Det kinesiske mumieeffektfyrværkeri blev en fuser
3.0
tredje ombæring af O’Connell vs. Mummy har Stephen Sommers overladt instruktionsstolen til Rob Cohen og samtidigt har serien taget et endnu større skridt ned af kvalitetsstigen end det var tilfældet imellem den første og anden film. Mummy 3 er en tempofyldt omgang popcornsunderholdning af den slags, der ikke forlanger meget af sit publikum. I perioderne hvor actionfesten brager løs går det nogenlunde, men historien er simpelthen for tandløs, manuskriptet for slapt og skuespillet langt fra overbevisende.
Rigtige mumier kommer fra Egypten… eller måske gør de ikke for denne gang går den vilde skattejagt i 40ernes Kina, hvor yngste gren på O’Connell stammer er stærkt medvirkende til at vække en gammel kinesisk kejsermumie, som er særdeles gnaven og kun har to ting i hovedet. At blive udødelig og hersker over alle mennesker under solen. Dermed er scenen sat til et kapløb om kilden til det uendelige liv, hvor den ene mere usandsynlige situation afløser den anden.
Den frugtbare kombination af veltimet komik med elskværdige skattejæger i centrum og hæsblæsende action i forhistoriske rammer, som prægede især første film, er blevet afløst af et ønske om, at alt skal være større og vildere, hvilket ikke altid er en skidt ting. Men her er det. Historien er mærkelig intetsigende og fyldes flere steder op om pinligheder blot for at vise effekter og tager tingene ud på et overdrev. Bedste eksempel er en flok Yetier, som pludselig får en afgørende rolle i kampen for overlevelse for vores helte. Det virker malplaceret og er så tydeligt et resultat af, at en har tænkt ”det kunne da være sjovt lige at smide en afskyelig snemand ind i kampen, nu hvor vi alligevel er i Kina? Måske bare for at blære os med CGI?”, og disse er der flere eksempler på filmen igennem. Samtidigt er filmens mere rolige øjeblikke, hvor især O’Connell-familiens interne problemer fylder meget pinlig klicheagtige og meget slappe. Den komisk timing er næsten væk, selvom man et par gange trækker på smilebåndet.
Brendan Fraser gør, hvad han kan for at gentage sin charmørrolle med komikken i centrum, men manuskriptet lader ham i stikken, så mange af hans replikker virker utroværdige. Hans energiske spillestil holder dog vand i især actionscenerne, hvor han er i sit es, og han har intet problem med at stjæle lærredet, når han er på. Dette skyldes til dels malplaceret skuespil af Mario Bello, som slet ikke formår at give ham samme charmerende modspil, som Rachell Weisz gjorde i de første film. Bello har leveret mange fine præstationer, men virker fejlcastet i rollen som Evelyn, der i hendes skikkelse virker som en snoppet overklassefrue, der ligger langt fra Weisz’ småkejtet og indledningsvis generte bibliotekar.
Den kinesisk iklædte mumie er ikke entydig en fiasko. Flere af actionscenerne fungerer godt og holder underholdningsværdien oppe med flotte sekvenser, men der er bare så meget andet, der ikke virker i filmen. Figurerne er blevet mere karikerede, og selvom filmen helt bevidst er popcornsunderholdning af den ikke hjerneaktiverende slags, så klæder det ikke serien, at den i den grad taler mere ned til sit publikum, end det var tilfældet i de første film. Med denne tredje film i række, bør den sidste mumie være genoplivet og Indiana Jones light kan lægge sin hat på hylden.
Rigtige mumier kommer fra Egypten… eller måske gør de ikke for denne gang går den vilde skattejagt i 40ernes Kina, hvor yngste gren på O’Connell stammer er stærkt medvirkende til at vække en gammel kinesisk kejsermumie, som er særdeles gnaven og kun har to ting i hovedet. At blive udødelig og hersker over alle mennesker under solen. Dermed er scenen sat til et kapløb om kilden til det uendelige liv, hvor den ene mere usandsynlige situation afløser den anden.
Den frugtbare kombination af veltimet komik med elskværdige skattejæger i centrum og hæsblæsende action i forhistoriske rammer, som prægede især første film, er blevet afløst af et ønske om, at alt skal være større og vildere, hvilket ikke altid er en skidt ting. Men her er det. Historien er mærkelig intetsigende og fyldes flere steder op om pinligheder blot for at vise effekter og tager tingene ud på et overdrev. Bedste eksempel er en flok Yetier, som pludselig får en afgørende rolle i kampen for overlevelse for vores helte. Det virker malplaceret og er så tydeligt et resultat af, at en har tænkt ”det kunne da være sjovt lige at smide en afskyelig snemand ind i kampen, nu hvor vi alligevel er i Kina? Måske bare for at blære os med CGI?”, og disse er der flere eksempler på filmen igennem. Samtidigt er filmens mere rolige øjeblikke, hvor især O’Connell-familiens interne problemer fylder meget pinlig klicheagtige og meget slappe. Den komisk timing er næsten væk, selvom man et par gange trækker på smilebåndet.
Brendan Fraser gør, hvad han kan for at gentage sin charmørrolle med komikken i centrum, men manuskriptet lader ham i stikken, så mange af hans replikker virker utroværdige. Hans energiske spillestil holder dog vand i især actionscenerne, hvor han er i sit es, og han har intet problem med at stjæle lærredet, når han er på. Dette skyldes til dels malplaceret skuespil af Mario Bello, som slet ikke formår at give ham samme charmerende modspil, som Rachell Weisz gjorde i de første film. Bello har leveret mange fine præstationer, men virker fejlcastet i rollen som Evelyn, der i hendes skikkelse virker som en snoppet overklassefrue, der ligger langt fra Weisz’ småkejtet og indledningsvis generte bibliotekar.
Den kinesisk iklædte mumie er ikke entydig en fiasko. Flere af actionscenerne fungerer godt og holder underholdningsværdien oppe med flotte sekvenser, men der er bare så meget andet, der ikke virker i filmen. Figurerne er blevet mere karikerede, og selvom filmen helt bevidst er popcornsunderholdning af den ikke hjerneaktiverende slags, så klæder det ikke serien, at den i den grad taler mere ned til sit publikum, end det var tilfældet i de første film. Med denne tredje film i række, bør den sidste mumie være genoplivet og Indiana Jones light kan lægge sin hat på hylden.
13/08-2008
