Dansen med djævlen

Aldrig har sangen, ”Singin’ in the rain”, blevet sunget under så skrækindjagende og makabre omstændigheder, som den gør i Kubricks futuriske ”A clockwork orange”. De flyvende vokaler og konsonanter flyver elegant ud af den unge drengs, Alex DeLarge, mund, mens de former sig til sangen ”Singin’ in the rain”. Elegant og rytmisk sparker, danser og slår han uprovokeret løs på sine to uskyldige ofre, en gammel forfatter og hans kone, som tilfældigvis er blevet målskiver for Alex’ bandes natlige ravage og terror. Skrupelløst begiver Alex sig i gang med, at beklæde damen af, mens hun fastholdes af en af hans kumpaner – stadig under de syngende glædestoner – for dermed at sætte i gang med hans yndlings leg, ”an old in and out”.

Scenen nævnt ovenfor, er blot en af mange groteskheder i Stanley Kubricks farverige dystopi, ”A clockwork orange”, og er på alle måder en film, som ikke ejer nogen form for tilbageholdenhed. Glasuren er smurt af lagkagen, og fyldet serveres råt og grotesk – gerne splattet. Spørgsmålet er bare, om man så tør tage et stykke af kagen. For dem der tør, stifter de bekendtskab med hvad der kunne syntes, at være djævlen selv. Du kender vidst godt personligheden fra børnehaven. Den unge som fandt det sjovt at hive vingerne af fluerne, fange regnorme og torturere dem, samt at finde det meget mere interessant at lege doktor med pigerne, frem for actionman med drengene.

Alex DeLarge (Malcom McDowell) kunne meget vel have teet sig sådan som unge. I ”A clockwork orange” er Alex vokset op til en ung mand, og han lever nu i et futurisk, neon skinnende England, præget af perverse og euforiserende mælkebare og glitrende musikbutikker, ophængt med sexsymboler over alt. Hans førhen tortur mod små insekter, er nu blevet skiftet ud med mennesker selv. Alex er lederen af et par sociopatiske unge mænd, som perverst – ligesom ham selv - finder stimulans i, at gøre andre mennesker uret – lige meget hvilke perverse, kvalmende og uforståelige midler de end måtte være nødsaget til at bruge. Den ekstreme levevis, Alex og gutterne føre, er lutter og lagkage til at starte med, men pludselig - som en pistol kan sætte sig fast i afgørelsens time - giver deres voldelige tilværelse bagslag. På grund af jalousi fra slængets andre medlemmer, vælger de at forråde deres diktatoriske leder, Alex, under et mislykket indbrud hvor en standhaftig kvinde ubevidst omkommer. Alex ender i spjældet med en dom på 14 år, men ser muligheden i at få dommen nedsat, ved at deltage i et eksperimenterende projekt, Ludovico, som staten er i gang med at udvikle.

”A clockwork orange” er som en lang filmisk vals, som let på tå, skaber kuldegysninger ned langs ad ryggen. I et vælg af farver, mastodontisk symfoniorkester musik og djævelsk spil fra Malcom McDowell, kaster Kubrick et sansebombardement i hovedet på os og griber langsomt mere og mere om halsen, og nænner ikke at give slip. Den totalitære stat kommer under kritisk belysning, afbilledet i Alex’ uhyggelige reformering fra skurk til offer, som samtidig åbner op for en interessant problematik – fremtvunget af groteske film om sort-hvid ideologier, sex og vold forherligelse. Groft sagt, får Alex smagt sin egen medicin, og han kan ikke lide det.

Kritikken bliver kraftfuldt understøttet midt under anskuelsen af Alex, efter han har færdiggjort eksperimentet. Fængselspræsten er den eneste der tager afstand fra Ludovico, i et lokale, fyldt med statslige overhoveder og journalister. Alex er blevet berøvet retten til at vælge mellem det rigtige og det forkerte, og er havnet som et statsligt og falsk produkt på det ideelle menneske. Friheden er ham bestjålet, som præsten – der før er blevet latterliggjort under gudstjenesten, hvor hans enøjede, naive retorik synes tomme ord i det kriminelle selskab – pointerer oprigtigt, at når mennesket har mistet retten til selv at vælge, så er det ikke et menneske mere.

Det dynamiske trækplaster, udover de gang på gang innoverende tekniske delikatesser, er manden bag Alex DeLarge. Malcom McDowell spiller hudløst og karakteriserer en djævelsk personlighed. Han er ondskaben, som den er mørkest, volden som den er mest usympatisk og fraværende fra samfundets lov og orden, som en anden rebelsk teenager. Hvad der er mest uforklarligt og ualmindeligt godt gået, i karakteriseringen af mennesket Alex DeLarge, er at han selv i hans voldudgydelser taget i betragtning, ejer et engleansigt, dragende som en rose, men farlig som tornene på dem. Han bliver gjort sympatisk, da han, som en anden slave, uretmæssigt bliver tortureret og offer for retspolitisk magtmisbrug. Man kan drage paralleler til nutidens mest ondskabsfulde skikkelse, Jokeren i "The Dark Knight", som også ejer den samme ømhed og groteskhed som Alex. Kald det en half and half.

Man kan måske klandre Kubrick for, at stilisere sit værk en tand for kækt, som om instruktøren ikke kan dy sig hans geniale ekspertise. Men, man skal vel tage det gode med det onde. Uanset hvad, om man afskyer de mange opstødende væmmeligheder, som udspiller sig i det futuriske mareridt, så kan man ej benægte dens berettede plads i filmhistorien, for både at være et værk, som ikke ligger glorificerende og censur skabende trompetlyde imellem (som Hollywood så ofte bærer sig ad med), samt stilistisk at være enestående, i dens fascinerende blanding af eksplicit udført vold, meningsløse voldtægter og ondskabsfuldt hjernevaskelse. Krydret med delikat og farverig kameraopfindsomhed, som kun Kubrick mestrer. Alt sammen som et djævelsk udspil fra en af tidens mest innovative og frygtløse instruktører, under tonerne af Beethovens virtuose, Den niende symfoni.