Skræmmende debut
4.0
"En drøm af et mareridt", "frygtindgydende fabelagtig", "bedste gyser i årtier" og jeg skal komme efter dig. Disse citater er bare en lille brøkdel af den overvældende positive kritik som El Orfanato har modtaget og selvom jeg helst prøver at undgå at blive hypet alt for meget, er det svært ikke at blive det, når den bliver sammenlignet med en film som The Others i stil. Jeg holder selv rigtigt meget af førnævnte film og derfor så jeg meget frem til at opleve et godt gys af den gammeldags slags, der giver sig tid til at krybe ind under huden uden brug af billige chok effekter og deslige. Det jeg fik, var en momentvis uhyggelig film, med et par unødvendige scener imellem og nogle effektive chok sekvenser, men bare ikke helt det jeg havde regnet med.
Jeg tror det var sammenligningen med The Others og alt den positive kritik, der hylede mig ud af den, for hvis man forventer en gammeldags gyser i stil med førnævnte, så bliver man delvis skuffet. El Orfanato har nemlig flere gode eksempler på gode gys uden hjælp af pludselige høje brag eller begivenheder, specielt en scene hvor Laura (filmens hovedperson) står for enden af en lang gang, da hun hører en skinger fløjtende lyd og vender sig om og i den modsatte ende af gangen står et lille barn, med en fløjte om halsen, i noget gammeldags tøj og en stof sæk over hovedet, ikke lang tid efter begynder barnet med langsomme skridt at gå mod vores hovedperson, man kan høre barnets tunge åndedræt som det kommer nærmere og nærmere... og jeg vil ikke afsløre hvad der derefter sker, det må i selv finde ud af. Det kan godt være det lyder åndssvagt og ikke specielt uhyggeligt, men dem som har set filmen ved sikkert godt hvad jeg mener og ja det er simpelt, men det virker rigtig effektivt og scenen er et godt eksempel på hvordan man opbygger spænding og uhygge. Desuden er det titusind gange mere skræmmende end et eller andet cgi monster. Hollywood kunne lære noget af det her.
Belén Rueda der portrætterer Laura yder en ganske glimrende præstation (ligesom hun gjorde i den fantastiske Mar Adentro), mens Fernando Cayo (Carlos i filmen) halter lidt bagefter, især når det kommer til scenerne sammen med konen Laura, det er som om der mangler lidt kemi imellem de to.
Der er en masse eksempler på gode gys filmen igennem og J. A. Bayona er en herre der kan sit kram, ingen tvivl om det. Filmen holdte mig bare ikke fanget på samme måde som f.eks. The Others gjorde, der holdte en konstant tryggende atmosfære hele filmen igennem, det synes jeg ikke El Orfanato kunne præstere, der kommer et par enkelte chok engang i mellem for at holde pulsen oppe, når uhyggen tager en lille pause, men det virker bare lidt billigt efter min mening og jeg havde ikke regnet med, at den ville bruge den slags virkemidler for at holde tilskueren fanget.
Men når alt det er sagt, vil jeg ikke ligge skjul på at El Orfanato er en af de bedste og uhyggeligste (trods der er jævne mellemrum blandt guldkornene) gysere jeg har set længe, i en genre som jeg har svære og svære ved at blive imponeret over.
Jeg tror det var sammenligningen med The Others og alt den positive kritik, der hylede mig ud af den, for hvis man forventer en gammeldags gyser i stil med førnævnte, så bliver man delvis skuffet. El Orfanato har nemlig flere gode eksempler på gode gys uden hjælp af pludselige høje brag eller begivenheder, specielt en scene hvor Laura (filmens hovedperson) står for enden af en lang gang, da hun hører en skinger fløjtende lyd og vender sig om og i den modsatte ende af gangen står et lille barn, med en fløjte om halsen, i noget gammeldags tøj og en stof sæk over hovedet, ikke lang tid efter begynder barnet med langsomme skridt at gå mod vores hovedperson, man kan høre barnets tunge åndedræt som det kommer nærmere og nærmere... og jeg vil ikke afsløre hvad der derefter sker, det må i selv finde ud af. Det kan godt være det lyder åndssvagt og ikke specielt uhyggeligt, men dem som har set filmen ved sikkert godt hvad jeg mener og ja det er simpelt, men det virker rigtig effektivt og scenen er et godt eksempel på hvordan man opbygger spænding og uhygge. Desuden er det titusind gange mere skræmmende end et eller andet cgi monster. Hollywood kunne lære noget af det her.
Belén Rueda der portrætterer Laura yder en ganske glimrende præstation (ligesom hun gjorde i den fantastiske Mar Adentro), mens Fernando Cayo (Carlos i filmen) halter lidt bagefter, især når det kommer til scenerne sammen med konen Laura, det er som om der mangler lidt kemi imellem de to.
Der er en masse eksempler på gode gys filmen igennem og J. A. Bayona er en herre der kan sit kram, ingen tvivl om det. Filmen holdte mig bare ikke fanget på samme måde som f.eks. The Others gjorde, der holdte en konstant tryggende atmosfære hele filmen igennem, det synes jeg ikke El Orfanato kunne præstere, der kommer et par enkelte chok engang i mellem for at holde pulsen oppe, når uhyggen tager en lille pause, men det virker bare lidt billigt efter min mening og jeg havde ikke regnet med, at den ville bruge den slags virkemidler for at holde tilskueren fanget.
Men når alt det er sagt, vil jeg ikke ligge skjul på at El Orfanato er en af de bedste og uhyggeligste (trods der er jævne mellemrum blandt guldkornene) gysere jeg har set længe, i en genre som jeg har svære og svære ved at blive imponeret over.
01/09-2008
