- Allegro out of love -
2.0
Robert Wilson lavede fået et par år siden en kortfilm til Vanity Fair's kunst-relaterede december-udgivelse. Den varede godt fire minutter og viste Brad Pitt iført shorts, badet i blåligt lys og silende regn, mens Christopher Knowels læste op af lyrikkerne til en rap-sang. Mere simplistisk kunne det næppe gøres. Mere stillistisk kunne det næppe gøres. Tiltrods for det, formåede filmen alligevel at skildre store temaer, enddog med et skizofrent visuelt forhold til sin rå fortællenerve og et forstyrrende udtryk, der satte sine spor i sindet. Kærlighed, had, jalousi, afmagt, desperation og selverkendelse blev berørt; sidstnævnte iform af en sprøjtende vandpistol. Det mest brilliante var dog dens simplificerede udtryksform og evne til at sætte følelserne på skue, i deres mest enkle og banale tilstand.
Det samme forsøger – eller rettere, gennemtrumfer Christoffer Boe med hans anden film ”Allegro”, der med sine kun 88 minutter, om noget må siges at være allegro. Den forpinte sjæl Zetterstrøm (Ulrich Thomsen) lever et apart liv i stille desperation, på kanten mellem realiteterne og hans virkelighedsflugt; kunsten. Da hans livs kvinde forlader ham, gør Zetterstrøm op med tabet og dens mange følelser, ved at låse minderne om deres forhold ned i en æske. Men verden forsvinder ikke, bare fordi man lukker øjnene – og Henning Moritzen kommer ham til undsætning. Tab er vejen til selverkendelse og man skal gøre op med fortiden, før man kan leve i nuét - det viste Michael Gondry os med ”Eternal Sunshine of the Spotless Mind”. Hvad Christoffer Boe viser os, er en film der afsondre sin tematik fra sit håndværk, og det er næppe med vilje. Sjældent har en film om kærlighed, været så steril. Sjældent har en film med så god en idé, været så kedelig.
Boe karikerer det visuelle udtryk, han så ihærdigt forsøger at integrerer som en del af Allgro's stil, ved at anskueliggøre følelserne igennem iskolde og dumsmarte metaforer, igen og igen. Og igen! Billedsproget kvæler historien mere end den inkorporerer dén og der er ikke megen hjælp at hente i det skrevne materiale. Jovist, her er sofistikeret humor, men når der skal sættes ord på forholdet og kunsten, sker det så infantilt og spotsk overfor temaet, at det næsten er pinligt. Hvor ”Reconstruction” i det mindste gav sine karakterer tid og tale at leve på, er Zetterstrøm's udvikling i ”Allegro” omtrendt ligeså troværdig som Boe's kunstneriske integritet: 0. Hvis Lars von Trier brød formerne i hans tidlige film, må Christoffer Boe siges at håne dem.
At både Thomsen og Helena Christensen skuespil er ligeså monotont som det univers de befolker, er for så vidt ikke deres egen skyld. Thomsen spiller en rolle, han kunne spille med bind for øjnene og den ene arm bundet på ryggen - det er hans karakter, der er stum som et bræt. At Christensen's kvinde er både livsløs og udslukket, kan måske retfærdiggøres med henhold på hendes figurs symbolik og den fortid hun skal afspejle, men når Thomsen skal bekende sin kærlighed og opnå et stadie, er vendepunktet cirka ligeså spændende som at se græs gro. Der er masser af psyke i deres bånd, men her mangler krop og sentiment, før vi kan opsluges af Zetterstrøm's rejse og de valg han tager. Her mangler sexualitet, fristes man til at sige. Jean Paul Satre skrev engang ”Terningerne er kastet”, hvori et sjælepar mødes i dødsriget og får 24 timer til at genopleve deres tabte kærlighed i livet. Vi kender ikke konsekvenserne af vores valg, men vi må følge dem alligevel. Zetterstrøm får en ny chance og vælger kunsten. Det havde jeg også gjort i Boe's film; for det at udforske kærligheden i ”Allegro”, er mindre spændende end det at spille den.
Alt i alt, står Robert Wilson og hans kortfilm Boe og ”Allegro” klart overlegen, når det gælder metaforiske beskrivelser af kærlighed og søgen på selverkendelse. De eksistentielle tanker, der ligger til grund for filmens idé om konflikter mellem skildringen af livet og dét af leve livet, går tabt i en den rodede fortælling og dens irriterende eksekvering af en ellers interessant historie. ”Allegro” er hverken håndgribelig eller æterisk, og den er alt andet end ærlig – hverken overfor sig selv eller for sit publikum.
Robert Wilsons kortfilm kan iøvrigt ses her:
http://www.youtube.com/watch?v=uaqnfRjxPpA
Det samme forsøger – eller rettere, gennemtrumfer Christoffer Boe med hans anden film ”Allegro”, der med sine kun 88 minutter, om noget må siges at være allegro. Den forpinte sjæl Zetterstrøm (Ulrich Thomsen) lever et apart liv i stille desperation, på kanten mellem realiteterne og hans virkelighedsflugt; kunsten. Da hans livs kvinde forlader ham, gør Zetterstrøm op med tabet og dens mange følelser, ved at låse minderne om deres forhold ned i en æske. Men verden forsvinder ikke, bare fordi man lukker øjnene – og Henning Moritzen kommer ham til undsætning. Tab er vejen til selverkendelse og man skal gøre op med fortiden, før man kan leve i nuét - det viste Michael Gondry os med ”Eternal Sunshine of the Spotless Mind”. Hvad Christoffer Boe viser os, er en film der afsondre sin tematik fra sit håndværk, og det er næppe med vilje. Sjældent har en film om kærlighed, været så steril. Sjældent har en film med så god en idé, været så kedelig.
Boe karikerer det visuelle udtryk, han så ihærdigt forsøger at integrerer som en del af Allgro's stil, ved at anskueliggøre følelserne igennem iskolde og dumsmarte metaforer, igen og igen. Og igen! Billedsproget kvæler historien mere end den inkorporerer dén og der er ikke megen hjælp at hente i det skrevne materiale. Jovist, her er sofistikeret humor, men når der skal sættes ord på forholdet og kunsten, sker det så infantilt og spotsk overfor temaet, at det næsten er pinligt. Hvor ”Reconstruction” i det mindste gav sine karakterer tid og tale at leve på, er Zetterstrøm's udvikling i ”Allegro” omtrendt ligeså troværdig som Boe's kunstneriske integritet: 0. Hvis Lars von Trier brød formerne i hans tidlige film, må Christoffer Boe siges at håne dem.
At både Thomsen og Helena Christensen skuespil er ligeså monotont som det univers de befolker, er for så vidt ikke deres egen skyld. Thomsen spiller en rolle, han kunne spille med bind for øjnene og den ene arm bundet på ryggen - det er hans karakter, der er stum som et bræt. At Christensen's kvinde er både livsløs og udslukket, kan måske retfærdiggøres med henhold på hendes figurs symbolik og den fortid hun skal afspejle, men når Thomsen skal bekende sin kærlighed og opnå et stadie, er vendepunktet cirka ligeså spændende som at se græs gro. Der er masser af psyke i deres bånd, men her mangler krop og sentiment, før vi kan opsluges af Zetterstrøm's rejse og de valg han tager. Her mangler sexualitet, fristes man til at sige. Jean Paul Satre skrev engang ”Terningerne er kastet”, hvori et sjælepar mødes i dødsriget og får 24 timer til at genopleve deres tabte kærlighed i livet. Vi kender ikke konsekvenserne af vores valg, men vi må følge dem alligevel. Zetterstrøm får en ny chance og vælger kunsten. Det havde jeg også gjort i Boe's film; for det at udforske kærligheden i ”Allegro”, er mindre spændende end det at spille den.
Alt i alt, står Robert Wilson og hans kortfilm Boe og ”Allegro” klart overlegen, når det gælder metaforiske beskrivelser af kærlighed og søgen på selverkendelse. De eksistentielle tanker, der ligger til grund for filmens idé om konflikter mellem skildringen af livet og dét af leve livet, går tabt i en den rodede fortælling og dens irriterende eksekvering af en ellers interessant historie. ”Allegro” er hverken håndgribelig eller æterisk, og den er alt andet end ærlig – hverken overfor sig selv eller for sit publikum.
Robert Wilsons kortfilm kan iøvrigt ses her:
http://www.youtube.com/watch?v=uaqnfRjxPpA
22/08-2008
