Kan ikke ramme en ladeport...

Jeg vil nu ikke give DR2s nye Premiere ret i, at denne film ingen stjerner fortjener overhovedet, men det er godt nok en yderst tynd kop te.

For det første er det her historien om lejemoderen, der lige har et sidste job, før han trækker sig tilbage, men i løbet af denne pludselig skal blive et menneske, der bekymrer sig om andre mennesker. Hvis det lyder velkendt, så undrer det næppe, idet det er en så klichéfyldt og uoriginal historie, at det næsten er en forbrydelse.

Manglende originalitet gør dog ikke et plot skidt, hvis bare det prøver noget nyt, men nej. Det er helt den gamle lejemorder-historie, hvor der sker alt det, der skal ske, på præcis den måde og på de tidspunkter i historien, som den slags kræver. Den her slags fungerer kun, hvis man bevidst smider Den Store Drejebog for Hvordan Vi Plejer At Fortælle Den Slags ud fra starten, og det har filmens bagmænd ikke mod til.

Oven i det er Cages spil uengagegeret og lugter langt væk af fast arbejde, mens ingen af de øvrige medvirkende overbeviser. Cage er ikke overbevisende i sit spil, når han forelsker sig i den døvstumme pige på apoteket, som i øvrigt spiller aldeles rædselsfuldt og helt uden overbevisning - den historie er bare for langt ude. De har end ikke talt sammen, men alligevel kan hun på præcis det rigtige tidspunkt fortælle ham, hvor meget hun elsker ham lige før masken skal falde. Nu skal jeg ikke udelukke kærlighed ved første blik, men det er altså alt, alt for utroværdigt og, ikke mindst, overfladisk og klichéfyldt. Det smager alt for meget af, at nogen har forsøgt at tilføje lidt "Kærlighed uden ord", fordi man godt vidste at suppen var for tynd.

Ærligt talt, så får du langt mere medrivende og overbevisende lejemorder-historie i sekvenserne med Vincent og Jules i Tarantino's Pulp Fiction, end du gør her. Hvis du vil se dedikerede lejemorder-film af denne type, så se hellere Luc Besson's Leon, der har langt mere på hjerte og langt mere vedkommende spil.

Hvorfor rammer den så alligevel ikke bunden? Tja, selv om filmen tager sig selv fornermende alvorligt, så prøver den trods alt at spille lidt på sit billedsprog. Her tænker jeg især på brugen af elefanter. Jeg er ikke sikker på, om det lykkes helt, men det er vist noget med, at elefanten er et ensomt dyr - som lejemorderen - er truet - som lejemorderen - er hævet over de andre dyr - som lejemorderen - og hvad man nu ellers kan finde på. Det er et noget rodet billedsprog, som ikke helt fungerer, men jeg værdsætter alligevel forsøget. Desuden er blot forsøget på at trække elefanter ind i historien i sig selv original - det har vi trods alt ikke set i den her type film før. Det går galt, men det blev i det mindste prøvet.

Der er så naturligvis også mængder af actionsekvenser undervejs, som trods alt er habilt lavet, men uden at vise os noget, vi ikke har set før. Som underholdning kan det derfor fungere en smule, selv om plottet er håbløst forudsigeligt.

Men ingen tvivl. Det her er en yderst, yderst jævn film, som slet ikke rammer publikum med noget væsentligt, vedkommende eller medrivende. Kun elefanterne redder filmen fra helt at skrabe bunden, og dem kunne filmen heller ikke ramme helt...