Glæde

5.0
Sally Hawkins præstation som den evigt optimistiske Poppy er en af de varmeste, glædessmittende, naturlige og gennemtrængende i mange år.

Mike Leigh går altid efter en realisme, hvor der både er plads til humor og tragedie. Men som regel er udgangspunktet tragedien. Men ”Happy-Go-Lucky” er anderledes. På sin vis mere modig. Her er det nemlig humor og lys, der er udgangspunktet, og tragedien og mørke, der spiller andenviolin.

Ligesom i Leighs andre film er hovedpersonen i centrum snarere end plottet. Poppy er evigt grinende, legende og fjantende 30-årig børnehavelærer i spraglet tøj. En type de færreste tager seriøst ved første øjekast. Men ”Happy-Go-Lucky” giver hende mere end blot et øjekast. Og vi kommer til at respektere hende. Hendes reaktion på vrede og vold er venlighed og omsorg. Hvilket byder på en skræmmende scene overfor en skizofren hjemløs mand, som de fleste andre ville undgå som pesten. Hendes reaktion på smerte er at grine. Hvilket byder på en sjov scene hos en kiropraktor, der knækker hendes ryg på plads, mens hun hviner hysterisk af en blanding af smerte og grin.

Leigh stiller hende overfor sin diamentrale modsætning. En bitter køreskolelærer uden nogen sans for humor. En mand der konstant har været i kambolage med sine omgivelser og med livet. Hun konfronterer ham med humor. Han konfronterer hende med frygt og bitterhed. Hvilket giver nogle ganske sjove scener i bilen, da han ikke kan håndtere den fjantende pige, der ikke kan tage hans pædagogiske filosofier seriøst.

”Happy-Go-Lucky” kunne meget let være endt som en kunstig, konstrueret og karikeret komedie, hvor manuskriptet dikterer jokes og rytme. Men Leighs stil med masser af improvisation og involvering af skuespillere gør tonen og miljøet i filmen naturligt.

Poppy er alt andet end en karikatur. Hun fremstår som et tredimensionelt menneske. Og et umådeligt elskværdigt, hjertevarmt menneske. Fordi hun netop er et afrundet menneske, så er hendes liv ikke helt lutter lagkage. Som veninden siger, ”You can’t make everyone happy.” Hvortil Poppy svarer: ”There’s no harm in trying that, is there?”.
Happy-Go-Lucky