Det store stygge alternativ

Det er besynderligt, det her. Længe har man ventet på, at den danske filmindustri ville få gummistøvlen op fra sin egen størknede suppe af gentagelser, hvad enten der snakkes om regngrå hverdagsdramaer med ægteskabsknas og skrigende unger, eller de flabede komedier der bare emmer af at være folkelige. Med ”Offscreen” sprænges det hele så til atomer og minsandten om det ikke efterlades som et sønderbombet lokum, man ikke rigtig ved, hvad man skal stille op med.

Når anmelderne kaster omkring sig med uvante gloser som ’kvalme’ og ’nytænkning’, og man tilfældigvis falder over et billede af filmens hovedrolleindehaver Nicolas Bro med et psykotisk blik og en bar overkrop indsmurt i blod, er der noget dragende over ”Offscreen”, en frontal og næsten voldsom appel til det danske filmpublikum, der længe har været kørt træt i sine egne hop på stedet. Det er næsten til at fornemme, hvor opsat filmens bagmand, Christoffer Boe, har været på at hamre benene væk under sit trygge danske filmpublikum og belemre det med former og ideer af en slags, vi slet ikke er vant til herhjemme. Det er sympatisk forsøgt - og så heller ikke meget mere.

Det står nemlig hurtigt klart, at det er eksperimentet der spiller førsteviolin i ”Offscreen”. Ikke alene er Boes koncept en præmis, men simpelthen den hjørnesten han her står og falder med - og det har aldrig været et godt tegn for en film. Her er ”Offscreen” ingen undtagelse, særligt med en historie der mest af alt ligner en bøvet undskyldning for at lægge alle kræfter i sit eksperiment og sin stædige leg med filmsproget. Historien om en mand der filmer sit liv, mister sin kæreste og går i spåner, er rundt regnet lige så tynd som den lyder. Men skidt da med det. Det væsentlige hos Christoffer Boe synes beklageligvis ikke at være hvad vi ser, men derimod måden vi ser det på og måden hvorpå vi meget gerne skal chokeres ved at se filmsprogets normer få klynget langemanden og en spytklat i synet. Og nå ja, så også lige vride os i sædet når ”Offscreen” tager skridtet ud i ekstremerne.

Selv inden filmen når sin blodige finale, har det helt store spørgsmål for længst meldt sig: Ville fortællingen om en mand, der fortaber sig i et kamera nogensinde være spændende uden sin alternative indpakning? Ikke en meter. Og når Boe lader sin synkende skude kæntre brat i en komplet overgearet slutning kan vi så for alvor undre os over, hvordan i alverden ”Offscreen” kunne ende som andet end en anonym papirskugle på bunden af skraldespanden. Av min hårbund!