Fra jakkesæt til kedeldragt

I en præget tid med en beskyttende skygge hvilende nedover Gothams stræder, eller tre pigers hårde kamp med kræften og kærligheden, i det tunge drama ”Dig og Mig”, så kan der være trang til, at få lettet den tunge seriøsitet væk fra panderynkerne med et fikst lille indskud komedie. Det er derfor vældig godt timet af ”Blå mænd”, at melde sig på banen på det store biografmarked netop nu, som den eneste danske folkekomedie, som kan samle familien under en fælles latter. Det lykkedes også til dels for ”Blå mænd”, for der er saft og grin momentvis, men som helhed er en noget gumpetung, skabelonskåret og ikke mindst forudsigelig historie, om den dumme skiderik der slipper arrogantheden og fremmaner sympatien.

Jesper (Thure Lindhardt) er en usympatisk jakkesætkanon, hvis jobmæssige kurs går i talrigt plus, og nærmest eksploderer sig ud ad skemaet mod ikke alene himlen men universet. Men i farten glemmer Jesper en fundamental sympati for andre mennesker. Som traditionen tro er der højt at flyve, men også utroligt dybt at falde. Som ramt af lynet går kursen i et tungt minus, da Jesper forsager et trafikuheld på grund af spritkørsel. Han slipper dog for tremmerne, men skal i stedet udstå sin straf som midlertidig, kommunalarbejder på en losseplads, hvor han stifter bekendtskab med en kolerisk chef (Troels Lyby), en kærlig tumpe (Mick Øgendahl) og en lesbisk fantast (Sidse Babett Knudsen) – og det bliver bestemt ikke småt brændbart, nærmere sprængfarligt når pingpongen går mellem skiderikken og ’Lossepladsslænget’.

Kendt for sin energidrevet og gakkede humor på standup-scenen, får Mick Øgendahl på fornuftig vis videreført sin energi og flamboyante karisma til filmen, blandt andet via hans egen rolle, klovnen Dion. Der er glans i den veludførte situationskomik. Den pruttende og ækle lyd fra en tom remoulade, eller retten til at slå på folk, når man ser en Wolkswagen, skal nok hive et globalt grin hjem. Sådanne lyspunkter er der talrige af at finde i Rasmus Heides debutfilm, men de er alle relativt underordnet den samlede handling, og er i sidste ende det, der får tandhjulet til at køre rundt.

Det er tydeligt at Øgendahl ikke er nogen stor dramatiker, og kræfterne i skrivearbejdet udelukkende er blevet spenderet på komikken, for dramaturgisk er dansen blevet trampet så mange gange, at gulvet snart må give efter. Det er en utrolig tung og kedelig historie Heide og Øgendahl har strikket sammen, og den virker mest af alt som en billig undskyldning for de morsomme løjer. Skiderikken som finder det rette syn på sine medmennesker, og lære at respektere dem for det de er, selvom det for eksempelvis er en kærlig taber med filosofien om, at braget fra et lyn først sker når det rammer jorden, er ikke nogen form for filmisk revolution – det kan man skam heller ikke forvente – men en snus af originalitet i historien ville have lettet.

Der hersker dog stadig ingen tvivl om, at ”Blå mænd” bestemt er en film som det danske biograffolk let kan tage til sig. Det er ikke særligt originalt, men tæt skabelonskåret. Sidse Babett Knudsen er herlig som den dagdrømmende kommunalarbejder, som parodierer de store klicheer fra filmuniverset, som giver filmen en farverig spændstighed og et lutter frikvarter midt i det kedelige drama. Man skal helst se på ”Blå mænd” som er det en dårlig tilberedt salat. Som helhed er det til dumpekarakter, men det frarøver ikke de små delikate fetaoste, at tjene pengene hjem igen.