Bælgmørk poesi
5.0
Hvis en tysk vampyrfilm fra 1979 ikke umiddelbart lyder som den mest dragende filmanretning i verden, så vil du have rigtig god grund til at læse denne anmeldelse - og så vil du i tilgift ubesværet kunne sætte dig i mit skeptiske sted ved mødet med ”Nosferatu - Phantom der Nacht”. ’B-film’ måtte min første antagelse siges at være, da stikord som ’Dracula’ og ’Transsylvanien’ sprang i øjnene, oven i købet med det kantede mundhugge-sprog kaldet ’tysk’ stående øverst på menuen. Og dog. Bag filmen stod nemlig auteur-skikkelsen Werner Herzog, en herre man efterhånden har lært at forvente sig det uforventelige af, hvad enten han beordrer et dampskib slæbt over en bjergskråning i ”Fitzcarraldo”, dokumenterer fra junglens dunkleste dyb i ”Aguirre, der Zorn Gottes” eller blot oser ud af sine profetiske betragtninger over natur og civilisation i ”Burden of Dreams”.
I ”Nosferatu” komponerer Werner Herzog som vi kender ham, nemlig ofte på grænsen til at plumpe i amatørfilmenes massegrav og samtidig blot en fingerspids fra mødet med den sjældne perfektion, der udmærker filmkundskabens topmål. Elendige stemmesynkroniseringer og biroller der spiller til tæerne krummes er kameler der skal sluges, når Herzog spiller for - men det er besværet værd, når udbyttet er et væld af stemninger og billeder så evigt forunderlige, at de aldrig står til at glemme.
Stemningen i ”Nosferatu” er derfor - ikke overraskende - nøglen til den uforbeholdte nydelse. Atmosfære på film fås næppe mere udsøgt end når den raske ejendomsmægler Jonathan Harker bevæger sig gennem det ene majestætiske landskab efter det andet, suppleret af de af hypnotiske toner fra Wagner-symfonien ’Rheinguldet’. Og endnu bedre, om end langt mere obskurt, bliver det i den uafrystelige scene hvor grev Dracula, spillet med frygtindgydende præcision af Klaus Kinski, sniger sig gennem et mørkelagt soveværelse for at smage på sin nyankomne gæst, selv samme Harker, som var han det åbenbare indbegreb af en ond feberdrøm. Nogen vil måske kalde det æstetik. Jeg vil langt snarere kalde det magi. Når lyrik og filmpassion harmonerer bedst i Herzogs filmunivers, er det nemlig lige så tyngdeloven ophæves - og ”Nosferatu” er i sin utroligt mørke og sanselige facon ikke langt fra at være filmpoesi i højeste potens.
I ”Nosferatu” komponerer Werner Herzog som vi kender ham, nemlig ofte på grænsen til at plumpe i amatørfilmenes massegrav og samtidig blot en fingerspids fra mødet med den sjældne perfektion, der udmærker filmkundskabens topmål. Elendige stemmesynkroniseringer og biroller der spiller til tæerne krummes er kameler der skal sluges, når Herzog spiller for - men det er besværet værd, når udbyttet er et væld af stemninger og billeder så evigt forunderlige, at de aldrig står til at glemme.
Stemningen i ”Nosferatu” er derfor - ikke overraskende - nøglen til den uforbeholdte nydelse. Atmosfære på film fås næppe mere udsøgt end når den raske ejendomsmægler Jonathan Harker bevæger sig gennem det ene majestætiske landskab efter det andet, suppleret af de af hypnotiske toner fra Wagner-symfonien ’Rheinguldet’. Og endnu bedre, om end langt mere obskurt, bliver det i den uafrystelige scene hvor grev Dracula, spillet med frygtindgydende præcision af Klaus Kinski, sniger sig gennem et mørkelagt soveværelse for at smage på sin nyankomne gæst, selv samme Harker, som var han det åbenbare indbegreb af en ond feberdrøm. Nogen vil måske kalde det æstetik. Jeg vil langt snarere kalde det magi. Når lyrik og filmpassion harmonerer bedst i Herzogs filmunivers, er det nemlig lige så tyngdeloven ophæves - og ”Nosferatu” er i sin utroligt mørke og sanselige facon ikke langt fra at være filmpoesi i højeste potens.
22/08-2008
