Fin underholdning
4.0
Jeg har det ambivalent med Hellboy, fordi figuren på den ene side virker som en nar af en superhelt, men på den anden side inkorporerer elementer, der umiddelbart synes helt inspireret af H.P. Lovecrafts skumle Cthulhu mytologi og lignende.
Men som forgængeren er det her nu egentlig helt fin underholdning. Det er ellers tæt på at kamme over i overgearede action- og slåskamp-sekvenser undervejs, især i slutningen, hvor vi selvfølgelig skal se titlens gyldne hær, men plottet holder undervejs med sine små, hårde pointer. Sejre koster trods alt noget, og der må indgås løfter og bringes ofre undervejs for (igen) at redde verden for det uhyggelige paranormale, der findes hinsides, hvad den menneskelige forstand kan acceptere eller leve med.
Der er dog små sekvenser undervejs, der gør figurerne meget mere elskelige og forhindrer dem i at blive fuldstændigt to-dimensionelle og overfladiske. F.eks. åbnes der med et flashback to Hellboys drenge, hvilket betyder John Hurt får lov til at være lidt med igen, og det er altid godt, også selv om han ikke får meget plads. Eller bemærk scenen, hvor Hellboy tager Abe i at være fortabt i Manilov's "Can't Smile Without You". Både herligt og komisk.
Guillermo Del Toro's hånd fornægter sig da heller ikke i form af de mareridts-skikkelser, vi skal hilse på undervejs. Bemærk eksempelvis gruppens søgen efter den gyldne hær, og hvem de møder, og fortæl mig så, at det ikke tager tankerne tilbage til Pans Labyrint...
Men som sagt, fin nok underholdning, der holder. Hvis du kan overvinde dig selv til at se en film kaldet Hellboy og kan acceptere alskens paranormale væsner med overdimensionerede slåskampe til følge, så er der klart underholdning at finde her.
Dog lige en ting - mens det ikke er strengt nødvendigt, så foreslår jeg, at man lige ser forgængeren først, hvis man ikke kender den allerede. Ikke at plottet behøver det, men så kender man afgjort figurerne bedre og får dermed mere ud af filmen, idet der her bygges videre på de personlige forhold.
Men som forgængeren er det her nu egentlig helt fin underholdning. Det er ellers tæt på at kamme over i overgearede action- og slåskamp-sekvenser undervejs, især i slutningen, hvor vi selvfølgelig skal se titlens gyldne hær, men plottet holder undervejs med sine små, hårde pointer. Sejre koster trods alt noget, og der må indgås løfter og bringes ofre undervejs for (igen) at redde verden for det uhyggelige paranormale, der findes hinsides, hvad den menneskelige forstand kan acceptere eller leve med.
Der er dog små sekvenser undervejs, der gør figurerne meget mere elskelige og forhindrer dem i at blive fuldstændigt to-dimensionelle og overfladiske. F.eks. åbnes der med et flashback to Hellboys drenge, hvilket betyder John Hurt får lov til at være lidt med igen, og det er altid godt, også selv om han ikke får meget plads. Eller bemærk scenen, hvor Hellboy tager Abe i at være fortabt i Manilov's "Can't Smile Without You". Både herligt og komisk.
Guillermo Del Toro's hånd fornægter sig da heller ikke i form af de mareridts-skikkelser, vi skal hilse på undervejs. Bemærk eksempelvis gruppens søgen efter den gyldne hær, og hvem de møder, og fortæl mig så, at det ikke tager tankerne tilbage til Pans Labyrint...
Men som sagt, fin nok underholdning, der holder. Hvis du kan overvinde dig selv til at se en film kaldet Hellboy og kan acceptere alskens paranormale væsner med overdimensionerede slåskampe til følge, så er der klart underholdning at finde her.
Dog lige en ting - mens det ikke er strengt nødvendigt, så foreslår jeg, at man lige ser forgængeren først, hvis man ikke kender den allerede. Ikke at plottet behøver det, men så kender man afgjort figurerne bedre og får dermed mere ud af filmen, idet der her bygges videre på de personlige forhold.
17/08-2008
