Rystende nærportræt af en selvmorder

Filmen handler om en mand der altid har haft en voldsom og sadistisk sexdrift, og som til gengæld mangler evnen til at føle nærhed og kærlighed. Han er en pestilens for sine omgivelser, og hader sig selv for det. I årevis har han været alkoholiker. Til sidst kan han ikke længere holde ud at leve med sig selv.

På den dag hvor handlingen foregår, er han fast besluttet på at begå selvmord. Vi følger ham når han kører rundt i sin bil, og tager afsked med sine venner og familie, en ad gangen, under påskud af at han vil flytte til New York. Det er i samtalerne med dem at vi får et indtryk af hans liv, samt hans motiver til at begå selvmord. De virker alle sammen mere eller mindre skøre, mens han selv er rolig og fattet. Hans beslutning forekommer at være forståelig, og næsten rationel.

Det er et deprimerende emne, og det er da heller ikke nogen opmuntrende film. Den er faktisk dødsens alvorlig. Alligevel lykkes det at liste en hel del underfundig humor ind, godt hjulpet af en perlerække af fremragende skuespillere. Scenen med fodboldtræneren er ligefrem hylende morsom – men kapper så over og bliver tragisk, når de begynder at tale om fodboldtrænerens døde datter.

Jeg vil især fremhæve Mikael Persbrandt, som er 100% overbevisende som hovedpersonen. Han spiller sin vanskelige rolle til perfektion. En mindre dygtig skuespiller ville næppe kunne holde vores interesse fanget i halvanden time med et så minimalistisk set-up.

Filmen fokuserer konsekvent på sit emne, uden noget uden-om-snak. Den skærer ind til benet. Hovedpersonen fylder billedet det meste af tiden, idet vi beskuer ham igennem bilens forrude, og tvinges til at leve os ind i hans smertefulde situation. Det er en af de stærkeste film jeg nogensinde har set.