Trold kan lulles i søvn

1.0



"10 Things I Hate About You" er amerikansk ungdomsfilm i det mest pæne og kedsommelige hjørne.

Ideen er egentlig meget sjov. Det er udførelsen, der er problemet. Vi har en historie om to teenagesøskende, Bianca (Larisa Oleynik) og Katarina (Julia Stiles), der har en overbeskyttende far: Moderen skred for tre år siden, og nu ser han det som sit mål i livet at forhindre pigerne i at blive gravide. Den kønne Bianca vil meget gerne ud at møde søde fyre, for hun er populær og tilbedt på skolen. Den lidt ældre Katarina er derimod fuldstændigt ligeglad med fyre. Hun er gået i feminist-baglås, brokker sig over alt og alle og er en rigtig pestilens for sine omgivelser. Så faderen sætter den snedige betingelse, at Bianca først må gå ud med fyre, når Katarina gør det. Hvilket næppe vil ske, før der er to torsdage i en uge. Og dog...

Bejlerne lægger en plan

Der er to fyre, der bejler til Biancas gunst, og de er begge klicheer fra high school-filmenes store rodekasse: Vi har favoritten Joey (Andrew Keegan), skolens smarte, arrogante fyr og som dark horse den lidt generte, men ganske søde Cameron (Joseph Gordon-Levitt). Cameron lægger en plan, som han bilder Joey ind, at blærerøven selv har fundet på: De skal finde en fyr, der vil invitere Katarina ud, og således vil vejen være banet til Biancas ynder. Men hvem vil være dum nok til at risikere sine nosser og invitere den gale harpe ud?

Her introducerer vi den mærkværdige australier Patrick Verona (Heath Ledger), der ligesom Katarina har et væmmeligt omdømme som ballademager og sær snegl. Verona er positivt indstillet overfor Joeys kontante betaling for at invitere Katarina ud, og da han i sidste ende viser sig at være lidt af en charmetrold, lykkes det faktisk. Og hvad sker der monstro? De to krager forelsker sig naturligvis i hinanden. Det er nu heller ikke så mærkeligt, for selvom Katarina er en grum feminist, er hun ganske sød at se på med sit blonde hår og stumpede t-shirts, og lømlen Patrick ligner tilfældigvis en ung Jim Morrison.

Mangel på intelligens og humor

Som oftest i amerikanske ungdomsfilm er vi i stereotypernes verden: Karaktererne er arketypiske og flade, og naturligvis får vi den sædvanlige morale om, at det er det indre, der tæller. De unge, rige og smukke viser sig at være hule, mens outsiderne i virkeligheden er de mest menneskelige. Det er fint nok, og med den rette ironi og sarkasme kan klicheer være både sjove og forfriskende. Men "10 Things I Hate About You" mangler i fatal grad humor, selvironi og timing. Det er desværre ikke en film, man hader, for det er den alt for kedsommelig til.

Filmen behandler ikke klicheerne som klicheer, men som var de dugfriske produkter fra den automat, hvor man henter nye og spændende ideer. Alle de mange scener, der er tiltænkt at være finurlige og morsomme, falder pladask til jorden. Det er undertiden helt pinligt i hvilken eklatant grad, filmen mangler stil og personlighed i komikken. Lidt bedre går det med romantikken, der af og til overbeviser, ikke mindst fordi pigerne faktisk er ret søde. Men det kan ikke redde en alt i alt rigtig slatten omgang.
10 Things I Hate About You