Dum og dummere
1.0
Mick Øgendahl debuterer som både filmskuespiller og manuskriptforfatter med denne moderne folkekomedie, som han har skrevet sammen med instruktøren, Rasmus Heide. Den tyndbenede og rodede handling er centreret om en smartass-sælger, der får en dom for spritkørsel og bliver tilbudt at afsone den med samfundstjeneste på en genbrugsstation.
Moralen er selvfølgelig, at den selvglade sælger bliver et nyt og bedre menneske gennem mødet med de kiksede særlinge, der arbejder på lossepladsen. Men handlingen er ikke det eneste, der bygger på klicheer - det gør humoren i "Blå mænd" også, for den er i grim grad baseret på at grine ad det, der skiller folk fra normalen. Samtidig med at filmen altså postulerer, at hovedpersonen får mangedoblet sin medmenneskelighed ved at møde de her småsære personager, som verden omkring dem ville kalde tabere.
Humoren i "Blå mænd" er - ikke overraskende - i familie med det, Mick Øgendahl leverer som standupper. Forskellen er bare, at han alene på en scene tilfører en energi og fandenivoldskhed, som trækker på folks smilebånd. Her skal der samtidig skildres personer og fortælles en historie, og det giver et andet tempo, som gør denne form for humor plat og dum. Jeg tror, jeg smågrinede to gange i løbet af filmen - og det var ikke, fordi der manglede forsøg på at få mig til det.
Derudover er filmen som nævnt ualmindeligt tynd. Rasmus Heides instruktion er næsten ikke-eksisterende, og den simple handling bliver ikke engang formidlet overbevisende. Scenerne roder rundt, og for trods alt at komme op på spillefilmslængde har de to bagmænd tilsat tomme kalorier i form af en håndfuld fantasiscener, som viser, hvordan Sidse Babett Knudsens maskuline lesbiske losseplads-assistent fantaserer om at være en helt. Tåkrummende åndssvagt og fuldstændig uden sammenhæng til resten af filmen.
Hun overspiller i øvrigt ganske voldsomt, Sidse Babett. Det samme gør Troels Lyby som den lettere hysteriske lossepladschef. I hovedrollen spiller Thure Lindhardt langt mere kontrolleret, men han må ærligt talt spørge sig selv, hvad han laver i den film. Endelig er Mick Øgendahl ikke helt håbløs som fladpandet 'dum-i-arbejde' - man kender igen stilen fra hans shows, men den kan han da i det mindste levere præcist. Uden at det så hæver helheden særligt meget.
Det bedste ved "Blå mænd" er, at den nøjes med at pine én i 80 minutter.
Moralen er selvfølgelig, at den selvglade sælger bliver et nyt og bedre menneske gennem mødet med de kiksede særlinge, der arbejder på lossepladsen. Men handlingen er ikke det eneste, der bygger på klicheer - det gør humoren i "Blå mænd" også, for den er i grim grad baseret på at grine ad det, der skiller folk fra normalen. Samtidig med at filmen altså postulerer, at hovedpersonen får mangedoblet sin medmenneskelighed ved at møde de her småsære personager, som verden omkring dem ville kalde tabere.
Humoren i "Blå mænd" er - ikke overraskende - i familie med det, Mick Øgendahl leverer som standupper. Forskellen er bare, at han alene på en scene tilfører en energi og fandenivoldskhed, som trækker på folks smilebånd. Her skal der samtidig skildres personer og fortælles en historie, og det giver et andet tempo, som gør denne form for humor plat og dum. Jeg tror, jeg smågrinede to gange i løbet af filmen - og det var ikke, fordi der manglede forsøg på at få mig til det.
Derudover er filmen som nævnt ualmindeligt tynd. Rasmus Heides instruktion er næsten ikke-eksisterende, og den simple handling bliver ikke engang formidlet overbevisende. Scenerne roder rundt, og for trods alt at komme op på spillefilmslængde har de to bagmænd tilsat tomme kalorier i form af en håndfuld fantasiscener, som viser, hvordan Sidse Babett Knudsens maskuline lesbiske losseplads-assistent fantaserer om at være en helt. Tåkrummende åndssvagt og fuldstændig uden sammenhæng til resten af filmen.
Hun overspiller i øvrigt ganske voldsomt, Sidse Babett. Det samme gør Troels Lyby som den lettere hysteriske lossepladschef. I hovedrollen spiller Thure Lindhardt langt mere kontrolleret, men han må ærligt talt spørge sig selv, hvad han laver i den film. Endelig er Mick Øgendahl ikke helt håbløs som fladpandet 'dum-i-arbejde' - man kender igen stilen fra hans shows, men den kan han da i det mindste levere præcist. Uden at det så hæver helheden særligt meget.
Det bedste ved "Blå mænd" er, at den nøjes med at pine én i 80 minutter.
20/08-2008
