Bob bob
3.0
The Mist er Frank Darabonts tredje King filmatisering og eftersom højdepunkterne i karrieren indtil videre har budt på hele to af slagsen (den ene er vellykket, den anden er semi god) er forventningerne høje, men dog rimelige (eftersom alt andet manden har lavet efter det, har virket pænt middelmådigt til direkte uinteressant). Men her stopper lighederne også, for hvor The Shawshank Redemption og The Green Mile er mere karakter drevne fængselsdramaer er The Mist nok mere en rå b-film med en dybere pointe, eller det vil den i hvert fald gerne være.
Filmens største problem er at den prøver at fortælle en seriøs historie om mennesker i en presset situation og samtidig presse en monster film ind i det hele fyldt med dertilhørende klicheer og papirtynde karakterer, der har omkring ligeså meget personlighed som lort på en pind. Okay det sidste var måske en lille overdrivelse, men de er jo nærmest stereotyper hele bundtet. Den skøre religiøse fanatiker (okay det er så ikke en stereotyp person, jeg har mødt en af de ting, ja jeg skrev ting, det var skræmmende) Mrs. Carmody er et glimrende eksempel på dette. Hun er sindssyg irriterende og det er selvfølgelig også meningen, og så fungerer hun jo også som det tandhjul der sætter gang i maskineriet og deler gruppen i to… og der! mine damer og herrer, der har vi selve problemet med mange af filmens karakterer, de virker bare som tandhjul i et større maskineri der udløser en mekanisme og så skal de ikke kunne gøre meget mere end det.
Frank Darabont har til gengæld bedre styr på de tekniske virkemidler end han har på filmens karakterer og der skal da ikke være nogen tvivl om, at det er solidt håndværk, når man ser på det fra den vinkel og specielt filmens imponerende sidste 10 min. er noget af det bedste, vedkommende har set længe. Desuden yder Thomas Jane faktisk en ganske glimrende indsats som hovedrolle indehaveren David Drayton. Men 10 gode min. ud af 126 er desværre ikke nok til at hive filmen op på en fjerde stjerne. Derfor bliver det ikke til mere end 3 af slagsen.
Filmens største problem er at den prøver at fortælle en seriøs historie om mennesker i en presset situation og samtidig presse en monster film ind i det hele fyldt med dertilhørende klicheer og papirtynde karakterer, der har omkring ligeså meget personlighed som lort på en pind. Okay det sidste var måske en lille overdrivelse, men de er jo nærmest stereotyper hele bundtet. Den skøre religiøse fanatiker (okay det er så ikke en stereotyp person, jeg har mødt en af de ting, ja jeg skrev ting, det var skræmmende) Mrs. Carmody er et glimrende eksempel på dette. Hun er sindssyg irriterende og det er selvfølgelig også meningen, og så fungerer hun jo også som det tandhjul der sætter gang i maskineriet og deler gruppen i to… og der! mine damer og herrer, der har vi selve problemet med mange af filmens karakterer, de virker bare som tandhjul i et større maskineri der udløser en mekanisme og så skal de ikke kunne gøre meget mere end det.
Frank Darabont har til gengæld bedre styr på de tekniske virkemidler end han har på filmens karakterer og der skal da ikke være nogen tvivl om, at det er solidt håndværk, når man ser på det fra den vinkel og specielt filmens imponerende sidste 10 min. er noget af det bedste, vedkommende har set længe. Desuden yder Thomas Jane faktisk en ganske glimrende indsats som hovedrolle indehaveren David Drayton. Men 10 gode min. ud af 126 er desværre ikke nok til at hive filmen op på en fjerde stjerne. Derfor bliver det ikke til mere end 3 af slagsen.
29/08-2008
