Ensom i menneskemylderet

Sofia Coppolas ”Lost in translation” er en af de film, der taler stærkest, når der slet ikke bliver talt. Når billederne alene, dæmpet i et gråligt og depressivt leje, siger mere end tusind ord, og når det sindrige musik sætter lyd på de blindende neon-farvet lys fra Tokyos pulserende natte skær, som et symbol på byens bankende hjerte og kultur, er der tale om en filmoplevelse, der er helt sin egen, og som bedst kan betegnes som en sød og smertende godnathistorie, der er renset fra alt adrenalinoppumpende drama.

Den er i sin enkelthed skribent for to fortabte menneskesjæle der er punkterede fast i livet, og som intet lappegrej har. Den er i sin simpelhed, fortæller for den essentielle kærlighed mellem to mennesker, der finder hinanden i grøften, mens bilerne og cyklisterne hamrer forbi dem på vejen. Den er som filmisk fortaler unik i sit billedmæssige patos om den uhåndgribelig kærlighed, vi alle kan blive styret af. En af de to, der befinder sig i grøften, er den udbrændte skuespiller, Bob Harris, som har haft sin storhedstid, men nu er kørt godt og grundigt fast i sin sørgelige tilværelse. Jobbet går ikke længere ud på, at indspille film, men i stedet at tage hele vejen over på den anden side af kloden, for at indspille en reklame for en whisky, som gør ham fraværende fra familien, men så sandelig også for omverden.

Bobs mangel på fodfæste i livet, bliver revet væk under ham, og efterlader ham liggende ensom i Tokyos gader, i det den virrende og hurtig forbipasserende kultur, farer lige i synet på hans forsvarsløse ansigt. Uforstående og træt trækker han på skulderne. For livlig til at sove, for søvnig til at arbejde traver han rundt om natten på de tomme hotelgange, eller befinder sig nede i lobbyen. Selvsamme følelser, eller mangel på dem, lider vores anden hovedperson, Charlotte, også under. Som ekstra bagage hægtet bag en hurtig vogn, har hun taget med sin stressede kæreste, John, til Tokyo. Udover at dele seng sammen om natten, på det fancy, men kedelige hotelværelse, er Charlotte helt og aldeles alene om dagen, da John er ude og fotografer og passe det travle job.

De to ensomme skæbner finder hinanden i Tokyos menneskehav, de ellers ville drukne i, og en udefinerbar kærlighed blomstrer imellem dem, på trods af en stor aldersforskel og forskellighed generelt. Men det er netop det filmen drives af. Den blødende og unægtelige kærlighed, der finder vej i selv det største virvar af betonklodser belyst med neon blindende farver og pompøs kultur, smukt illustreret i Charlotte og Bob depressive skæbne. De forener sig selv under samme fane, og Coppola væver på en sjælden vis et drama, der aldrig bluser op, men forbliver (for altid) glødende.

Bill Murray er en perfekt casting i rollen som Bob Harris, og som Sofia Coppola også har sagt, er skrevet til netop ham. Hans livstrætte ansigt, opgivende facon, vittige kommentarer og mest af alt en såret menneskesjæl, er et tydeligt tegn på, at Bill Murray har som skuespiller vokset med tiden ufattelig højt. Som hans forsoning, Charlotte, er Scarlett Johansson en flammende ungmø, som er gemt under et gråt tæppe af ensomhed og mangel på selvbevidsthed. Hun er umådelig smuk og hjerteskærende. Og netop det samme kan man sige om ”Lost in translation”, som på sin vis formår at hylde kærligheden på en meditativ og underforstående måde, der går lige ind i hjertet, uden den så meget anstrenger sig. Alt spiller sammen til noget bedrøvende smukt, som en pil der rammer et hjerte, og får det til at bløde noget så sjældent.