Igennem ild og vand

Hvad man dog ikke gør, når man er håbløst forelsket i hvad der kunne være den eneste ene. Man siger kærlighed gør blind, i så fald er vores to farverige elskere, Clarence og Alabama, et eminent billede på netop dette. Tarantino’s og Scott’s eksplosive ”True Romance”, er en finurlig, sjælden og hjertevarm omgang belysning af den action beklædte kærlighed, dragende med et konstant 80’erblik i øjet, dirrende og sprængfarlig som en anden tikkende bombe.

”True Romance” kunne meget vel betegnes som ”Pretty Woman” skruet op i et trecifret tempo, bortset fra, at Richard Gere, ikke længere er rig, men en fattig og målløs ung mand, med et blødende hjerte for kongen af Rock’n Roll. Nuvel, kan den uberegnelige kærlighed opstå ligeså hurtig og mærkværdigt som et stjerneskud. Clarence støder på den smukke, unge Alabama, da han på sin fødselsdag ved tradition, går i biografen for at se kung-fu film helt, helt alene. Et nyt tændt lys i hans ellers grålige liv. Hvilket også gælder for Alabama.

Før de for set sig om, er de smaskforelsket i hinanden – som Anja og Viktor, ved første hik – det på trods af, at Alabama i oprigtigheden var hyret af Clarences chef som ’callgirl’, til at muntre Clarence lidt op på hans fødselsdag – og på blot en nat bliver deres verden vendt op og ned. På grund af Alabamas’ fortid, vælger Clarence at tage loven i egen hånd, for at gøre det af med Alabamas alfons, som uomtvisteligt ville komme og hjemsøge dem for resten af deres dage. Clarence viser, at han er en mand med nosser af stål, og stiller sig ansigt til ansigt med Alabamas forhenværende, psykotiske arbejdsgiver, i skikkelse af en herlig Gary Oldman, midt i løvens egen hule. Clarence smører ærmerne op – bestemt ikke for sidste gang(!) – og hugger alt hvad han kan i sin blinde forelskelse, som det 20. århundreds hvide ridder, i forsvar af hans Lady Marion. Det bliver startskuddet til en lang og nervepirrende jagt på Clarence og Alabama.

Man kan meget let komme til at holde af ”True Romance”, både for dens mærkværdige, sukkersøde stilblanding af klicheer og kreativ dialog – der hæver sig over teksten via den veludførte instruktion – og som en omgang bombesikker ’skyd først og spørg ikke bagefter’. Men hvad der først kendetegner sig, og retfærdiggøre filmens popularitet, er, at Tarantino og Scott formår at holde kærligheden uskyldig og smuk – som ens egen første forelskelse – samtidig med, at den bliver konsekvent badet i grotesk vold og utømmelige maskingeværer. Selvfølgelig skal man heller ikke glemme, de mange satiriske biroller, som eksempelvis en storrygende og luddoven Brad Pitt i skikkelse som bistandbumsen, Floyd.

Når det så er sagt om det ’gennemhullet kærlighedsslør’, så er der ikke ret meget andet og finde i ”True Romance” – som grangiveligt kan have en fætter, at finde i den skrupelløse ”Pulp Fiction”, end blot blodindsmurt kærlighed under sær belysning. Ramasjanget kender ingen grænser, og filmen forbliver derfor som et legetøj i filmverden – men heller ikke mere, end blot et stykke legetøj. Det er selvfølgelig en bedrift af Scott, at han formår, at holde speederen i bund i samtlige minutter, og samtidig kunne holde underholdning i en stram linje hele tiden. Men, det er først og fremmest både skønt og befriende, at se Slater og Arquette i bundløs kærlighed til hinanden - de giver baghjul til DiCaprio og Winslet i ”Titanic”. Som verdens centrum svinger de sværdet i kærlighedens navn i håb om, at kunne leve lykkeligt til deres dages ende. For det er alt hvad de vil.