Hadets automatik er krigens endeløse essens
5.0
Makedonske Milcho Manchevski slog sit navn fast som sit lands ubetinget mest succesfulde filminstruktør med denne Oscar-høster fra 1994. Det er imidlertid ikke en "etnisk tåreperser" emn derimod en både drilsk og særdeles pointe-effektiv leg med seeren, der udmærker filmen grænsende til prædikatet "mesterlig".
Filmen er inddelt i tre kapitler, som filmens hovedpersoner på tragisk vis knytter sammen til et provokerende cirkulært handlingsforløb, som man som tilskuer uundgåeligt forsøger at regne ud hvor hhv. begynder og ender - uden dog at kunne finde svaret, endskønt man fristes til at tro, at det MÅ kunne regnes ud.
Dermed får instruktør Manchevski (for mig at se) på udspekuleret vis gjort tilskueren til en slags "medskyldig" i dén indbildske tankegang, som præger filmens mange grusomme bipersoner, der aktivt deltager i den albansk-eksjugoslaviske blodfejde i 1990erne.
Endskønt vi er ganske fremmede overfor dén brutale hævntørst og nærmest infantile ansvarsfralæggelse, der præger de kalashnikov-svingende brøleaber, så tror vi umiddelbart, at vi ved at kunne "løse mysteriet" bliver klogere på krigens årsag. Dette til trods for, at filmens budskab ret utvetydigt synes at være, at historien om krig og had er cirkulær (dvs. endeløs) og dermed uden dét svar, vi søger.
Filmens hovedpersoner udmærker sig derimod ved en (for os at se) først fornuftig insisteren på ikke at vælge side i den hadefulde strid, de konstant presses til at blive en del af.
Kroatiske Rade Serbedzija spiller den midaldrende fotograf, der vender tilbage til sin hjemstavn. For sent indser han, at dén verden, han rejste fra 16 år tidligere, er forsvundet til fordel for et humorforladt miljø præget af had og gensidig mistillid drevet af en søgen efter et påskud til at straffe modparten.
Klanen, familien og stammen er det eneste, der tæller - og forpligter. Vælger du ikke side, vil du før eller siden blive set som forræder. Det bliver vore hovedpersoners respektive skæbner på forskellig vis.
I de øvrige roller ses franske Gregoire Colin i en ung, men meget udtryksfuld rolle som klostermunk med tavshedsløfte. Han konfronteres med en endnu yngre, meget drenget udgave af den makedonske skuespiller Labina Mitevska, som (måske) ender med at fremstå som "den skyldige", selv om hun mere end nogen anden i filmen repræsenterer den rene, ubetingede kærlighed og tilgivelse. Dén slags er dømt til undergang, når had og frygt bliver drivkraften i et samfund. Faktisk formåede "æresdrabs"-nedskydningen af den bly Zamira at provokere mig i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Dermed fik Manchevski endnu engang skovlen under mig med sin pointe omkring hadets umiddelbare endeløse væsen, retfærdigt følt eller ej.
Første kapitel står indiskutabelt stærkest i erindringen - nærmest uudsletteligt for mig. Derimod syntes jeg ikke, at kapitel 2 fungerede - måske fordi jeg endnu ikke helt har kaperet filmen (der må andre hjælpe mig). Denne del udspillede sig i London. Afsnittet synes mest af alt at have været et alibi for at sikre britisk medfinansiering til filmen.
Samlet set er der tog om et essentielt stykke moderne Europahistorie med absolut alment relevante problemstillinger, som på ingen måde er skjult for tilskueren i fortænkt symbolik, som mange europæiske film ellers ofte beskyldes for at lide under. Med andre ord: En fremragende og (måske) uudslettelig film. Budskabet burde være banalt men pointen fortælles forbilledligt snedigt. Derfor den høje vurdering.
Filmen er inddelt i tre kapitler, som filmens hovedpersoner på tragisk vis knytter sammen til et provokerende cirkulært handlingsforløb, som man som tilskuer uundgåeligt forsøger at regne ud hvor hhv. begynder og ender - uden dog at kunne finde svaret, endskønt man fristes til at tro, at det MÅ kunne regnes ud.
Dermed får instruktør Manchevski (for mig at se) på udspekuleret vis gjort tilskueren til en slags "medskyldig" i dén indbildske tankegang, som præger filmens mange grusomme bipersoner, der aktivt deltager i den albansk-eksjugoslaviske blodfejde i 1990erne.
Endskønt vi er ganske fremmede overfor dén brutale hævntørst og nærmest infantile ansvarsfralæggelse, der præger de kalashnikov-svingende brøleaber, så tror vi umiddelbart, at vi ved at kunne "løse mysteriet" bliver klogere på krigens årsag. Dette til trods for, at filmens budskab ret utvetydigt synes at være, at historien om krig og had er cirkulær (dvs. endeløs) og dermed uden dét svar, vi søger.
Filmens hovedpersoner udmærker sig derimod ved en (for os at se) først fornuftig insisteren på ikke at vælge side i den hadefulde strid, de konstant presses til at blive en del af.
Kroatiske Rade Serbedzija spiller den midaldrende fotograf, der vender tilbage til sin hjemstavn. For sent indser han, at dén verden, han rejste fra 16 år tidligere, er forsvundet til fordel for et humorforladt miljø præget af had og gensidig mistillid drevet af en søgen efter et påskud til at straffe modparten.
Klanen, familien og stammen er det eneste, der tæller - og forpligter. Vælger du ikke side, vil du før eller siden blive set som forræder. Det bliver vore hovedpersoners respektive skæbner på forskellig vis.
I de øvrige roller ses franske Gregoire Colin i en ung, men meget udtryksfuld rolle som klostermunk med tavshedsløfte. Han konfronteres med en endnu yngre, meget drenget udgave af den makedonske skuespiller Labina Mitevska, som (måske) ender med at fremstå som "den skyldige", selv om hun mere end nogen anden i filmen repræsenterer den rene, ubetingede kærlighed og tilgivelse. Dén slags er dømt til undergang, når had og frygt bliver drivkraften i et samfund. Faktisk formåede "æresdrabs"-nedskydningen af den bly Zamira at provokere mig i en grad, jeg ikke havde troet mulig. Dermed fik Manchevski endnu engang skovlen under mig med sin pointe omkring hadets umiddelbare endeløse væsen, retfærdigt følt eller ej.
Første kapitel står indiskutabelt stærkest i erindringen - nærmest uudsletteligt for mig. Derimod syntes jeg ikke, at kapitel 2 fungerede - måske fordi jeg endnu ikke helt har kaperet filmen (der må andre hjælpe mig). Denne del udspillede sig i London. Afsnittet synes mest af alt at have været et alibi for at sikre britisk medfinansiering til filmen.
Samlet set er der tog om et essentielt stykke moderne Europahistorie med absolut alment relevante problemstillinger, som på ingen måde er skjult for tilskueren i fortænkt symbolik, som mange europæiske film ellers ofte beskyldes for at lide under. Med andre ord: En fremragende og (måske) uudslettelig film. Budskabet burde være banalt men pointen fortælles forbilledligt snedigt. Derfor den høje vurdering.
27/08-2008
