Overlever som gyser trods svagt skuespil og klæg finish
3.0
Den korte vurdering: Gysene (eller rettere: chokeffekterne) fungerer generelt OK. Skuespillet er svagt, og slutningen er både forudsigelig og klæg.
I betragtning af hvilke rædselsvækkende syn vor hovedperson (Alba) oplever efter at være blevet udstyret med cellulært hukmommende, transplanterede hornhinder fra en synsk selvmorder, tager hun længe rædslerne med en forbløffende høj grad af sindsro og siden en ligeledes forbløffende mangel på lyst til at beskrive sine konkrete oplevelser overfor sine nærmeste omgivelser - selv da muligheden byder sig flere gange undervejs.
Denne adfærd fremstår påfaldende usandsynlig og blev for mig ret hurtigt et væsentligt irritationsmoment.
Min dertil fraværende begejstring for Jessica Albas skuespilsmæssige udtryk (som jeg finder meget lidt karismatisk og u-involverende), reducerede ret hurtigt min interesse til selve chokeffekterne og sammenhængskraften i filmens overordnede historie. Begge disse elementer fungerede heldigvis det meste af tiden, selv om man nok må spørge "kendere af åndeverdenen", om det mon kan passe, at Døden ligner et så primitivt brølende rovdyr, som den fremstår som i filmen(...?!)
Filmen overlever således på sine hæderlige gys og lader sig i sidste ende anbefale til den ikke særligt kritiske filmforbruger, der gerne vil ha' gys uden "splattersovs". Om den er bedre end sit singaporanske forbillede, er mest af alt en smagssag. Ingen af filmene er tilnærmelsesvist rigtigt gode.
I betragtning af hvilke rædselsvækkende syn vor hovedperson (Alba) oplever efter at være blevet udstyret med cellulært hukmommende, transplanterede hornhinder fra en synsk selvmorder, tager hun længe rædslerne med en forbløffende høj grad af sindsro og siden en ligeledes forbløffende mangel på lyst til at beskrive sine konkrete oplevelser overfor sine nærmeste omgivelser - selv da muligheden byder sig flere gange undervejs.
Denne adfærd fremstår påfaldende usandsynlig og blev for mig ret hurtigt et væsentligt irritationsmoment.
Min dertil fraværende begejstring for Jessica Albas skuespilsmæssige udtryk (som jeg finder meget lidt karismatisk og u-involverende), reducerede ret hurtigt min interesse til selve chokeffekterne og sammenhængskraften i filmens overordnede historie. Begge disse elementer fungerede heldigvis det meste af tiden, selv om man nok må spørge "kendere af åndeverdenen", om det mon kan passe, at Døden ligner et så primitivt brølende rovdyr, som den fremstår som i filmen(...?!)
Filmen overlever således på sine hæderlige gys og lader sig i sidste ende anbefale til den ikke særligt kritiske filmforbruger, der gerne vil ha' gys uden "splattersovs". Om den er bedre end sit singaporanske forbillede, er mest af alt en smagssag. Ingen af filmene er tilnærmelsesvist rigtigt gode.
17/08-2008
