin filmiske udførelse. Man savner et eller flere iøjefaldende varemærker, der som et eksploderende olieboretårn, en lufttrykspistol eller en skævt klingende harmonika nægter at lade sig glemme. Men mest af alt savner man at føle de lidende personer, der skimtes under den kyniske overflade af Nick Cave og John Hillcoat westernmareridt - for noget siger mig, at de har fortjent det.
06/08-2008
