Jøden, der ikke ville være jøde
4.0
"Un Secret", som er bygget på Philippe Grimberts boglige forlæg, er særligt af én grund meget interessant (selv om det ikke er filmens primære tema):
"Jøde-og-offer"-trivialiteten brydes med skildringen af en jøde og sportsmand i 1930rne, som ret beset dyrker og anerkender den nazistiske opdeling af mennesker som enten stærke eller svage. Det er ikke set før, men det er forfriskende, fordi det siger meget mere om 1930rnes tidsånd, end vi i eftertidens bekvemme sejrherre-idealisme har været rede til at erkende om vor kulturelle fortid.
Som en måske næsten logisk følge af sine styrke-idealer, forelsker han sig trods nystiftet familie og en kærlig kone (Ludivine Sagnier) hovedkulds i en fotogen og atletisk-elegant kvinde (Cécile de France, fransk films nye store kvindelige stjerne, især kendt fra slasheren "Haute Tension"). Hun er gift til anden side, men det standser ham ikke, og senere fører skæbnen dem sammen - om end på en dyster baggrund.
Man øjner i vor sekundære hovedperson (som er far til filmens fortæller, der var en 10-15-årig splejset dreng, mens handlingen udspiller sig) måske den samme ånd, som fik folk over hele verden til at beundre Hitlers stolte og disciplinerede "sunde" Tyskland. Hertillands tænker man især på gymnastik- og højskolelæreren Niels Bukh, som nød enorm respekt i sin samtid.
Faderen foragter sine egnes klagesang over udviklingen ved familiære sammenkomster, og han frasiger sig enhver forbindelse til jødisk kultur, døber og opdrager sin søn som katolsk-kristen, hvilket naturligvis afstedkommer hovedrysten og foragt fra hans jødiske slægt og venner. At han trods denne enorme assimililation alligevel tvinges til at skjule sig for de skånselsløse nazister er et personligt nederlag, som han dog er for stolt til at anerkende.
Filmens clou er selvsagt en hemmelighed, som filmens fortæller får afsløret af sine vrangvillige forældre på sin 15-års fødselsdag i slutningen af 1950erne. Antydninger og fornemmelser får mening, men som i det virkelige liv (som filmen jo bygger på), udebliver den usandsynlige soning som forløsende finish. Men en forståelse for en mørk familiær arv er blevet os til del.
Fortælletempoet er lidt trægt, og stemningslægningen fungerer ikke så stærkt, som man kunne ønske sig ift. filmens oprigtigt gode historie. Færre skift mellem nutid og fortid ville nok ha' løftet intensiteten, selv om mange scener er mesterligt vellykkede som skildringer af barndommens mere eller mindre traumatiske erindringer.
"Jøde-og-offer"-trivialiteten brydes med skildringen af en jøde og sportsmand i 1930rne, som ret beset dyrker og anerkender den nazistiske opdeling af mennesker som enten stærke eller svage. Det er ikke set før, men det er forfriskende, fordi det siger meget mere om 1930rnes tidsånd, end vi i eftertidens bekvemme sejrherre-idealisme har været rede til at erkende om vor kulturelle fortid.
Som en måske næsten logisk følge af sine styrke-idealer, forelsker han sig trods nystiftet familie og en kærlig kone (Ludivine Sagnier) hovedkulds i en fotogen og atletisk-elegant kvinde (Cécile de France, fransk films nye store kvindelige stjerne, især kendt fra slasheren "Haute Tension"). Hun er gift til anden side, men det standser ham ikke, og senere fører skæbnen dem sammen - om end på en dyster baggrund.
Man øjner i vor sekundære hovedperson (som er far til filmens fortæller, der var en 10-15-årig splejset dreng, mens handlingen udspiller sig) måske den samme ånd, som fik folk over hele verden til at beundre Hitlers stolte og disciplinerede "sunde" Tyskland. Hertillands tænker man især på gymnastik- og højskolelæreren Niels Bukh, som nød enorm respekt i sin samtid.
Faderen foragter sine egnes klagesang over udviklingen ved familiære sammenkomster, og han frasiger sig enhver forbindelse til jødisk kultur, døber og opdrager sin søn som katolsk-kristen, hvilket naturligvis afstedkommer hovedrysten og foragt fra hans jødiske slægt og venner. At han trods denne enorme assimililation alligevel tvinges til at skjule sig for de skånselsløse nazister er et personligt nederlag, som han dog er for stolt til at anerkende.
Filmens clou er selvsagt en hemmelighed, som filmens fortæller får afsløret af sine vrangvillige forældre på sin 15-års fødselsdag i slutningen af 1950erne. Antydninger og fornemmelser får mening, men som i det virkelige liv (som filmen jo bygger på), udebliver den usandsynlige soning som forløsende finish. Men en forståelse for en mørk familiær arv er blevet os til del.
Fortælletempoet er lidt trægt, og stemningslægningen fungerer ikke så stærkt, som man kunne ønske sig ift. filmens oprigtigt gode historie. Færre skift mellem nutid og fortid ville nok ha' løftet intensiteten, selv om mange scener er mesterligt vellykkede som skildringer af barndommens mere eller mindre traumatiske erindringer.
09/08-2008
